Kystsejlads har mange fordele. Rejsen kan for det meste opdeles i håndterbare længder, dagsejladser, i god sigtbarhed, lys, og kun når vejret er godt. Der er ofte noget at betragte derinde om bagbord, en bjergås her, en bebyggelse der: sansbare vidnesbyrd om, at det går fremad.
Der er også ulemper: på lavt, opgrundende vand bliver dønning og sø ofte uregelmæssig, i hård pålandsvind for det meste decideret farlig. Navigationen er krævende, da der jævnligt skal styres udenom offlying dangers i form af klippeskær, banker (dog gudskelov ikke Danske Bank, som jo bestemt også er en offlying danger) - og de nævnte kap'er. Dermed går sejladsen ikke over på Uendelighed og deraf følgende Meditation, som det ofte sker på de lange havstræk.
Men Galicien og Portugal har overrasket med en kyst, som er relativt nem at navigere på, for tidevandsstrømmen er så svag og iøvrigt uregelmæssig, at der end ikke findes strømkort over farvandet. Det gør sejladsen sammenlignelig med den under hjemlige himmelstrøg, hvor man bare sejler, når man har lyst, uden at skulle sidde med hovedet i kort og tabeller i timevis før hver passage. Herligt!
En meget stor gevinst ved de mange hundreder af sømils kystsejlads har på hele togtet været muligheden for at besøge alle de spændende, hyggelige og meget forskellige byer, som, ligesom kap'erne, deler kystlinjen i delmål. I Galicien: La Coruñas storbycharme, brede torve og pladser, kilometervis af tapasbarer og en generøs, storslået åbning mod havet. Malpicas travle fisker-autencitet. Muxias betagende promenade langs havet mod vest. Finisterres rå aktivitet, fiskerbåde ind og ud hele tiden. Muros' lidt hengemte hvilen i sig selv, med ukrudtet voksende ud af alle sprækker i den lille kirke på torvet i midten. Combarro med sit middelalderkvarter af granithuse, helt latterligt pittoresk, med deraf følgende turistificering - og stadig uendeligt charmerende. I Portugal: Viana do Castelos smalle gader med farvede vimpler udspændt henover den rolige slentren på toppede brosten. Og, som toppen af kransekagen: Porto, landets næststørste by. Med sin portvin, sine fine restauranter nede ved floden og i de mange, mange smøger, stræder og gader over det hele. Sine farver, sit liv. Skønne Porto.
 |
| Malpica |
 |
| Combarro |
 |
| Porto |
De fleste steder er det heldigvis muligt at ligge for anker, og det gør jeg så. Dels foretrækker jeg privatlivet ved at have frit vand rundt om båden, dels er mit Atlanterhavs-togt lagt an på så lille et budget som muligt. Som det næsten altid er, når man sejler, er det båden, der er den største udgift. I La Coruña købte jeg en ekstra autopilot (formedelst kr. 5000) for at have en backup, hvis (når) den, jeg har, må give op pga. slitage. Med al den megen motorsejlads og sejlads i svag vind med gennaker (som sætter vindroret ud af spillet) er autopiloten på arbejde, og den skulle nødigt stige af uden vikar på et af de lange oceanstræk forude!
Min nye gennaker fik fat i den i søgelænderet surrede jolle ("Bananbåden", som kan klappes sammen til surfbræt-størrelse, når der sejles) da skiftende vind fik den til at bakke ind over fordækket, hvorved underliget blev flænset af. Trods reparation med sejltape gav det en svaghed, og ved den seneste sejlads her til Cascais, Lissabon, på skæring i frisk vind, revnede den så yderligere lodret op i de nederste paneler.
Desuden konstaterede jeg bekymrende slitage på storsejlet, hvor sejlpindene læner sig mod topvanterne på plat læns, så det meste af sejlgarderoben kom en tur til sejlmager. Der røg lige godt kr. 3500 mere.
Jeg har, inden afsejling fra Aarhus, skiftet hele den stående rig - bortset fra den stump wire, der forbinder hækstaget med hækstagsstrammeren. Og naturligvis fik jeg øje på et lille knæk mellem wiren og terminalen, på netop denne wire. Det ville sikkert holde, men "sikkert" er ikke nok for mig, så riggeren på havnen fik lov at lave en ny wire.
Nu er Mathilde igen i topform, og det har kostet penge, ja. Disse udgifter får jeg det godt med ved simpelthen en gang for alle at anerkende, at jeg har valgt at sejle, og det koster det, det koster. Jeg vil overhovedet ikke tænke over det, betaler bare. Hvis jeg skal have det ekstra godt (og hvorfor skulle jeg ikke det?) minder jeg mig selv om, hvor utroligt meget billigere, det trods alt er at sejle i sådan en bette skude som Mathilde, i forhold til alle de langt større både, jeg er omgivet af i alle havne. Og når Mathilde ellers er i orden (hvilket hun er det meste af tiden), og vugger blidt for sit anker på reden uden for denne og hin marina med høje takster, så er rejsens eneste udgift jo...ingenting! Jeg skal have mad, men det skal jeg også derhjemme. Resten er gratis. Det er ikke nogen dyr måde at indtage verden på.
Som en variation fra alle byerne kom naturreservatet Islas Cíes ud for Vigo, lige nord for grænsen til Portugal. En bounty-strand, naturskov, bjergvandring. Det krævede særlig tilladelse at ankre der, og der var derfor ikke mange andre, der gjorde det. En turbåd i ny og næ, med mennesker fra fastlandet, der nød en fredfyldt dag på stranden eller med vandring i det bjergrige terræn, ellers fred og ro, måske en svømmetur i det krystalklare vand ind imellem. Det kunne godt gå an!
Jules Verne udpegede, i "En verdensomsejling under havet", Atlantis til at ligge under havet ud for netop Islas Cíes. Det var ikke en helt tilfældig placering, da Verne under et besøg i Vigo i bugten indenfor, på fastlandet, traf den opfinder, som få år efter fik den første undervandsbåd til at virke i praksis, og som blev inspirationen til Nautilus fra den senere så berømte roman. Men fra et af udsigtspunkterne højt på en klippe inde i den duftende skov, efter solnedgang, ser havet bestemt ud til at rumme mere end ét mysterium. Der skal nok ligge en sunken by derude et sted. Jeg svæver henover den, og henover mange andre mysterier, i mit lille fartøj, om få dage.
En anden variation var byen Peniche mellem Porto og Cascais. Det var en by ja, men af en helt anderledes karakter: lav, tarvelig og slidt bebyggelse, lidt slum-agtig faktisk, med en stor industrihavn. Også her var det muligt at ankre, indenfor bølgebryderen. Da der var en del andre, der også havde fået den ide, lod jeg ankeret gå ret langt ude i bassinet. Det blev senere festligt, da hele Peniches fiskerflåde på vel omkring 25 halvstore fartøjer næste formiddag afgik samtidig fra inderhavnen. Med en fart på ikke under 15 knob pløjede de igennem yderhavnen og fløj rundt om Mathilde med ikke ret meget mere end malingen imellem, under høje tilråb fra besætningerne: "Fjern den båd!" råbte de, på klart og umisforståeligt portugisisk. Da de var pebet forbi, og dønningerne havde lagt sig, kunne jeg pludselig godt finde et sted helt inde under bølgebryderen med tilstrækkelig svajeplads til, at Mathilde kunne ligge der!
 |
| Peniche |
Jeg har nu ligget i nogle dage i Cascais, for anker. Endnu en smuk og hyggelig by, solen skinner, her er 23 grader, vandet er klart og alt er godt. Et af togtets potentielle højdepunkter var Lissabon, som kun ligger få timers sejlads, eller 45 minutter i tog, herfra. Jeg har dog valgt at springe denne ellers efter sigende fantastiske by over i denne omgang. Hvad der er op og ned med alt dette Corona-halløj er ikke til at sige, men Lissabon har i øjeblikket et dobbelt så højt smittetal som København, vistnok omkring 1,2 %. Jeg har et stærkt immunforsvar, og har ikke haft influenza i 30 år, så jeg er sådan set ikke bekymret for at blive syg. Men en positiv test vil gøre det meget vanskeligt at fortsætte rejsen som planlagt. Ingen vil modtage en Corona-smittet. Så Lissabon og jeg må undvære hinanden, i denne omgang. Faktisk er jeg også godt fyldt op af både by- og storby-indtryk, og glæder mig nu til øerne ude i havet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar