Æventyr med Ø

Mathilde får fat fra starten. Fat i Atlanten, fat i rejsen, fat i alle de sømil. Med 1 reb i storsejlet og en spilet genua kaster hun sig ud i det. Den friske fralandsvind bærer væk fra kontinentet, og det med stor overbevisning. De portugisiske bjerge fortoner sig, som timerne går, i kølvandsstriben, synker ned i det hav, som i de næste adskillige døgn skal være vores skæbne. Den entydighed, som den bestemte vind tager os med på, er både en bekræftelse og en kilde til nogen kildren i mellemgulvet: der er ingen vej tilbage. Nu er det Oceanet eller ingenting. 

Som afstanden til land øges, vokser bølgehøjden til 2-3 meter. Strålende sol glimter i de hvide kroner på bølgekammene, og Mathilde surfer fremad med elegance og styrke. Vindroret er glad for de mange sekundmeter vind, og gearer fint ned ad bølgerne. En berusende sejldag bliver til mørk nat, men det er stjerneklart, og Mælkevejen står som en hvid tåge over lanternen i mastetoppen, det eneste lys, der ikke står helt stille i mørket deroppe. Lanternen tegner uregelmæssige mønstre på himlen, dirigerer med entusiasme himmelrummet, idet den forlænger og forstærker det stærke skrogs bevægelser i ujævnt terræn. 
Kort før sengetid får jeg noget af en forskrækkelse, da et meget lydeligt blåst lige ved siden af båden fortæller om en stor delfins nysgerrige kiggen forbi.

Rejsens anden dag er omtrent så flot som den første. Jeg betragter i timevis bølgetogenes vandring over overfladen, skumstriberne. Endnu et blåst 100 meter fra båden bryder mønsteret, og inde i bølgen ser jeg en stor, lys krop stryge afsted og dykke. For stor til at være en delfin, for lys til at være en spækhugger, men en hval var det i hvert fald, af den ene eller anden slags.
Jeg har ofte hørt sejlere tale om den der helt særlige, blå farve, Atlanterhavet har sydpå, og ikke rigtig forstået det: havet er jo altid blåt - hvis himlen er skyfri. Men nu ser jeg, hvad de mener: selve vandet er blevet blåt. Skønt himlen er overskyet, er vandet lysende blåt, hvis jeg kigger lige ned i det, bag båden. Lige så smukt blåt som det var smukt turkis nord for polarcirklen. Da jeg skal vaske hænder, og stikker dem ned i det blå, overraskes jeg også da: vandet er direkte lunt! Jeg er simpelthen kommet sydpå, det kan ikke længere bortforklares. 

Om aftenen, da jeg er på dækket for at justere lazyjacken, så den ikke filer så hårdt på storsejlet, mærker jeg det første tegn: det kniber sammen i maveregionen. Hmm, lidt træls. Men som aftenen bliver til nat, bliver det værre. Jeg har decideret mavekneb. Har ellers en meget stærk mave, jeg mener aldrig at have haft madforgiftning eller lignende. Og så lige nu: 240 sømil fra nærmeste kyst! Der er ingen kvalme elle diarré, så det har nok egentlig heller ikke nu noget at gøre med, hvad jeg har indtaget, og jeg kan heller ikke se, hvad det skulle være?
Det bliver værre og værre, og ved 2-tiden sidder jeg i cockpittet og koldsveder. Pludselig overmander ubehaget mig, og jeg mærker, at jeg er lige ved at besvime. Jeg kaster mig ned på dørken i cockpittet og lægger benene op på kistebænken, det får bevidstheden til at vende tilbage. En ting er det fysiske ubehag, men det er ikke det værste. Det værste er alle de scenarier, som sindet straks stiller op: hvis det her er alvorligt, har jeg et stort problem! Hvis evakuering i det hele taget er muligt, vil det i hvert fald tage meget lang tid, før det kan ske. Hvis jeg mister bevidstheden eller bliver helt ukampdygtig pga. smerter, kan jeg ikke kommunikere mit problem. Al kommunikation skal ske over SMS fra satellitsenderen, og det vil være vanskeligt for en læge at hjælpe mig effektivt på denne måde. Jeg kan også risikere at blive evakueret, med de risici og astronomiske udgifter, det medfører, få timer efter at have det fint igen - men have mistet båden, som driver omkring på havet til evig tid. Det ser ikke godt ud, det gør det altså ikke! 
Jeg skriver til shorecrew Anders, at han skal reagere, hvis han ikke hører fra mig inden kl. 7 morgen. Prikken på kortet kan jo fortsætte længe med at kravle over skærmen, uden at man kan se, at skipper ligger bevidstløs på dørken! Jeg henvender mig meget direkte til min krop: "Krop, det er lige nu, at du skal vise, hvad du dur til! Du har et stærkt immunforsvar. Hvad det end er, som har bemægtiget sig adgang, så bortvis det, tvær det ud, fjern det! Belønningen taler vi om".
Jeg må også have min mentale værktøjskasse frem for at tæmme frygten. Min sårbarhed er så indlysende, og jeg er konfronteret med den så direkte, at sindet nemt kan køre ud over kanten nu. Jeg flytter bevidst fokus fra mavesmerterne, og væk fra skrækscenarierne, koncentrerer mig om min vejrtrækning og om taknemmelighed. Ja, taknemmelighed! Midt i alt dette er der helt utroligt meget, der virker. Min båd flyder, den sejler, og mit hjerte, min lever, mine nyrer og alt det andet i mig fungerer også fint. I samme øjeblik, jeg tvinger mit sind til at tage stilling til alt dette, svinder frygten, og jeg får fokus tilbage på at løse opgaven: at nå frem.
Og kroppen gør heldigvis det, den kan: da morgenen gryer, er ubehaget næsten væk, og op ad formiddagen føler jeg mig helt rask igen. Pyh ha!
Hvad der forårsagede problemet, ved jeg ikke, men jeg glæder mig i hvert fald over en af de fordele, der er ved ikke at have en vandtank på Mathilde: alt vand opbevares i separate 12-liters dunke. Det betyder, at jeg ved, hvor vandet kommer fra, og for en sikkerheds skyld går jeg over til at tappe vand fra de dunke, der blev fyldt i en tidligere havn (husker ikke hvilken), og ikke fra dem, jeg lige har fyldt i Cascais. Dette vand fejler højst sandsynligt intet, men det var det, jeg drak af, før jeg blev syg, og jeg tager ikke chancen...

På denne passage prøver jeg noget nyt hvad angår søvn: i stedet for, som sædvanlig, at have alarm på hvert kvarter, udnytter jeg, at der stort set ingen skibstrafik er herude, og går simpelthen til køjs, uden tidsalarm. Jeg har alarm på GPSen, så den advarer, hvis jeg kommer for meget ud af kurs, og naturligvis AIS-alarmen aktiveret, så nærgående fragt- og fiskeskibe vil give udslag. Ved aftenstid forsøger jeg at finde en sejlføring, der vil give så lidt bøvl som muligt i løbet af natten, og accepterer til gengæld typisk at sejle lidt langsommere end jeg ville kunne med en vågen, agtpågiven rorsmand på job. Hvis storsejlet bommer, og hænger i preventergajen, er løbet kørt: båden kommer helt ud af balance, og vindroret kan ikke tvinge den tilbage på kursen. Det er ikke farligt, men vil lægge båden underdrejet indtil jeg kommer på dæk og får bragt tingene under kontrol igen. Hvis jeg bjærger storsejlet, og kun sejler for genua, kan båden skære betydeligt mere ud uden risiko for, at sejlet bakker. Det giver mig i praksis en masse dejlige timers søvn. Faktisk lykkes det, den første nat, at sove hele 5 timer i træk, derefter 2 og så 1 time. Det er jo en helt civiliseret nat! For det meste vågner jeg af mig selv, efter måske 2 timers søvn. Kommer lige op til overfladen, som man nok egentlig altid gør ind imellem, hjemme på landjorden (hvis man er til det, der opholder jeg mig jo aldrig). Men når jeg alligevel er halvvågen, står jeg op, justerer trim og kurs, skriver i logbogen, og går så til køjs igen. Det gør en verden til forskel, at jeg er vågnet af mig selv efter 2 timer, og ikke bliver vækket efter 2 timer! Det er, når der bliver klippet midt i den dybe søvn, at kroppen går helt i spåner. Denne metode er meget mere organisk - men forudsætter jo, at havet er så øde, som det er tilfældet her. 

Jeg styrer også selv lidt mere, end jeg ellers plejer. Faktisk plejer jeg stort set aldrig at styre - det overlader jeg til vindror eller autopilot. Men som vinden tager af de sidste to døgn, får vindroret sværere og sværere ved at holde en blot nogenlunde anstændig kurs, især fordi jeg sejler stort set plat læns det meste af tiden. Autopiloten sutter strøm, og det er blevet mere skyet, så solpanelerne giver ikke så meget til puljen. Desuden er de i skygge det meste af dagen pga. de spilede sejl. Jeg kan faktisk godt lide selve det at styre, mærke bådens bevægelser, de små skift i kræfterne, som vinden og bølgerne hele tiden varierer deres påvirkning. Men selvom jeg typisk kan sidde i mange timer og bare glo, mens vindroret styrer, så går der sjældent mere end få minutter, når jeg selv styrer, før jeg har en lang liste af uopsættelige behov: jeg har brug for en varm trøje, en banan kunne være lækkert, jeg skal skide, og er det ikke også for længe siden, jeg har skrevet i logbogen?

Der er det med det blå vand, de alle skriver om. Så er der noget andet, man skal opleve, for at kunne sige, at man har sejlet sydpå: der skal ligge flyvefisk på dækket om morgenen, og så skal man stege dem, og spise dem til morgenmad. Det første kommer til at ske. Jeg er på dækket for, for Gud ved hvilken gang, at montere eller afmontere gennakeren, da jeg finder mit livs første flyvefisk, som har forvildet sig op på mit fordæk i nattens mulm og mørke.
Det andet kommer ikke til at ske: jeg har ikke fået så lille en pande med hjemmefra!

Den sidste nat vælger jeg helt at stryge sejlene, efter mange timers manuel styring, og starte motoren for at få søvn. Der er næsten ingen vind, og det vil kræve uafladeligt trim at pine sømil ud af de små pust, der er. Jeg sover fint, men ved 2-tiden, da jeg stikker hovedet op igennem kappen, ser jeg lys forude i horisonten. Det kunne være en større fiskerflåde, så jeg sætter ur på. Det forstyrrer min søvn, jeg kan ikke helt finde hvile, når jeg ikke føler mig sikker på at have havet for mig selv. Efter mange timer går det op for mig, at det må være lys fra Madeira, mere end 50 sømil væk, som skinner op på himlen!

Og så sker det, som er så magisk ved at krydse et stort hav: øen vokser op af havet, manifesterer sig ret forude. Først som et blinkende fyr på Ilheu de Cima, siden, da solen står op, som et goldt og afsvedet klippelandskab, der ligger som det allerøverste af det undersøiske bjerg, der her rejser sig, tilsyneladende helt umotiveret, fra havbunden mange kilometer nede. 

Havet er så utroligt stort, og Porto Santo forude så utroligt lille. En prik på et kort, ligesom jeg selv. Jeg tog afsted på dette togt med en sikker vished i mig om, at det er det, jeg skal, og at jeg altid har skullet det. Der er ingen tvivl. Men formålet? Ja, det står hen i det uvisse! Måske sejler jeg for at finde ud af hvorfor?
Denne passage over det store hav til den lille ø, rummer det, jeg længes efter, og som jeg nu lever: storheden. Jeg har sejlet over en kolossal distance, sådan føles det. Og bare jeg zoomer lidt længere ud, er det åbenbart, at havet er ubegribeligt meget større. Faktisk har jeg bare padlet ud til en klippeknold i den allerøstligste del af Atlanterhavet, som endda slet ikke er Jordens største ocean. Det er stort, det her. Jeg sejler ud mod noget derude og derinde. Det store. Væk fra det små, indeklemte, fastlåste, ubevægelige, kontrollerede. Ud i det store, det vilde, det uberegnelige, kaotiske - og gavmildt eventyrlige. Størrelsesforholdene kommer på plads: jeg er så latterligt lille, og min latterligt lille båd afspejler det. Jeg er i noget, som er så meget større end mig, og det åbner for det i mig, som er større end mig. Og midt i alt dette ligger en ø. Et ubevægeligt holdepunkt i kaos. Ganske lille, midt i det store. Det store er størst, men det små er også nødvendigt. Og jeg fandt begge dele på denne passage. Det store hav, og den lille ø. Jeg ønsker mig ikke mere.