"Loneliness is not, after all, a function of numbers,
but a symptom of a mind adrift"
Roger Taylor
Jeg ligger i den smukke Ria de Cedeira i samlet 18 dage, først og fremmest med det formål at løse en større arbejdsopgave. Denne rejse har så mange formål, at en tidsramme på 10 år ville være mere realistisk til at indfri dem end det ene, som indtil videre er sat af til det. Samtidig er denne rejse fuldstændigt formålsløs. Den er et udtryk for impuls, nødvendighed, dybest set ureflekteret bevægelse, liv, som vil leves, og som sprænger sig vej op igennem lagene af overlæg og formålsliderlighed. Der er intet formål. Der sejles, fordi der sejles. Bum.
Den menneskelige eksistens er delt i lag, med hver deres sprog, udtryk og kontakt til verden. Et af lagene er ego-laget, altså definitionen af og fortællingen om hvem jeg er, hvilke egenskaber jeg har og ikke har, og den deraf følgende kamp for fordelagtig positionering i det landskab af egoer, som alle godt 7 milliarder for øjeblikket tilstedeværende egoer på planeten tilsammen udgør. Er der mon plads til mig?
Jeg har skrevet om det før. Befrielsen ved at sejle ud på det meget store hav, gå i et med skibet, blive en tanketom funktion, der skal gøre det, som indlysende skal gøres for at skibet ikke synker og fortsat sejler, men i øvrigt kunne være hvem som helst. Der har vi det: "kunne være hvem som helst". Den største og måske eneste virkelige frihed, der findes, er friheden fra at være nogen, altså frihed fra egoet.
Den første vej til denne frihed, som åbenbarede sig for mig allerede da jeg var barn, var at sejle. Siden har jeg fundet andre veje, gennem arbejde med sindet, og disse veje underviser jeg i nu. Det er en vigtig mission: frihed for så mange mennesker som muligt. Og lige herefter følger paradokset: for at kunne undervise i sindsarbejdet mod frihed er jeg nødt til at tage mig betalt for det, for ellers har jeg ikke tid til det for andet, mindre vigtigt arbejde. For at kunne tage mig betalt for det, er jeg nødt til at skabe en fortælling om hvad det er, jeg underviser i, og en fortælling om mig, som giver mening for mennesker, der ikke kender mig, og som overbeviser dem om, at netop jeg kan hjælpe dem ud af ufrihed. Jeg er med andre ord nødt til at gå ind i netop det ego-lag, som jeg har set friheden i at transcendere, og som jeg underviser ud af! Det er en overordentligt vanskeligt opgave. Langt vanskeligere end at navigere et skib fra Aarhus til Galicien via Vadehavets sandbanker, Normandiet og Bretagnes strømfyldte klippekyst og Biscayens lumske uforudsigelighed og uoverskuelige vidde. Den inkluderer en kontakt til et landskab af andre menneskers egoer, som virker meget abstrakt og fjernt, set fra cockpittet på min opankrede båd.
Af samme grund bliver arbejdsopgaven, som helt lavpraktisk består i at få skabt en markedsføringsplatform, som kan skabe kontakt med nye, potentielle klienter, en hård nyser. Jeg møder en mur af modstand i mig, en modstand mod at definere mig, afgrænse mig, "reklamere". Heraf følger diverse overspringshandlinger, som kan variere fra at gå endnu en meget lang tur i den smukke naturskov syd for bugten til at scrolle på Facebook i timevis. Det sidste er decideret deprimerende, for som det nok er de fleste bekendt, kan de sociale medier i allerhøjeste grad være medvirkende til følelsen af ensomhed. Der har vi den: ensomheden. En ellers for mig stort set ukendt følelse begynder, som dagene bliver til uger i den idylliske ria, at dryppe fra hypothalamus ned i hjernens netværk af fortolkninger, betydningstildelelser og fokusforstyrrelser. På de uendelige rejser til Shetlandsøerne, Færøerne, Nordkap, over Biscayen? Nej, ikke rigtig, ikke på denne måde, i denne grad. Jeg har kontakt med verden gennem abstrakte billeder og historier på min skærm. Det er værre end ingenting. Meget værre. Havets tomhed, som er fylde, er bedre. Meget bedre.
Hvorfor er jeg alene? Det er et spørgsmål, jeg af og til møder. Det korte svar er, at jeg ikke kender nogen, som vil sejle med mig. Det er ikke forkert: de fleste, jeg har varme relationer til, kan enten ikke lide at sejle og/eller de er bundet af arbejde, børn, uddannelse osv. Det ligger ikke lige for at stikke af, som det gør for mig. Min ældste søn er flyttet hjemmefra, og den yngste er på efterskole, ingen af dem har overhovedet tid til at snakke med mig, og det er jo lige, som det skal være: de er på vej ud i deres liv, væk fra basen.
Jeg har kærlige relationer til flere kvinder hjemme i Danmark, men er ikke i et parforhold og ønsker ikke at være det. De betingelser for det, som samfundet har indoktrineret de fleste med siden romantikken, vil jeg ganske enkelt ikke leve op til. Jeg er frihedskæmper! At mødes i kærlighed, hvoraf naturligt følger ærlighed, respekt og klarhed, er det smukkeste, der findes. Men den pakke af begrænsninger og forventninger om at skulle føle og gøre bestemte ting, og endelig ikke føle og gøre bestemte andre ting, som absurd nok stort set altid hægtes på kærlighedsrelationen, når den bliver til et "forhold" (= "jeg holder dig fast på forhånd!"), nægter jeg at acceptere. Det er bl.a. det, jeg blogger om på Frihed.Nu: Frihed fra ideer om, at alting skal være noget bestemt. Ideer, som umuliggør en nysgerrig undersøgelse af , hvad livet faktisk tilbyder lige nu og her, og af, hvad kærlighed er. Det er jo en helt anden historie, men det har at gøre med mit valg: at sejle alene. Det er ikke en principsag, det faldt bare sådan ud. Jeg har ikke mødt nogen (kvinde) endnu, som vil relatere med mig uden betingelser - og som vil med på eventyr lige nu. Og for mig kommer frihed først, nok fordi jeg er mand. Sammenhængen mellem frihed og maskulinitet og mellem kærlighed og femininitet undersøger jeg bl.a. i min nye sejlads-bog "Af gyngende grunde", som jeg da bestemt synes, du skal læse!
Det korte af det lange er, at min alene-hed (som kun en sjælden gang imellem fører til ensomhed) ikke er synd for mig! Den er mit valg, jeg kunne have valgt noget andet - men så var jeg nok ikke kommet ud at sejle. Man kan ikke få det hele. Og man er altid fri til at gøre, som man vil - og leve med konsekvenserne.
Jeg går i land hver dag, og hvad møder jeg?: robotter med blå ansigter. Det er uhyggeligt, som burka-påbuddet, som her i Spanien jo gælder hele det offentlige rum, fuldstændigt renser gadebilledet for menneskelighed. En solosejler går i land, men jeg ser ikke et menneskes ansigt i dagevis. Øjne over blåt plastic. Måske smiles der? Det tager også sin tid at vænne sig til, at min egen mimik bliver hængende på indersiden af kontaktbarrieren. Ingen respons. Eller...det kan jeg jo faktisk ikke vide, både pga. modpartens maske og fordi mine briller dugger helt åndssvagt, når min udåndingsluft fortvivlet finder en udvej fra sit fængsel, opad. Måske respons? Hvad sker der derovre på den anden side af disken, bag masken? Det ville jeg give min højre arm for at vide. For at mærke.
I et forsøg på at komme bagom maskernes afvisende plasticmur flytter jeg min Tinder-profil til Cedeira. Det er et eksperiment. Meet the locals.
Nu kommer mit intime kærlighedsliv jo sådan set ikke dig ved, kære læser, men dette eksperiment falder så lidet intimt ud, at jeg ikke er bekymret for at indvi dig i resultatet: de spanske kvinder viser sig at være betydeligt mindre varmblodede eller betydeligt mere katolsk opdragede end ventet. I hvert fald fører ingen af mine velmente (omend måske, som desperationen stiger, rigeligt proaktive) forslag til maskeløse møder, endsige møder i det hele taget. Nedtur der.
Det skal siges til de galiciske skønheders forsvar, at der også foreligger en anden, mulig grund til afvisningerne: al min kommunikation i chatten skal lige en tur igennem Google Translate, da jeg ikke kan et pluk spansk, og de konsekvent ikke kan et pluk engelsk. Da jeg, i en af de mange artikler om hvalernes tilstedeværelse i området, som jeg læser gennem Google Translate, erfarer at "hvalerne kommer op til overfladen utilsigtet, til vindstødsfodring", at nogle sejlere har undgået skader ved mødet med en gruppe spækhuggere, "så snart mønsteret stoppede embarkation, arayanske stearinlys og slukkede motoren" og desuden at vi "i denne uge nåede 70 sekunders marsvin indtil videre i 2020", kan jeg godt blive en smule bekymret for, hvad det mon egentlig er, jeg selv får fyret af i chatten på Tinder? Godt så, kvinderne har nok deres udmærkede grunde til ikke at turde møde den gale dansker i den lille båd.
Ensomheden er et konglomerat af dels en tanke om at være adskilt (altså en identifikation med den fysiske krop), dels en tanke om ikke at burde være det (altså en sindskonstruktion af mangel) og dels en overbevisning om, at det ikke kan ændres (altså fokus på barriererne, det være sig blåt plastic, sprog eller tusindvis af geografiske kilometer). Hele tre fejlslutninger. Som al anden lidelse er ensomhed et udslag af tankefejl. Det er godt, for fejl kan rettes - hvis man er bevidst om dem.
Og så er der de hvaler. De spækhuggere, nærmere bestemt. Jeg har sagt så meget om den problematik på videobloggen på Facebook (se facebook.com/etaarpaahavet/), at jeg ikke vil gå i detaljer med den her. Men da jeg endelig forlader Cedeira d. 18/9 om morgenen, er det ikke fordi jeg har decideret lyst. Tanken om at blive bombarderet fra alle sider af aggressive, tonstunge tandhvaler er ikke just tillokkende, og min i forvejen noget anspændte sindstilstand får lige et nøk mere opad på stress-skalaen, da jeg efter 20 minutters sejlads fra Cedeira får en fiskerbåd op på siden. Fiskerne gestikulerer ganske sigende til mig: armene op over hovedet, i en trekant. Her i modlyset ser den så sort ud, som det, den skal symbolisere. Og fiskerne peger bagud. De har lige mødt dem. Bæsterne fra dybet.
Hvorfor sejler jeg så ud? Hvorfor til La Coruña, hvorfor kun få dage senere til Malpica, til Muxía, til Finisterre? Der er naturligvis tale om det som al sejlads, ligesom alt liv i det hele taget, indbefatter: kalkuleret risiko. Alt muligt kan gå galt, også dette. Men hvis jeg ikke for det første havde nogle ideer til, hvad jeg skulle gøre, hvis dette og hint måtte indtræffe, og for det andet konsekvent håbede det bedste, så kunne jeg aldrig sejle nogen steder. I dette tilfælde tager jeg mine forholdsregler ved at sejle korte distancer, kun i dagslys, holde meget skærpet udkig, og have en klar plan for, hvordan båden hurtigst muligt "lægges død", hvis jeg skulle møde de sorte rygfinner - og for hurtig evakuering, hvis det allerværste skulle ske. Den reelle risiko for totalhavari er vel næsten nul, ingen båd er endnu blevet slået læk af hvalerne. Skader på båden vil være ærgerligt, men ikke ubærligt.
Skader på mig? Ikke sandsynligt heller - og i øvrigt var jeg i dag tæt på at brække benet, da jeg trådte ned mellem to pontoner her i havnen i Finisterre. Hvorfor gjorde jeg det? Fordi det mundbind, som skal beskytte mig mod en uendeligt fjern, abstrakt og usandsynlig trussel, stjal den nederste del af mit synsfelt, hvorved jeg ikke kunne se mellemrummet mellem de skarpe betonklodser. Vi lader billedet stå et øjeblik...!
Indespærringen i sindet med al denne abstrakte længsel efter kontakt, al denne modstand, al denne uvirkelighed, er ved at lave slidspor i den sjæl, som jeg skal have med mig hele vejen og derfor passe godt på. Jeg er nødt til at bevæge mig. Jeg er nødt til igen at beskæftige mig med virkelige problemer og virkelige glæder, for det optager sindet, flytter fokus og skaber fred.
Jeg krydsede i går rundt om Kap Finisterre, Verdens Ende. I romertiden sluttede den kendte verden her. Her ender, også i dag, den lange vandring for de pilgrimme, der går caminoen.
Jeg selv er også på pilgrimsvandring. Hvor ender mon min?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar