fredag den 4. september 2020

Lort og lagkage

Aftenen d. 28. august bliver ikke just togtets højdepunkt. Optakten er, at jeg har ligget i et døgns tid i Brest, er sejlet tilbage til Presqu'ile de Quelern, hvor jeg har ligget i nogle dage og arbejdet, og nu ser en mulighed i vejrkortene for en passage af Biscayen. I morgen tidlig kl. 6 er der afgang! Vinden skal gå i nord i løbet af natten, og blive hård. "Hård" kan jeg undvære men overleve, når retningen er så fin: det vil give en flot agten for tværs det første døgn ud på det store vand, derefter skal vinden tage af og blive til næsten ingenting. Det er bestemt en mulighed at komme til Spanien på de præmisser.

Imidlertid er nordenvind ikke så godt på min ankerplads ved Presqu'ile de Quelern, det vil give en meget urolig nat, og jeg foretrækker at være veludhvilet som udgangspunkt, når jeg skal ud at sejle i tre døgn eller mere med meget ringe søvnkvalitet og -kvantitet. Derfor udser jeg mig en ankerplads på sydkysten ved Goulet de Brest, hvor jeg vil ligge fantastisk for nordenvind, og desuden være positioneret lige i kanonløbet ud på havet i morgen tidlig, uden at være fanget af strømmen i sundet. Genial plan. 

Jeg kommer først afsted mod min nattehavn ved 17.30-tiden, lige sent nok, men akkurat OK i forhold til strømmen ude i goulet'en. I store strømhvirvler forcerer Mathilde strædet for motor, og en time senere ankommer vi til min drømme-ankerplads - blot for at konstatere, at den er ubrugelig! Desværre er hele den lille bugt fuldstændig stoppet med mooringer, og desuden ruller en betragtelig dønning ind langs kysten. Ankring er ikke en mulighed. I min desperation gør jeg noget så forbudt som at "låne" en pt. ubrugt mooring. Det er jo sidst på dagen, det går nok til i morgen tidlig? Men ak: dønningen og strømmen gør, at båden hele tiden gokker ind i mooringsbøjen (eller omvendt), med lydelige bump til følge. Alting falder ned fra borde og hylder i den ulidelige rullen frem og tilbage. Her får jeg ikke lukket et øje!

Efter en time er det sevet ind: jeg må tilbage til mit udgangspunkt. Jeg starter motoren - og står med startsnoren i hånden! Den har holdt i 12 år, og i alle 12 år har jeg tænkt på, hvor længe sådan en fætter mon holder? Nu står jeg med svaret. Heldigvis gik motoren i gang i første ryk, som den plejer, så jeg tøffer tilbage mod Presqu'ile de Quelern med halen mellem benene, lidt bekymret for al den tid, der går med denne meningsløse øvelse. Hver time trækkes fra min nattesøvn, og jeg har en del andre forberedelser at gøre før det store havstræk i morgen. Men prøvelserne er kun lige begyndt.

Mit møjsommeligt stuvede ankergrej (som jeg først stuvede af vejen, derefter fandt frem igen ved Goulet de Brest, derefter stuvede af vejen igen, og nu skal finde frem igen) ligger under dørken i forkahytten. På denne dørk står mit kemiske toilet, som må flyttes før jeg får adgang til de 50 meter dejlig 8 mm. kæde nedenunder. Det er blevet en rutineoperation, no problem. Men netop denne aften får jeg galt fat i håndtaget, da jeg vil løfte vidunderet, som, i parantes bemærket, er stort set fyldt til randen efter 14 dage uden tømning. Toilettet skiller sig i overdel og underdel og underdelen (den med de spændende sager i) går op. Resultatet, dér på dørken i forkahytten, ligner (og lugter som) lige præcis det, det er: et væltet lokum! Jeg vil spare min sarte læserskare for mere dybdegående information om efterspillet, men kan flygtigt nævne noget med 50 meter dejlig 8 mm. kæde dyppet i .... og noget med en dørk i krydsfiner, som selv efter grundig afvaskning i kogende vand stadig lugter en anelse af .... - og en skipper, som, idet han mener at have vigtigere ting at bruge denne sidste nat før krydsning af en af de mest berygtede havstrækninger i verden til, kortvarigt og for første gang siden afsejling fra Aarhus, synes det hele er noget .....
Well, ved 00.30-tiden ligger Mathilde for sit anker, der er ryddet op efter tragedien i forkahytten og startsnoren i motoren er skiftet, i pandelampens skær. Vi er klar!

Kl. 05.20 næste morgen tumler jeg ud af køjen og gør sejlklar. Adrenalinspejlet er absolut et par streger over det normale, og det er godt, for der skal kompenseres for kun små 5 timers søvn, som endda var ret ringe, da den opspringende nordenvind, ganske som lovet hård, har gjort ankerpladsen noget choppy. Lige inden, jeg tager ankeret, falder blikket på NAVTEXen. Jeg har checket tre forskellige vindmodeller op imod hinanden i mange dage, og de siger alle go (hvis man kan leve med sejlads i decidereret hårdt vejr det første døgn), men jeg checker alligevel lige. Meteo-France (som jeg ikke har konsulteret forud) skriver, at Biscayen vil være præget af "rough, crossing seas" "gusts" og op til styrke 7. Det stod ikke på menuen, da jeg bestilte! Jeg ringer til nordmændene i det gode skib Willy inde i Brest, som jeg ved også er ved at lægge an til take off. De har ikke NAVTEX, havde ikke set varslet, og afbryder, ligesom jeg, forsøget på at besejre Biscayen i dag. Vi tumler tilbage i vores køjer. Jeg kan ikke nægte, at antiklimakset også kommer som lidt af en lettelse: jeg er smadret ovenpå min ....aften, og spændingen ved at skulle ud på netop dét hav var måske rigeligt høj i forvejen til, at jeg absolut behøvede at have et hårdtvindsvarsel med som topping. 

Hele den næste dag ligger jeg på den meget urolige ankerplads og går lidt rundt om mig selv. OK, overdrivelse, det er en lille båd, så der bliver ikke gået meget, men tankerne er på havet derude. Sidst på formiddagen checker jeg Marine Traffic, en tjeneste, der kan fortælle hvor alle både med AIS-sender befinder sig. Jeg kan se, at Willy er stukket til søs og går sydpå mod...Raz de Sein. Vent lidt, der er noget galt! Nu har jeg ikke sejlet igennem det smalle stræde mellem Ile de Sein og fastlandet, men husker fra beskrivelsen i Reeds, at det er et stræde, som skal passeres meget, meget præcist ved slækvande +/- 15 minutter(!) og ikke i moderat til hård vind! Jeg kan umiddelbart regne ud, at de ikke vil kunne nå frem til strædet inden næste slækvande. Der er tydeligvis noget, de ikke ved. Jeg får fat i den kære familie over VHFen og bibringer dem den vigtige information. De bøjer af, og ligger få timer efter ved Morgat, som jeg også har udset mig som et muligt udgangspunkt for et snarligt, andet forsøg med det store hav. 
En skøn aftensejltur i forsat meget frisk nordenvind ned langs den betagende kystlinje bringer mig kort efter solnedgang til Morgat, hvor ankeret går 100 meter fra Willy. Magnus og jeg holder skippermøde, og bliver enige om, at det er i morgen tidlig, det sker. Det er i morgen tidlig, det sker!

Biscayens rygte kender enhver, der har læst Rasmus Klump og Tintin. Men det er som med alle andre have i verden: hvis vejret er godt er der intet problem. Således også med denne overfart. Efter en lidt turbulent passage af Chaussée de Sein, et langt stenrev, der strækker sig vestover fra Ile de Sein med tide rips mod nordvest, falder havet til ro. Gennaker og genua folder sig ud i min nye, hyppigt brugte yndlingssejlføring: wing-wing uden storsejl. Det er køligt, men smukt vejr, spredte skyformationer pryder den blå himmel og havet ruller roligt og godmodigt sydpå. Det tager Mathilde med sig.

Mobildækningen tørrer snart ud til rundt 0, og det tager et døgns tid at vænne sig af med lige at tage telefonen for at se, om "der er kommet noget". Det er der pr. definition ikke!
Der kommer så noget andet i stedet: ved 20-tiden på passagens første dag, mens jeg ligger på fordækket og mediterer over rød nylondug, himmel, hav og liv, er de der. Delfinerne. Disse vidunderlige skabninger bryder pludselig overfladen lige under boven, dykker under og på kryds og tværs. En mor og hendes unge plus fire andre, voksne dyr leger med mit skib og viser mig, at livet er leg, livet er bevægelse, livet er fryd. Latteren kommer, uden nogen rationel forklaring nødig, buldrende fra mellemgulvet og fylder himmelrummet fra væg til væg. Jeg ligger på mit gyngende fordæk og er intet andet end jubel. Alt er latter, alt er fryd.

Efter et lille døgn sejler jeg ud over kanten til Plaine Abyssale de Biscay. Den abyssale Slette. Under mig falder terrænet brat fra 130 meters dybde til 4800 meter, over kun godt 30 sømil. Nu er jeg på oceanet for alvor. Over satellitsenderen får jeg besked fra nordmændene, de har mødt en stor hval, som lå i overfladen kun 100 meter fra båden. Der er noget dernede i dybet, og det er stort.

Ingen passage over Biscayen uden lidt drama, og i dette tilfælde må jeg jo lave det selv, da havet ikke er til narrestreger i denne omgang (og tak for det). Mandag formiddag opdager jeg, at mobiltelefonen har mistet Bluetooth-forbindelsen til satellitsenderen, og jeg dermed ikke umiddelbart kan sende beskeder til en fjern verden af fastland. Forbindelsen lader sig ikke sådan lige genoprette. Jeg må ind i senderens beskedmenuer for at finde fejlen, og i min trykken rundt sker det, der ikke må ske: hvor jeg, i stedet for at trykke på "luk"-knappen ved de foruddefinerede beskeder, der er indkodet i senderen, kommer til at trykke på "send"-knappen, er det så fantastisk uheldigt, at netop dén besked i det øjeblik er markeret. Og op ryger den, til satellitten derude i verdensrummet, ned til min fars mobiltelefon, ud på kortet på hjemmesiden, som følges af hundredvis af eventyrlystne mennesker, og ned på mit shorecrew Anders' mobiltelefon, som i det øjeblik ligger fremme på et mødebord i Vejle. "Undskyld, jeg er lige nødt til at gå et øjeblik" må han sige til sine kolleger ved det bord. For på telefonen står: "Jeg har problemer. Redningsaktion påkrævet!"!
Pulsen stiger rundt om i verden, og også hos undertegnede. Min Bluetooth-forbindelse er jo nemlig stadig nede, så jeg kan, i nogle få, frygtelige øjeblikke, ikke se, hvordan jeg skal kunne kommunikere, at beskeden er et falsum! Jeg har allerede billeder af min gamle far med hjertestop og luftrummet over Biscayen fyldt med redningshelikoptere på min indre skærm, da jeg kommer i tanker om muligheden af at sende beskeder direkte fra senderen. Med rystende hænder får jeg fumlet mig igennem alfabetet med de fire piletaster og sendt det, af gode grunde kortfattede: "Fejl! Ingen problemer!" til de relevante instanser. Pyh!

Der er naturligvis en fysisk dimension i en passage af et stort hav. Konstant opmærksomhed, udførelse af de nødvendige opgaver med sejltrim, navigation, skafning, bakstørn, reparationer, vedligeholdelse. Jeg kunne i princippet sætte mig til at læse, skrive eller høre musik i mange timer ad gangen, men gør det aldrig. Jeg er på vagt, i mere end én forstand. Overvåger hele tiden det hele. Lytter til lyde, som kunne være tegn på malfunktion eller unødig slitage et sted, registrerer bittesmå vindskift og evaluerer mulige konsekvenser for sejlføringen, studerer skymønsteret på himlen, lufttrykket, spændingen på batterierne, brændstofbeholdningen, måler på kortet, overvejer vejrudsigternes betydning for strategien og en masse andet. Jeg Er sejladsen, mens jeg er derude. Kun det. Det er en spænding, og det er en befrielse.
Så er der også en psykisk dimension. Noget af alt det, jeg hele tiden monitorerer og om muligt justerer, er min sindstilstand. Jeg tænker at det, hvis man er flere ombord, vil være en helt anden oplevelse. Man kan snakke, hygge, drikke kaffe, snakke om film, romaner og livets gang i en skør verden. Komme væk fra det hav, i sindet. Jeg har ingen steder at gå hen. Jeg er Her. Her er mange bølger. Rigtig mange bølger. 
Som solosejler bliver det indre spil med psyken meget vigtigt. Jeg har, som skipper, ansvaret for en god stemning ombord! Sårbarheden på det meget store hav er åbenlys, og åbner mod et potentielt svælg af rædsel, hvis sindet får lov at køre den vej. Uendeligheden i timer, der blot bliver til flere timer og bliver ved og ved med det uden nogen synlig forandring at se, åbner for vanviddet. Hvis sindet får lov. Det skal ofte hentes ind, som hyrdehunden genner fårene tilbage i flokken. Bevidstheden bliver sindets hyrdehund, og den er på arbejde derude. 

Den anden nat ser jeg mod syd blinkende lys over et stort spænd af kimingen. En kæmpestor fiskerflåde? I kikkerten bliver det endnu mere mystisk: de blinkende lys er alle vegne hid og did, og kommer nærmere, spreder sig hen over den blanke havoverflade som pludseligt opståede, men aldrig gentagne glimt. Jeg når at tænke på noget så både eksotisk, usandsynligt og forskelligt som kuglelyn og ildfluer, før fænomenet går i sig selv for ikke at vende tilbage. Endnu et af havets mange mysterier, som jeg fik lov at se, men ikke forstå. 

Jeg eksperimenterer med søvnen. Normalt kører jeg 15-minutters intervaller mellem udkig, til powernapping, men den uhyre sparsomme skibstrafik herude gør, at jeg forsøger mig med 2 eller sågar 3 timers søvn ad gangen. Tanken er, at jeg kan holde længere, hvis hjernen får lidt af den dybe søvn, som den ellers bliver snydt for. Man ved intet, før man har eksperimenteret, sagde Pascal. Jeg konstaterer, som ventet, at jeg har det meget dårligt, når jeg bliver vækket efter 2-3 timers søvn, og at ubehaget er mindst en time om at fortage sig. Jeg lærer også, at jeg konsekvent er i meget dårligt humør ved de vækninger. Når jeg ved det, kan jeg lade det være, som det er: jeg er i dårligt humør, fordi jeg er blevet vækket fra dejlig søvn, ikke fordi der er noget galt. Det går over. Og det gør det også, jeg lader det blot passere. 

Kl. 02 natten til d. 2/9 ser jeg bjergene forude, i fuldmåneskær og med dramatisk skykulisse. Vi snakker spanske bjerge! Kl. 08.50 kaster jeg ankeret i Ria de Cedeira. Det er vindstille, en fortryllende soldis ligger mellem bjergene og ned mod vandet, Cedeira koketterer med spansk byggestil i lyse farver ved flodmundingen i bunden af riaen. Jeg er fremme!

Passagen tog næsten præcist 3 døgn, gennemsnitsfarten var 4,5 knob, og der blev sejlet 55 % af tiden for motor. Men man kan også sige, at der blev sejlet 45 % af tiden for sejl, og det var en god overraskelse, den vindfattige prognose for dagene taget i betragtning. Jeg kom over, det var naturligvis både en psykisk overvindelse og udfordring, men fysisk set en picnic. 

Galicien omfavner min lille båd og mig, og jeg vil nu hengive mig i den omfavnelse i et stykke tid. Sømanden er som udgangspunkt altid på vej. Det er nødvendigt også at hvile i at være Fremme. En gang imellem. Som nu.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar