mandag den 24. august 2020

Gennem gulvet

Rent kulinarisk fik jeg i Roscoff genopfrisket mit gamle venskab med bretonske skaldyr, da jeg indløste en gave hjemmefra: en middag på en af Bretagnes mange uforlignelige spisesteder.


Og da jeg d. 18/8 ved middagstid sejler op i l'Aber Wrac'h ved lavvande, bliver jeg mindet om, hvor disse vidunderlige hapser kommer fra: østersbrugene står tæt langs det, der, her ved lavvande, er bredderne, og ved højvande ligger på syv meters dybde.



Et godt stykke oppe i aber'en lader jeg ankeret gå på 8 meter vand. Der er kun ganske smalt, nok omkring 50 meter til hver bred, men strømmen holder mig langsfjords, så jeg ikke driver ind og går på grund. Aber er fransk for en smal, dyb fjord, og dette område af Bretagne kaldes Cote des Abers netop på grund af mange af disse strømfyldte kystlinjebrud. Jeg er omgivet af skov til alle sider, fra de stejle brinker strækker lavvandsmudderet sig gråt og tangfyldt ud mod bredden, hvorfra det hurtigt bliver ret dybt.
Da højvandet topper, ligger jeg på hele 15 meters dybde. Det er en udfordring at afmåle den rette mængde kæde og tov til så stor en forskel i vanddybden. Hvis der er for lidt kæde ude ved højvande, brækkes ankeret lettere fri af bunden pga. det mere vertikale træk. Hvis der er for meget kæde ude ved lavvande, kan jeg svinge for meget, og dermed, ved slækvande (altså mellem høj- og lavvande, hvor der ingen strøm er) drive ind på grund. Løsningen bliver at afpasse længden nær høj- hhv. lavvande, så det hele tiden er tilnærmelsesvist rigtigt. 




Om natten ankommer udliggeren af stormen Ellen, som laver ballade ude ved Azorerne, på vej ind over ydre Biscay. Hvor Mathilde ligger, er der stort set læ for vinden, men ind imellem kommer en faldvind ned imellem de træklædte brinker, og i et brøl af tung luft krænger hun over, som et siv. Det er buldrende mørkt, tæt ved nymåne. Regnbygerne pisker ind imellem hen over dækket, og hele sceneriet, fuldstændigt isoleret i den mørke skov i den dybe ”flod”, kunne af en svag sjæl måske godt karakteriseres som en anelse uhyggeligt.
Yderligere bliver det spændende af tankerne, om ankeret holder? Når jeg ankrer på formodentlig ”uren” bund, sætter jeg altid en tripping line i næsen af ankeret, altså en tilbagehals-line, som går op til en bøje i overfladen. Således vil jeg altid kunne hale ankeret baglæns fri af en forhindring, hvis det får fat i noget tungt og spændende nede på bunden. Her er fyldt med mooringer, hvor diverse forladte lystbåde ligger, og derfor sikkert også fyldt med gamle, forladte mooringer på bunden. Desuden er der østersbrugene, hvoraf nogle måske er gledet ned ad skråningerne, og nu ligger ca. der, hvor jeg har smidt mit anker. Jeg har derfor naturligvis tripping line i - men den kraftige strøm gør, at bøjen kun ved slækvande er at se. Ved flod og ebbe er den trukket under vandet af strømmen, og jeg aner ikke, hvor ankeret ligger. Når bøjen så kommer op til overfladen hver sjette time, bliver jeg totalt forvirret: den ligger altid helt ulogisk i forhold til båden, faktisk nogle gange lige ved siden af! Jeg kan da ikke både ligge oven på mit anker og have et solidt træk i kæden?! Ved aftenstid var jeg blevet helt overbevist om, at kæden måtte have fået fat i noget af alt det herlige skrammel på bunden. Det var jo så også fint, så lå jeg da fast! Men kan de voldsomme faldvinde presse mig ind på brinkerne?
I nattens mulm opfinder jeg dette system: jeg sætter ekkoloddet til at give alarm, hvis jeg kommer ind på mindre end 5 meters dybde. Så afsætter jeg et punkt både øst og vest (indad og udad i aber'en) for Mathilde, tilstrækkeligt langt herfra til, at radius om punktet er ca. som aber'ens bredde, men ikke når helt hen til båden - og sætter GPSen til at give alarm, hvis jeg kommer mere end 40 meter nærmere punktet, end jeg er nu. Alt, jeg derfor skal gøre, er, hver sjette time, at skifte mellem de to punkter, så det hele tiden er det nedstrøms punkt, jeg har alarm på. Således digitalt indhegnet både tværfjords og langsfjords kan jeg sove ”roligt”, og det gør jeg så.

Blæsevejret fortsætter i flere dage. En af dagene sejler jeg ud til marinaen, jeg trænger til at komme i land og strække benene, lidt frisk proviant ville ikke gøre noget, og forandring fryder. Ankeret kommer op uden besvær. Det er simpelthen strømmen, der får båden til at positionere sig helt skørt, der har ikke været noget galt.
Inde i aber'en er jeg for det meste afskåret fra omverdenen. Der sejler jævnligt småbåde, østersfiskere og SUP-boards forbi (når vejret er godt), men mobildækningen er svingende, internetdækningen stort set ikke-eksisterende, og de enten mudrede, snaskede bredder eller høje klinter frister ikke til landgang med jollen. Det kunne lige så godt være en oceanpassage!
Jeg skifter spilerfaldet, det gamle så noget træt ud, og spilerfaldet skal også bruges til at sætte stormfokken, hvis det en dag bliver nødvendigt. Det blæser meget inspirerende, og Biscayen ligger jo lige derude...

Få timer efter gen-ankring på ”min” ankerplads inde i aber'en slipper ankeret, for første gang nogensinde. Det er blevet højvande, og jeg har glemt at give kæde nok, desuden er der kilometervis af tang på det, da det kommer op, så det er lovligt undskyldt. Mit alarm-system virkede: selvom det var højlys dag, er det ikke sikkert, jeg havde opdaget, at vi skred, før vi havde vædret en nedstrøms opankret ketch. Med lidt heftig aktivitet med kæde og anker, som hurtigt kom op og dækkede hele fordækket med mudder og tang, gik vi fri at ketchen, og løsningen blev, for den sidste nats vedkommende, at låne en af de eksisterende mooringer.

Efter hele fem dages storm-pause i l'Aber Wrac'h sejler jeg endelig, d. 23/8, ud fra mit skjul, mod havet. Jeg har verdens højeste fallos...jeg mener: fyrtårn, strategisk placeret på Ile de Vierges (Jomfruernes Ø), lige bag mig, passerer de ikoniske sømærker Le Petit Pot de Beurre (Den lille Smørkrukke) og Le Libenter, som begge har restauranter inde i land opkaldt efter sig, og som også begge optræder med navns nævnelse i min nye bog ”Af Gyngende Grunde”, som ganske snart udkommer. Jo, også her har vi før været, Mathilde og jeg, men om få timer sejler vi ned gennem gulvet, til den foreløbigt sydligste breddegrad i denne lille eventyrmaskines liv.

Ude af aber'en mødes vi af en frygtelig blanding af gammel stormdønning og forvirret strømsø fra...alle retninger. Vi går for motor, lige mod vinden, de første 10 mil. Mathilde ælter rundt i den uskønne blanding af rester fra i forgårs og salt desorientering, kurer sidelæns ned af de 2-3 meter høje dønninger, for derefter at knalde forskibet ind i en vindbølge og så blive krænget over af vandpresset fra den medløbende strøm mod søerne forfra. Jeg sætter mig ned til kortbordet og arbejder lidt med navigationen, da en, for mig gudskelov ellers helt ukendt, fornemmelse baner sig vej fra maveregionen op igennem spiserøret til alle celler i hjernen. Jeg skal op i den friske luft - lige nu! Autopiloten bliver sat fra bestillingen, den bedste kur mod begyndende søsyge er at styre. Jeg stirrer på kimingen for at have et fast punkt at kalibrere balancen efter, arbejder med bådens latterligt uæstetiske bevægelser med rorpinden, mens jeg bøvser på livet løs. Heldigvis damper ubehaget af efter et kvarters tid. Så har man prøvet det med. Jeg tror det er 40 år siden, jeg sidst var søsyg, men denne dags seastate var så også ret oplagt til et tilbageblik!

Da vi når vestmærket ved Basse Paupien og kan lægge kursen ned mod fyrtårnet Le Four, sætter jeg sejl - og det var så straks en helt anden snak. Det er jo det, båden er beregnet til. Der bliver straks roligt og stabilt ombord, hun rider, stolt som en svane, op og ned over bølgekammene, uden at fortrække en mine. Man ville kunne bygge korthus på salonbordet. Det er en sejlbåd, jeg har bare næsten glemt det!
Dønningen tager snart af, og da vi glider ned igennem Chenal du Four, er havet blevet helt roligt, solen skinner fra en blå himmel, og gennakeren signalerer med sin knaldrøde nylondug, at her er fred og overskud. Resten af dagen bliver ren magssejlads, med en perfekt timet medstrøm. Vi når Vieux Moines-fyret, og drejer østpå ind mod Goulet de Brest, netop som ebbe bliver til flod, og får dermed medstrøm både ned langs vestkysten og ind igennem Goulet de Brest, selvom det burde være modsætninger. Det er veltilrettelagt luksus, og skipper er tilfreds.

Jeg ankrer ved Presq'ile (”næsten-ø”, altså halvø) de Querlern SV for Brest, mest for at spare havnepenge. Det er alligevel for sent på dagen til at få noget ud af byen - og faktisk foretrækker jeg for det meste freden og privatlivet for svaj i naturen.
Det er godt at se, at de franskmænd passer på ”deres” natur: i kortet står, at netop i dette område må man ikke smide noget i havet, som er større end 10 kubikdecimeter, altså svarende til 10 liter. Så...altså gerne alt muligt, som er mindre? I alle andre områder er der ingen overgrænse for, hvad man må dumpe? Jesus! Hvornår fatter vi det? Man kan ikke smide noget ”væk” på en planet, som er rund.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar