lørdag den 8. august 2020

Sand og vand

Der er noget med danskens eventyrlyst. Fra mit perspektiv, den horisontsøgendes, den længselsfuldes, den bevægelseshungrendes, den risikovilliges, den nysgerriges perspektiv, ser den ud til at være generelt meget lille. På alle mine lange sejladser ud i verdens mere uprøvede afkroge har danskerne altid glimret ved deres fravær. Tyskerne er der mange steder, franskmændene også, ofte i deres store aluminiumshavkrydsere, højt over polarcirklen. Hollænderne kommer overalt, dækker, som de har gjort i over 500 år, fortsat kloden med stærke skibe og ukueligt mandskab. Danskerne sejler i cirkler hjemme i Kattegat.
Allerede i Kielerkanalen forsvandt de, danskerne. Kielerkanalen er et ormehul til de store haves uendelige vidder, en smal tunnel med et stærkt lys for enden: lyset fra friheden til at bevæge sig hvorhen det skal være på denne store, blå planet. Med sejldug, tovværk, viljestyrke og snilde. Det trækker her som bare pokker. Hvor er de alle sammen henne? Det ligger jo lige derude, det der hav!
En enkelt undtagelse møder jeg, på min monotont brummende pilgrimsfærd gennem kanalen: den velkendte Havana ("Kurs Mod Fjerne Kyster") stryger såmænd forbi, for hjemgående. Mathilde og jeg har før mødt Havana. Det var da vi var for hjemgående fra togtet rundt om England, og på Sark i Den engelske Kanal mødte skibet og fik en snak med Emil og Theis, som da var på vej ud i verden, på den jordomsejling, som siden skulle blive hvermandseje, et ikon, en inspiration, en igangsætter. De drenge fik pirket til den slumrende eventyrlyst i i hvert fald et vist antal danskere, heriblandt heldigvis en del unge. Nu vil nogle af dem ikke være med mere. Der må være mere ved dette liv end at træde sit spor i hamsterhjulet til benene ikke vil mere. Der er et eventyr gemt inden i det hele. Nu vil de afdække det. Med sejldug, tovværk, viljestyrke og snilde. Ligesom jeg.

Ved middagstid d. 31/7 sluses jeg ud fra Brunsbüttel, til den spejlblanke Elb. Først sidst på eftermiddagen kan jeg sætte gennakeren og spilet genua, og har den smukkeste sejlads lige mod solen i fem timer. Men så er jeg nødt til at trække i bremsen: med den fine fart, Mathilde lirker ud af den beskedne vind, vil jeg ankomme til Dovetief, en noget tvivlsom indsejlingsrende til Norderney på den tyske vadehavskyst, i buldrende mørke, og det har jeg ikke lyst til. Natten igennem skvulper vi derfor frem for en lillebitte fok. Der er noget skørt ved at ofre min dyrebare nattesøvn for at lave så relativt få sømil, som det når at blive til, før det første morgengry afslører anduvningsmærket ved Dovetief ret fremme. Men mine studier ved kortbordet har afsløret, at vadehavskysten er umanerligt afvisende overfor en dybtstikkende sejlbåd: stort set alle havne tørrer ud ved lavvande, og så vil Mathilde lægge sig helt ned på siden. Vadehavsøerne ligger som aflange perler på en snor et stykke til havs langs kysten. Når tidevandsfloden kommer, strømmer vandet i rasende fart ind imellem øerne i de smalle Seegats, og den strøm skal man ikke prøve at bide skeer med, hvis den er imod. Ejheller hvis det blæser hårdt ind på kysten, for så opstår der brækkende og meget farlig strømsø. Bag øerne har det ideligt ind- og udstrømmende tidevand ophobet en masse sand, så hele farvandet mellem øerne og fastlandet er stort set umuligt at sejle i, hvis man ikke har en fladbundet pram, der kan tage grunden og således solidt plantet på en sandbanke kan afvente næste flod.
Derfor er Norderney min destination. Der er nemlig ikke rigtig andre imellem Brunsbüttel og denne klassiske, tyske badedestination (83 sømil!), som jeg kan bruge til noget. Fuldmånen hænger tung og mægtig over kimingen, det er springtid. Det betyder, at tidevandsforskellen, og dermed tidevandsstrømmen, er ekstra voldsom i disse dage, for Månen trækker med sin store masse vandet op i en bule mod sin runde, blege krop. Næste mulige stop, Borkum, vil jeg ikke kunne nå frem til før ebben sætter ind, og dermed suger vandet ud af Borkum Riffgat med 3,5 knob - jeg kommer aldrig ind der!
Skørt er det at rejse med håndbremsen trukket, men jeg har det fint med det. Jeg bevæger mig lydigt og i respekt med det hav, jeg besejler. At sejle i tidevand er et vilkår stort set overalt i de kystnære områder i hele verden, bortset lige fra Danmark, hvor der stort set ikke er noget tidevand at regne med. At sejle i tidevand er uundgåeligt et spørgsmål om timing.
Da jeg sejler ind igennem Dovetief, kun nogle få kabellængder fra den brede strand og de høje klitter, som er så efterspurgte i sommerhalvåret, mens solen står op i kølvandsstriben og Mathilde, nu for fuld sejlføring, slubrer de sidste sømil i sig ind mod en morgensøvnig marina, er jeg da træt, bevares. Men også umådeligt glad og tilfreds. Glæden ved at kabalen går op, udregningerne passer - og bliver til nyt land at opdage, der forude, på sikker vis, med havet bag mig. Den skal opleves. Dens kraft bliver aldrig mindre.



Et af rejsens mål er at møde nye mennesker, som deler min passion for rejser på saltvand, og det går rigtig godt med det: hvor er der mange gode folk derude! I Rendsburg sad jeg til langt ud på aftenen og talte med et hollandsk par i et pragteksemplar af en Saltram (gammel drømmebåd for mig), og mine søde tyske naboer på Norderney, Carina og Lu,  bliver på få dage til venner. Vi spiser sammen, og udveksler navigationserfaringer. Det er Carina, som er navigatør hos dem, og det er ret hyggeligt at sidde ved mit kortbord og foretage de mange beregninger for det næste stræk, mens Carina sidder ovre ved sit kortbord og sveder over de samme tidevandstabeller og pilots. Vi deler vilkår. Det er det samme, vi skal finde ud af, det samme, vi vil. Vi vil sejle, også selvom det er svært. Fordi det er svært?



D. 3/8 kl. 5 morgen forlader jeg Norderney og går til havs. Jeg har checket to forskellige vejrmodeller, og de er nogenlunde enige: der skal komme en sydlig vind i løbet af dagen, som så skal svinge mod nord, mod uret. Den er fin med mig, jeg skal mod vest. Men d. 3/8 bliver en virkeligt dårlig dag for vejrudsigterne: hele dagen møder jeg intet andet end en svag modvind fra vest! Der bliver drukket nogle liter af det fossile ude på hækken, det er helt sikkert. Da jeg jo ikke er taget afsted for at opleve livet som autocamper, er jeg lige ved at kaste håndklædet i ringen og droppe min plan om at nå helt til Den Helder, 116 sømil længere fremme. Men da der omsider kommer en bette vind fra nordvest ved 21.30-tiden, vælger jeg alligevel at klø på. And here we go again: det var jo meningen, at jeg skulle sejle langsomt i den beskedne vind fra syd hhv. nord hele dagen, men for motor er det gået relativt hurtigt - så nu er jeg igen i den situation, at jeg vil komme for tidligt til at kunne finde ind ved Den Helder. Her skal jeg nemlig også kante mig ind igennem en ret smal sejlrende som kartograferne har opgivet at opmåle, fordi den hele tiden ændrer dybde og retning. Kan jeg ikke se afmærkningen, ender jeg meget nemt på en sandbanke.
Det bliver endnu en nat med bremsen trukket. Og med en lille joker af den slags, som virkeligheden har mange af, i sine mange ærmer. Jeanne Helene er et smukt navn, og kvindeligt selskab ville normalt bestemt være velkomment. Men vi kender nok alle typen, som klæber, ikke vil give slip, absolut skal holde sig indenfor intimsfæren hele tiden, som ikke vil tage hjem igen. Den type kan være ret enerverende. Jeanne Helene er ingen undtagelse. Hun er en fisketrawler, og hun følger i tre timer en fiskestime, som åbenbart konsekvent søger tilflugt under min båd. I hvert fald er hun umulig at ryste af, på AIS-modtageren dukker hun op igen og igen, sjældent mere end en halv sømil væk. På et tidspunkt er hun så tæt på, at jeg, i det skarpe projektørlys på dækket, kan se, hvad mandskabet tænker (og jeg vil ikke referere det her). Jeg overvejer, om jeg skal hænge fendere ud. I stedet bjærger jeg min lille fok og lader Mathilde drive på afstand, før jeg genoptager sejladsen. Nu kan jeg da sove lidt. Men nej: et øjeblik efter er hun der igen, lige op i hækken på os. Jeanne Helene, goddammit!
For at kunne sove det der berømte kvarter ad gangen, som er min praksis på nattevagterne, plejer jeg at have som tommelfingerregel, at nærmeste skib skal være mindst to sømil væk, medmindre det helt entydigt har en kurs og fart, som ikke udgør nogen kollisionsrisiko. Men på denne vagt kommer jeg ud i nogle urimelige overvejelser. Hvad er farligst: at gå ned og sove, med en konstant kursændrende fisketrawler indenfor armslængdes afstand, eller at blive oppe, og dermed blive så træt, at jeg ikke længere kan træffe rigtige beslutninger? Lad os bare sige det sådan, at det bliver en nat med lidt mere kompromis, end jeg normalt bryder mig om.



Den Helder er en enorm havn. Her har den hollandske flåde sin største base, og jeg spotter da også 15 store krigsskibe, da jeg tidligt om morgenen af tidevandsstrømmen bliver spulet sidelæns ind igennem havnehullet. Umiddelbart indenfor ligger den fine marina med de høje priser. Jeg har andre planer. Selvom jeg godt kunne være fristet til blot at gøre fast det første det bedste sted, så jeg kan fordøje mit intense, natlige opgør med Jeanne Helene på åbent hav, fortsætter jeg alligevel ind igennem Nieuwe Diep, gennem en klapbro og en stor sluse, ind på en lille kanal bag ved det hele, midt i byen. Her finder jeg en lille, privat bådeforening med et par broer og et hyggeligt klubhus. Verdens flinkeste havnefoged, verdens reneste og pæneste toiletter og bad - og kun kr. 80 for en overnatning. Mathilde og en tysk båd er de eneste gæstesejlere her - og havnefogeden går straks ud og sætter det tyske og det danske gæsteflag fra klubbens flagstang. Det er der sgu stil over!





Imens først stiv modvind, så svag modvind bliver overstået, nyder jeg et par fredelige dage i den spændende søfartsby, som Den Helder er. Kanalerne vrimler med store, eksotiske sejlskibe fra både svunden og helt nuværende tid, og i villakvartererne ormer kanalerne sig hid og dig mellem husene, så mange af dem har sejlbåden liggende i baghaven, mellem høje træer og buske. Holland er vand-land.


Jeg får mig en øl med Jan, som har en smuk stål-sejlbåd lige over for mig i den lille havn. Han viser sig at være teaterskrædder, med opgaver på Det Kgl. Teater i København, tidligere elektriker - og fotograf! Et absolut spændende og meget sympatisk bekendtskab, og også vi skilles som venner, før han tørner ind - han skal nemlig tidligt op for at nå tidevandstoget ind mod IJselmeer næste morgen. Jeg skal den anden vej, ud på det åbne hav, videre sydpå mod noget, jeg ikke ved, hvad er. Kan derfor sove lidt længere og vente på, at tidevandstoget kører den anden vej, udad. Det handler om timing.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar