søndag den 16. august 2020

Ned kan man altid komme

IJmuiden er en stor færge- og industrihavn ud for Amsterdam. Der er også en marina indenfor de kilometerlange moler, og den iøvrigt fuldstændigt ubeskyttede kyst lægger bestemt ikke op til ankring og sommerhygge - med mindre man kommer fra landsiden, for strandene syd for er i den grad plastret til med tusindvis af små, helt ens feriehytter, og ikke under 5000 mennesker på en god stranddag. Jeg så det selv. For den stadige mangel på vind gjorde, at jeg 5-6 timer efter afsejlingen fra Den Helder, opgav videre fremfærd mod syd og smed ankeret i strøm-, bølge- og ”vind”-læ syd for molen her - og kom til at ligge her i to et halvt døgn. I sommervejr, stille og varmt, og hovedparten af Amsterdams lediggående befolkning i badeshorts inde på den relativt fjerntliggende strand (jeg måtte pga. vanddybden ankre langt fra land). Ud fra kortet havde jeg forestillet mig en helt øde ankerplads, ingen ville være skøre nok til at ankre så ukonventionelt et sted: op ad en mole på en åben kyst. Jeg skal love for, at jeg tog fejl: myriader af speedbåde og de, ved enhver solbeskinnet strand uundgåelige helvedesmaskiner: vandscooterne, fløj hid og did, ind imellem de opankrede både, hvoraf kun min var ”fastliggende” - de øvrige lå der typisk kun i den tid, det tager at drikke tre øl.


Ved midnat natten til d. 9/8 tog jeg ankeret med den kække ambition at lave lidt sydgående sømil i en lovet nordenvind. Der gik imidlertid kun en time før min tålmodighed var opbrugt: ingen vind. Snydt. Jeg afbrød, sejlede i en ret vinkel ind mod stranden igen, og kastede på ny anker, denne gang lige ud for et stort hotelkompleks - og diskoparadis, men heldigvis kun til kl. 5.30! Hav, udfri mig fra en rastløs og ulykkelig menneskeheds larmende søgen efter anerkendelse og kærlighed! Lad mig komme derud, hvor anerkendelse er det, der er. På dybt vand.

Kl. 9 forsøgte jeg igen, denne gang med mere held: det blev til hele 23 timer i træk for sejl. Og ikke bare det: for gennakeren, mit yndlingssejl, af og til suppleret med spilet genua, i smuk, ret svag medvind og sol.
Natten blev spændende. Meget spændende. Ét var de mange skibsruter og trafiksepareringssystemer, som skulle følges eller krydses, specielt ud for Rotterdam. Noget andet, som var meget værre, var de ”ruter”, som ikke fremgik af kortet - og dem var der åbenbart mange af ud for Vlissingen, tæt på den belgiske grænse. Der var en del andet, som fremgik af kortet, det er faktisk nok det mest uoverskuelige virvar af afmærkninger, korridorer, vindmølleparker, zoner, forbudt-områder, undersøiske kabler osv., jeg nogensinde før har set forsøgt afbildet på et kort. Efter bedste evne lagde jeg en kurs igennem forhindringsbanen og sejlede ind i området, kun for gennaker i den svage vind. Sejlet stod sort og mægtigt op mod den en anelse lysere nattehimmel, som et piratsejl, ildevarslende, advarende. Det var indtil videre mig, der var piraten, men det skulle snart ændre sig. 


AIS-skærmen blev hurtigt klattet til med skibe, der var på vej i alle retninger. Min egen fart og manøvreevne var beskeden, og jeg kunne ikke ane, hvor de mange skibe var på vej hen, da der som sagt ikke var nogen sejlruter lige her. De ændrede da også ustandseligt kurs. Et par meget store krigsskibe kom ud fra deltaet, med kurs lige imod mig. Holland havde måske erklæret krig mod danske pirater? Kun en mils vej fra mig drejede de uventet, men velkomment, pludselig skarpt styrbord og gik nordpå. Godt så. Men ud af myldretidstrafikken, her kl. 2 nat, manifesterede sig pludselig et meget håndgribeligt problem: et skib skilte sig ud fra de andre pletter på skærmen ved at ændre kurs, ændre kurs og ændre kurs, indtil det, kun 1,5 mil fra mig, så ud til at holde fast ved sin beslutning: det blev nu på en kurs der førte...tværs igennem 26 fods piratskib fra Aarhus, Danmark!  Min AIS-modtager er virkeligt low key, den beregner ikke selv kollisionsrisiko. Jeg har derfor udviklet min egen metode til, ved hjælp af de udlæste positions-, fart- og kurs-data ret hurtigt selv at kunne plotte situationen i mit kort og beregne kollisionsfaren. Det nævnte skib havde gennem et kvarter været ved at give mig går hår i hovedet, da det ikke kunne beslutte sig. Da jeg nu pludselig stirrede ned i lommeregneren, som på logisk og uangribelig vis viste mig, hvordan det her ville ende, gik jeg i stå i et kort sekund - og så gik det stærkt: jeg løb op på fordækket og trak strømpen ned over gennakeren, så Mathilde nu var helt uden fremdrift, derefter tilbage til cockpittet, hvor jeg sparkede autopiloten af rorpinden og tvang den i borde, så båden på det sidste opskud svingede bagbord og således nu viste det frembrusende monster derude styrbordslanternen. Således var min manøvre i det mindste umisforståelig for modparten, hvis maskinlyd steg som en dyster rumlen fra Jordens kerne, mens han buldrede frem fra øst. Et minut senere blev jeg passeret af en mur af stål, ikke under 200 meter lang. Idet banditten passerede, blev Mathilde badet i et skarpt projektørlys fra broen. Det kunne være et ”Ups, der lå sgu et eller andet, gad vide, hvad det var?”-lys eller et ”Det må du godt nok undskylde, men nu har vi fået den ide at kigge ud af vinduerne, og har set dig”-lys. Jeg tolkede det mere som et ”Hvad Fanden ligger du og laver lige der, hvor vi nu endelig har besluttet os for at sejle, lusede lystsejler?”-lys, men det kan jeg jo ikke lægge kaptajnen på dræberskibet til last. Det er der til gengæld forskellige andre ting, jeg kan: jeg gik for sejl, hvilket giver ham vigepligten, der var ideel sigtbarhed, roligt hav, min lanterne er kraftig og brændte klart, jeg sejlede langsomt og holdt, som jeg skal ifølge søvejsreglerne, kurs og fart, og der var masser af plads til at vige, specielt da han jo allerede var i gang med at ændre kurs. Men lad nu det ligge. Der var en hel kabellængde at give af, da skibet passerede, så der var jo egentlig ikke noget reelt problem?!

Dunkerque fik kun glæde af mig i et døgns tid, d. 11/8 om formiddagen var jeg på vej videre. Enhver mulighed for at bevæge mig ned mod Biscayen bliver udnyttet. Der skal ikke gå alt for lang tid, før jeg sejler over der, for stormene begynder snart at blive hyppigere derude, og de er ikke at spøge med. Vind er der generelt meget lidt af for tiden, og turen til Cherbourg, 187 sømil, var da også meget repræsentativ: motor langt det meste af tiden, afvekslende med et par timer hist og pist med lidt gennaker-sejlads i svag vind. 

Cherbourg er en smuk og meget fransk by, og mit tre dages besøg der blev yderligere forsødet af godt selskab i en norsk familie, jeg mødte i Dunkerque, som er på vej mod Kanarieøerne lige som jeg.
Der var nogle ret store fisk i havnen, og da jeg ved aftenstid for et par dage siden hørte sjove skvulpelyde fra skroget, tilskrev jeg det i første omgang fiskene, som jeg tænkte daskede til båden, eller nippede alger fra bunden eller noget. Det var dog svært at opretholde den tolkning, da det, et par timer senere, gik op for mig, at jeg faktisk sad med strømpesokkerne i vand. Altså nede i kahytten! Der blev så lige lukket op ned til kølsvinet, som på en Polaris Drabant ikke er mere end få centimeter dybt, og ja: vandet skvulpede rundt i min båd! Der kan gå rigtig mange tanker igennem en hjerne på meget kort tid: en intens, intellektuel fejlsøgning gik straks igang: kølbolte? En gammel skroggennemføring, som var blevet støbt til for år tilbage, men måske lækkede? Det gamle problem med boltene til vindror og motorbeslag, som tidligere havde givet lækage? Hvor hurtigt kom vandet ind? Hvordan kunne man mon hurtigt få båden på land her i Cherbourg? Hvad ville det koste? Hvor lang tid ville det tage? Turen ender måske her?
Jeg jog en finger ned i vandet og førte den op på tungen: ferskvand! Pyh! Vand, der kommer ovenfra, kan standses uden landsætning. Men...måske er vandet her i havnen ret fersk pga. tilstrømning inde fra land? Smager det ikke bare en lille smule salt? Osv...
Jeg lænsede ca. 60 liter vand ud af båden, og tørrede op med svampe og klude i en time, så kunne jeg undersøge miserens årsag - og fandt den heldigvis ret hurtigt: et gammelt problem, drænrøret fra bagbords dæk, var sprunget læk igen. Jeg har tidligere fixet det med glasfiber, slanger og spændebånd, se blogindlægget fra Honningsvåg, Nordkap. Men nu var det helt kaput. Igennem de seneste uger er alt vand på båden (og det har, pga. det meget stille vejr, næsten udelukkende været regnvand) løbet ned i kistebænken og videre ud i resten af båden. Denne aften i Cherbourg, hvor det havde regnet en del i løbet af dagen, løb bægeret over, og op i sålerne på mine strømper.

I går kunne jeg, i den veludstyrede bådudstyrsforretning på havnen, finde en fitting, der passede, og min norske rejsefælle Magnus er et omrejsende byggemarked, har alt i værktøj, så på ganske kort tid var problemet løst ved roden, nu på en permanent og betryggende måde.
Det interessante ved episoden var at iagttage min egen reaktion: jeg var hele vejen igennem fuldstændig rolig. Tænkte og arbejdede, men uden panik. Jeg fik testet, at jeg har ramt den der frekvens af væren med det, der er, som er rejsens egentlige mål. Hvis båden vitterlig var i gang med at synke, og jeg ikke kunne nå at forhindre det, så var det sådan, det var. Så sank den, og så ville vi have en ny situation. Men jeg er her hele tiden. Jeg ser, jeg oplever, jeg Er. Resten er bare hændelser. Det er en meget fredfyldt måde at være i verden på. Sindet er afspændt og åbent, og det kommer af, at jeg her udelukkende beskæftiger mig med virkelige problemer, som f.eks. en båd, der er ved at synke. Det er uendeligt meget mere overskueligt end det mylder af fortolkninger, sår, længsler og drømme, som er så aktive og så støjende i de fleste mennesker, og som jeg, på ”hjemmebanen” i Aarhus, må forholde mig til, som en del af det at være der. Hjemmebanen er her. Her er jeg Hjemme.

Et lille ”sejl” i overfladen viser sig at være turens første klumpfisk, de besynderlige dyr, der ligger lige i overfladen og basker med en finne op af vandet, som om de kalder på hjælp. En mærkelig bule i vandet forude kommer nærmere, og ligner...en knaldrød torpedo, med kurs lige imod Mathilde! Jeg drejer skarpt af, og passerer en stor rød fiskerbøje, som er trukket helt under vand af de tre knobs strøm ud mod Cape de la Hague vest for Cherbourg. Det er idvande, altså den turbulente strøm, som dannes helt inde under kysten, hvor den løber den modsatte vej af den egentlige tidevandsstrøm længere ude. Det er smart, for det bringer mig i susende fart ”imod” strømmen ud til starten af Alderney Race, en, ved springtid, helt vanvittig tidevandsstrøm på østsiden af Alderney. Jeg har sejlet igennem den før, på Englandsturen, uden problemer, men også set den koge, fra en høj klippeskrænt inde på Alderney. Respekt anbefales. Nu er det niptid, strømmen er ikke så vild, og det er vindstille, så min tur ned igennem racet bliver helt udramatisk. Jeg rammer indsejlingen til det, lige som strømmen vender og går den rigtige vej, og mens jeg powernapper på det rolige nathav, slynges Mathilde, som af en slangebøsse, sydpå af strømmen, helt umærkeligt.
På vestkysten af Guernsey gnistrer lynene på himlen mod øst, uden andet end en svag rumlen. Før afsejling fra Cherbourg har jeg checket CAPE-prognosen, altså det forventede konvektive potentiale for tordenvejr, for den rute, jeg skal sejle, og set, at tordenvejret skal blive inde over land. Det er jeg glad for at have gjort, for så kan jeg blot nyde det meget flotte lysshow uden tilhørende bekymring. Tordenvejr på åbent hav er en af ting her i livet, som jeg aldrig har lært at sætte pris på. Et lynnedslag i båden vil splitte alt ad, og hvad værre er: jeg kan stort set intet gøre for at forhindre det - bortset fra at sætte mig med Den lille Bønnebog og et fromt ønske.
Havet er fuldt af morild, selvlysende plankton, og båden trækker en hale af lysegrønt tryllestøv efter sig. Da regnen kommer, bliver det helt magisk: regndråberne får morilden til at lyse op, så hele havoverfladen nu lyser i et fosforescerende, grønt skær, mens lynene knitrer til bagbord. Et mageløst skue!

Jeg ankommer til Roscoff, som, ligesom Cherbourg, er velkendt fra Englandsturen i 2013, sidst på eftermiddagen, efter 22 en halv times sejlads - heraf de 19 for motor! Det er, som det er. Der er den vind, der er (eller ikke er). Der er ingenting, som ikke kunne være værre eller bedre, alt efter, hvad iagttageren ønsker sig. Virkeligheden er ligeglad. Jeg er her, jeg kommer fremad. Ikke planmæssigt, for der er ingen egentlig plan. Men dog fremad. Mod det nye, der sydpå.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar