tirsdag den 28. juli 2020

Mod - nye horisonter

Falken er lettet - igen. Falken og Mathilde. Vi har forladt det, vi kender. Stævnen peger udad, mod det der hav, mod den der kiming, mod de der kyster, de der udfordringer, de der farer, de der glæder, de der sorger og den der helt nødvendige konfrontation med det, der virkelig findes. Vi må møde det, se det, mærke det. Leve med det. Og med konsekvenserne. Vi må. Men tør vi?

Afsejlingen var checket. Faktisk var stort set alt på plads, til rette tid. Fredag d. 24. juli i det Herrens år 2020, kl. 10, ret nøjagtigt. Venner på broen, vinken, trut fra alle sider, flag og vimpler. Herligt. Checket. Mine gode venner Jakob og Lone laver denne lille afskedsfilm, filmet fra det gode skib Nordstjernen:



Og i sømanden er der kaos. Jeg vil, og jeg vil ikke. Jeg glæder mig, og kan ikke overskue det. Der er for mange sømil, havet er for stort, det er for vildt, jeg er for lille, jeg er for sårbar. Fuck.
På vej ned gennem Bælthavet er alt godt, og alt skidt. En frisk, VSV-lig vind har bragt Mathilde i ekstase lige fra starten. Hun tordner afsted med 6,5 knob, tæt på topfart. Hvide sejl, spændt ud mod en blå, letskyet himmel, brusende skum, som en komet, der aldrig standser, hvirvler forbi i armslængdes afstand mod læ bord. Hun er i trim, men hun er vild.
Jeg kom afsted, gjorde jeg! Nu er jeg i gang. Glad over afskeden, rørt over opbakningen fra alle disse kære mennesker, spændt på, hvad der nu venter. Og der er angst. Ja, det er der. Fisken på disken, der er angst. Jeg har mødt den før, angsten. Sidst var i Finmarken, mens jeg klargjorde til det togt til Svalbard oppe i havisen, som ikke blev. Men angsten gjorde. Kun en tåbe frygter ikke havet. Kun en tåbe bliver hjemme, når havet kalder. For det har et budskab, og det er vigtigt. Vigtigere end alt det andet. Det er mere virkeligt, mere råt, mere lige på, kompromisløst, konfronterende. Det er Jernhånden, og den har kun nogle gange fløjlshandsken på. Er du her, eller er du her ikke?
Jeg kom afsted, og jo, der er en vej tilbage. Jeg skal ikke noget bestemt. Et frit menneske, som altid. Men der skal ske noget nyt. Alternativet, at vende tilbage til det kendte, er ikke et alternativ. Jeg må gøre det her.
Jeg undersøger på de fleste af livets områder Usikkerhedens Visdom. Osho siger: "Husk altid, hver gang, der er en valgmulighed, at vælge det ukendte, det risikable, det farlige, det usikre. Du vil ikke fortryde det". Nej, netop. Det holder jeg op for mig selv, som et banner. Jeg har set det, og det kan ikke gøres uset. Et frit menneske, nu på havet. Men altid frit.

Efter mørkets frembrud går ankeret ved Thurø, efter 75 gode, sunde sømil sydpå. Næste formiddag gennem Svendborgsund til Ærø. Bindingsværk, stråtag, gule kornmarker, de bøgelyse øer. Mit Danmark. Som ikke er mit, mere end det er dit. Det er her, og det bliver det ved med, også selv om jeg nu forlader det for en tid.

En sejlerterm for at sejle alene er "singlehand-sejlads". Det gælder nu mere end nogensinde: få dage før afgang har jeg fået diagnosticeret tennisalbue i højre arm. Kækt spurgte jeg lægen, hvad kuren mod sådan en fætter er? "Hvile" sagde hun, hen over læsebrillerne. "Masser af hvile!". Da jeg havde fået hulket af og tørret lattertårerne væk fra kinderne, kunne jeg spørge: "Den var god! Nå, men seriøst: hvad er kuren?". Den her højre arm skal i det kommende år bringe mig ud på Atlanterhavet, rundt til øerne derude, gennem storm og stille. Den skal slæbe vand- og brændstofdunke, den skal hale kilometervis af tovværk, den skal dreje millioner af omgange på spillene, den skal tæmme hektarer af løbsk sejldug i pludselige vindbyger, den skal klatre i masten, den skal stramme bolte i svært tilgængelige kistebænke, den skal fægte mod virkelighedens nådesløse tilstedeværelse, bane vejen over oceanet. Kort sagt: hvile?! Nej, nok ikke! Der ligger en Europa-palle med Ibuprofen i stikkøjen, den må jeg ty til, hvis armen bliver for bøvlet, og ellers tager jeg det som en øvelse i omstillingsparathed: jeg skal nu lære at sejle min båd med primært venstre arm. Omstillingsparathed er alfa og omega på et hav i konstant omstilling, så det er sikkert fint. Vi får se.

Over Østersøen. Det er jo et ganske lille hav, men lavvandet, og dermed bidsk som en slagterhund. Vejrudsigten bød på vestlig og sydvestlig vind, så længe øjet rakte, altså lige imod, til Kiel - bortset fra nogle ganske få timer søndag eftermiddag. Efter en times analyse af tre forskellige vindmodeller, som ikke var enige, fandt jeg det nødvendige vejrvindue: afsejling fra Ærøskøbing, som jeg lå for anker ud for, omkring kl. 10, passage af Marstal ved middagstid. Da ville jeg have direkte modvind, men kunne, ved at lægge mig på bagbords halse, vinde så meget vestlig højde, at den lovede vinddrejning mod VSV ved 15-tiden skulle kunne bringe mig direkte til Kielerfjorden uden krydstillæg.



Som planlagt, så gjort, og det klappede: jeg havde en forrygende sejlads over havet, med Danmark i kølvandsstriben og det store udland forude. Sol, blå himmel, og et skib, som elskede med de friske bølgekys med entusiasme og energi. Her begyndte det hele at give mening. Autopiloten gik ud som et lys kort efter Marstal, af helt ukendte grunde. Den er elektronisk, og elektronik har jeg det, som det er den tilbagevendende læser bekendt, ret anstrengt med. Det hører faktisk ikke hjemme i et råt, maritimt miljø, med store belastninger i månedsvis, og saltvand alle vegne. Men som solosejler er især autopiloten svær at komme uden om.
På de lange stræk på åbent hav er det altid vindroret, som styrer. Ingen elektronik der. Det holder en fast vinkel til vinden, ved hjælp af en vindfane, to tandhjul og et ror i vandet bag båden. Det er til at forstå, og det virker - hvis, vel at mærke, vinden blæser, og det ikke skal være alt for præcist. Er der derimod meget svag eller ingen vind, eller præcisionsstyring er nødvendig, f.eks. gennem smalle passager og springende vindretninger, er autopiloten ikke til at komme uden om. Det er derfor utvetydigt et problem, at den er stået af, men jeg mærker, at det ikke rigtig går mig på. Jeg har en åben konto for grejnedbrud, og den er af en betydelig størrelse. Det er en del af det at sejle at holde alle systemer funktionsdygtige hele tiden. Og jeg er på vej lige mod Kiel, et af Nordeuropas sejler-mekkaer. Der må være utallige elektronikteknikere der, som kan se på sagerne. Fint, at den går ned nu, og ikke ude midt på Atlanten.

Et forsøg på at ankre ved stranden "Kalifornien", hvor nogle venner ferierer, må afbrydes pga. for urolig sø, og jeg krydser i stedet det sidste stykke til Wendtorf, hvor et par timer med rødvin og hygge med vennerne forsøder min passage af det første åbne havstræk yderligere. I går sejlede jeg så ned til Stickenhörn lige nord for indsejlingen til Kielerkanalen. Ud med klapcyklen, ad knasende grusstier til et fint lille hus i en oase af en have. Vindklokker, springvand, krukker, espalierer, små lækroge. Kunne være gårdhaven ved et kloster. Men i bunden af haven lå huset, og i huset boede en ældre herre, som kunne noget med marine-elektronik. "Warten Sie hier, bitte" sagde han, og tog den koma-ramte autopilot med ind i værkstedet. 10 minutter senere var han tilbage - med en autopilot, som fungerede! Ville ikke have en klejne for sin ulejlighed. Verden smiler. Medvind på cykelstien. Videre frem.



Sidder nu i Rendsburg, efter en slat timers sejlads på den noget ensformige Kielerkanal i går. Borer mig tværs igennem væggen af land, ud til det store hav derude. Nordsøen, Den engelske Kanal, Biscayen og Atlanten venter. Men de kommende dage skal det blæse hårdt fra vest, så jeg sætter fremdriften på stand by, giver sjælen tid til at indhente mig helt, skriver, redigerer video, ser lidt på byen - og nyder at håndværket, driften af rejsen og grejet, havet, vinden, kort sagt: virkeligheden, har fået tag i mig. Jeg er på sporet nu, Jeg har fat. Nu går det udad. Mod det der hav, den der kiming, og de der kyster. Jeg er på vej.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar