Ved Verdens Ende

Her slutter Verden, så vidt som det er muligt at slutte på en rund klode. Med en lav tange, Knivskjelodden, ud i havet, ud i Ingenting, lige øst herfor det 307 meter høje, knudrede, strenge, arrede, uforsonlige forbjerg Nordkap. Verden, defineret som kontinental-Europa. Verden kan defineres på mange andre måder, alt efter hvilken historie, man fortæller, hvilke gitre, man sætter ned omkring delmængderne af den uendelige, ufattelige virkelighed, som Jorden, solsystemet, universet udgør. Gitre, som opdeler i delmængder, vi kan overskue og sammenligne med andre delmængder. Ikke at det giver nogen forståelse, men det giver den illusion af forståelse, som gør os trygge. Vi kan navigere i Verden på den måde.

Det er også derfor, det kildrer lidt ned ad ryggen på undertegnede navigatør, da Mathilde onsdag d. 12. juli 2017 kl. 19.05 passerer Knivskjelodden og dermed sin nordligste position denne sommer, i hele sit liv, og måske i det hele taget nogensinde: 71° 11,3' Nord. Selve tangen er ikke noget særligt, det er positionen, der gør det. Jeg gætter på, at det var usigtbart vejr den dag i 1553, da Nordkap fik sit navn af den engelske opdagelsesrejsende Richard Chancellor på vej østover i sin søgen efter Nordøstpassagen til Kina. Han har derfor overset Knivskjelodden, som rettelig er det nordligste punkt, men ikke kunnet undgå at se det spektakulære bjerg, som blev døbt North Cape. Nordkap.
Det er voldsomt. Med en overflade som knortet, grå troldehud, der smelter ned ad den lodrette front mod havet, rejser det sig mod himlen med en majestætisk alvor, der indgyder en andagtsfuld stemning ombord. Det er overskyet, stille, dødt, vandkoldt, vi knurrer frem for motor på det dovne, grå hav under klippen. Den betragter os tavst, kritisk, hånligt. Vi er ingenting, et fnug på overfladen, ligegyldige. Et fremmedlegeme. Vi hører ikke til her. Her bør ikke være liv. Om styrbord død, streng sten, kontinentets Væren. Om bagbord det uendelige polarhavs iskolde tomhed. Intet ånder. Vi er ved Verdens ende.

Mathilde bruser afsted på en frisk rumskødssejlads, da vi næste dag runder et af Magerøys andre kap'er, Fuglenæringen mod nordøst. Det er diset og gråt i vejret, men ikke specielt koldt (dvs. kun som almindeligt, sent dansk efterår), og de bølgede højdedrag mod luv, ned ad Magerøys østside, nu på bidevind, tager sig slet ikke ringe ud i den usigtbare, forknytte luft. Marie er vores nye autopilot, utrætteligt har hun styret hver eneste mil siden Hammerfest, kan ikke få nok. Staklen sejler kun denne ene uge om året, så der skal nogle rortimer i logbogen!
Drengene venter tålmodigt på ankomsten til Honningsvåg, som er deres og Maries endestation. Hjemveen gnaver seriøst i specielt Sebastian. Han savner internettet, varmen, brusebadet, fri strøm, pladsen og særligt hunden. Det er ved at være nok. Timingen er fin, og måske ikke tilfældig, for vi er snart ved besætningens vejs ende.

Hvor Anton havde frygtet endnu en forladt, lidt surkold nordnorsk fiskerihavn med nogle få indadvendte, kampkristne fiskere med dieselpletter på tøjet, venter der i Honningsvåg en helt anden oplevelse. Det er skam en fiskerby, men stort set kun om vinteren. De mange store og små fiskerskibe ligger mestendels stille nu. Nu er Honningsvåg en af Finnmarkens største turistmagneter. I de fire dage, vi ligger der, kommer der hver eneste dag et nyt, gigantisk krydstogtskib til byen. Skibene enten ankrer i bugten ud for havnen og sætter en flotille af shuttlebåde i søen, eller de lægger til direkte ved kajen, hvorved byen kommer til at ligne et havenisselandskab i forhaven til en milliardærvilla. Her myldrer med japanske, australske, amerikanske og mange andre turister, 300.000 høveder kommer igennem byen på en sommer. Byen selv tæller kun ca. 2500 sjæle. Dens ringe størrelse til trods kan den sagtens tillade sig at kalde sig en by, med apotek, bank, adskillige restauranter, tre hoteller, en biograf, et lille kulturhus og flere dagligvarebutikker. Dermed slår den, i hvert fald efter min mening, Hammerfest i kampen om titlen ”Verdens nordligste by”. Hvis vi altså ikke regner Longyearbyen på Svalbard med, dens by-status kan jeg ikke udtale mig om. Det er igen det med delmængder, gitre, rekorder, målbarhed. Skidt med det. Honningsvåg er en hyggelig og rar by, og det er det, vi har brug for. Vi skal lande, og vi har tre dage til det, før flyet bortfører min skønne besætning. Honningsvåg er perfekt at lande i. Vi foretager os kun meget lidt, og især jeg nyder at have fuldført hele udturen, være i mål med besætningen. Jeg skal nu ikke tænke strategisk i nogle dage, tjekke vejrudsigter, undersøge strømkort, læse pilots, studere kort. Nu er jeg bare turist.

En dag går vi på fjeldet, som ligger lige bag byen. 10 minutters gang fra båden er vi midt i naturen. Vi vandrer stejlt op mod fjeldåsen, som rækker mod nordøst, passerer en lille kirkegård uden kirke, men med en af verdens bedste udsigter for afdøde. Følger åsen fra varde til varde, med kig 30 kilometer til alle sider, i klart vejr og sol. Finder fjeldviol, hønsebær, alpevalmue, rypelyng. Sne. Anton tager den på bagdelen ned over en snedrive, som har fået isskorpe på af den varmende sol og den kolde nat. Men her er sommer, hele 19 grader og vindstille.

Jeg finder en slags blikkenslager i byen og køber et vinkelrør i forniklet messing, en stump haveslange og tre spændebånd. Sebastian har nemlig opdaget kilden til oversvømmelsen i kahytten og kistebænkene: slangen er hoppet af det ene drænrør, så alt regnvand fra bagbords dæk har, vinteren igennem, kunnet løbe lige ned i kistebænken, hvorfra det må være sivet videre ind i kahytten. Ved nærmere inspektion ser jeg, at den glasfiberkappe, jeg for nogle år siden støbte rundt om det stærkt anløbne kobberrør, ikke længere kan gøre det. Slangen var hoppet af, men der er også tæret hul i kobberrøret. Jeg saver røret over og spænder haveslange og vinkelrør på i stedet. Så er det tæt. Ikke mere vand i Mathilde, basta!

Den sidste dag før afrejse tager vi bussen op til Nordkap. Vi er nødt til at have været der med fødderne også, det er vi bare. Busturen i sig selv er alle pengene værd, vi kører ad snirklede veje op igennem bjergene, til vi når et vidt sletteagtigt landskab med bløde bakker og græssende rensdyr alle vegne. Sebastian ser sågar en samer, i mærkeligt tøj, ude på sletten.
Skyerne er besynderlige, vi har aldrig set noget lignende i Danmark: mærkeligt blandede i formerne, nogle meget klart afgrænsede klatter, nærmest som malet af en amatørmaler. Iskrystaller i atmosfæren? Alt har en forklaring, men de fleste forklaringer kender vi ikke. Det giver plads for kreativ undren.
Nordkapplateauet er forsynet med den ikoniske globus, som sandsynligvis bliver fotograferet lige så ofte som Det skæve Tårn i Pisa, selv om den jo rettelig burde stå på Knivskjelodden, som vi tydeligt kan se fra kappet. Også vi tager selvfølgelig en turistselfie på trappen. Jojo, vi var der da. Lidt tilbagetrukket fra kanten ligger et flot museum, hvor især en panoramafilm om livet på toppen af Verden gør indtryk. Det bedste er dog udsigten fra plateauet. Vi kan levende forestille os, hvor mikroskopisk Mathilde må have synet heroppe fra, da hun for få dage siden tøffede over den grå havflade fra vest. Resten er Nord. Bare Nord.

Besøget på Honningsvågs lille politistation, åben man-fre 10-14, tager en stiv time. Den flinke, unge betjent gør tingene grundigt. Jeg får forklaret mine rettigheder og straffeansvar, skal underskrive en erklæring om min forståelse af mulighederne for strafnedsættelse ved fuldstændig tilståelse og de mulige konsekvenser af fejlagtige eller mangelfulde oplysninger i vidneredegørelsen. Jeg skal forklare det komplicerede hændelsesforløb grundigt fire gange, en af gangene bliver det optaget til rapporten. Betjenten skriver dernæst det hele ned, med tofingersystem, hvorefter han læser det op for mig, til godkendelse. Dernæst printer han det ud, nu skal jeg gennemlæse det grundigt og kommentere evt. fejl, før jeg endelig underskriver forhørsprotokollen, som derefter printes, stemples og udleveres til mig. I løbet af den medgåede tid kan der være blevet svindlet for millioner, begået fire tilfælde af incest og seks rovmord på den lille ø mod nord, men det kommer betjenten, som er den eneste på stationen den dag, jo nok til, når jeg er gået.
Min forseelse: jeg har fået hugget en cykel. Min højtelskede foldecykel, som har fulgt Mathilde siden Shetlandsøerne og transporteret ukendte kvantiteter af benzin, vand, proviant og eventyrlyst rundt på landlov siden da, forsvandt fra broen ved båden natten mellem fredag og lørdag. I min naivitet forestillede jeg mig ikke, at en sådan grusomhed kunne lure under overfladen i det tilsyneladende harmoniske lille samfund, og tilsidesatte derfor min strøtanke om at smide den op på dækket ved sengetid. Agatha Christie har åbenbart levet forgæves.

Da jeg, efter at have sendt min elskede besætning afsted til lufthavnen, gjort rent, provianteret og hentet vand ved havnens eneste vandhane (lukket i weekenden) 300 meter fra broen, forlader Honningsvåg på et blikstille hav mandag kl. 14.40, er det derfor med en noget lettere båd. Kun tasken til foldecyklen henleder opmærksomheden på det kedelige faktum, at vi nu mangler ikke tre, men hele fire besætningsmedlemmer. Herfra er vi alene, Mathilde og jeg.