lørdag den 4. august 2018

Fra 71 til 56 grader Nord



Mathilde er nået frem. Kl. 15.15 i dag gled hun ind mellem pælene på sin nye hjemplads i Skødshoved Havn. 44 timer og 45 minutter før skipper skal møde på arbejde, frisk og veludhvilet efter en dejlig sommerferie. Vi nåede det sgu!

Her kommer turen i tal:
  • Vi sejlede 1106 sømil, eller 2048 km. 
  • Var på vej i 16 døgn, heraf kun to dage, hvor skibet ikke sejlede (på Utsira) 
  • Den effektive sejltid var 9 døgn, 17 timer og 20 minutter 
  • Tid for motor (hold nu fast!): 119 timer! Det svarer til 51 % af den samlede sejltid! 
  • Benzinforbrug: 210 liter 
  • Gennemsnitligt antal sømil pr. døgn: 69
  • Højeste etmål: 116 sømil. Laveste etmål: 97 sømil 
  • Turen kan granskes i detaljer HER. Hele ruten kan klikkes igennem for fart og distance for hvert enkelt position.
Men sommerens stræk fra Lofoten til Mols er jo kun en del af det samlede togt til Nordkap, som blot har været delt over tre somre. Det samlede antal mil på hele togtet var 3007 sømil, og det er dermed Mathildes længste rejse nogensinde. Til sammenligning var togtet rundt om England i 2013 på 2567 sømil, og blev sejlet på 4 måneder, hvor Nordkap-togtet har strakt sig over sammenlagt kun 2 måneder og 23 dage. Der er blevet sejlet igennem!

Statistik er som en bikini: det viser noget, som bestemt er interessant, men skjuler det væsentligste. Og hvad er så det væsentligste? Det væsentligste er nok Den store Lineal. Afstanden i den fysiske verden, som bliver til plads i sindet. Afstandene måles ikke i sømil, men i etmål, kursen ikke i grader, men i streger, og tiden ikke i timer, men i døgn. Det er en stor planet. Det er et stort hav. Jeg har følt mig meget lille på denne sommers togt, bøjet i ærefrygt over den umådelige afstand, der skulle tilbagelægges. Interessant er det, at afstanden selvfølgelig har føltes så enorm, fordi den skulle tilbagelægges på tid. Havde jeg haft tre måneder til rejsen, var jeg sunket ned i hver enkelt sømil på en helt anden måde. Denne rejse blev rejsen med Den store Lineal, afstanden blev oplevelsen.

Jeg er måske blevet ældre siden den første, lange sejlads til Shetlandsøerne for snart 10 år siden? Da jeg, i forgårs nat, ravede rundt på mit lille skib på vej ned igennem Kattegat, fuldstændig rundt på dørken af søvnmangel, uden fornemmelse for, hvor vi var henne i døgnet, hvad der var op eller ned, hvad jeg var i gang med og – specielt – hvorfor(!), opstod den tanke, at jeg måske har gjort det, der skal gøres. Jeg har måske sejlet de sømil, jeg skulle sejle alene, ud på det store hav, i de mange døgn. Det har måske været ekstremt nok nu? Det pres, jeg har sat mig selv under på alle disser tusinder af sømil under ekstreme omstændigheder, har gjort noget godt ved mig. Jeg kender mig. Jeg kender mit skib. Jeg kender potentialet. Jeg ved, at der er plads under himlen, på havet. Til mig og mit skib.

Der ligger hun så. S/Y Mathilde af Aarhus. Smuk som en svane. Strutter af livskraft og muligheder, med blussende kinder efter elskoven med de rundt regnet 136.533 bølger, hun har mødt på sin rejse fra Lofoten til sit nye hjem. Hvad skal vi nu? Jeg aner det ikke. Men hjem kom vi, fra det vildeste eventyr på toppen af verden, blandt gletchere, i ødemarken, i de dybeste fjorde, ved de højeste bjerge. I Arktis, hvor planeten læner sin isse ind mod Solen, så den aldrig går ned.

Vi har taget det med hjem, i hjertet. Jeg og mit skib.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar