Menneskehedens største landvindinger er formodentlig taget af bitter nød – eller af kedsomhed. Når de to forenes, kan selv de døde genopstå:
Kl. 4 i nat var der opstået en lillebitte brise fra vest, som kunne retfærdiggøre et forsøg med sejlsætning. Hurtigt gik det ikke, men det var en lise endelig at få ro ombord! På plat læns gik det stille og roligt derindad, i Skagerrak, det næstsidste hav af de mange have, Mathilde har gennemsejlet på togtet til Nordkap og retur.
Kl. 11 var et stort øjeblik: det norske gæsteflag blev strøget fra styrbord saling – vi var sejlet ind i dansk territorialfarvand. Den danske stat fejrede begivenheden ved at opkræve 2.500 kroner i statsafgift, som automatisk bliver lagt oveni forsikringspræmien, når båden er i dansk farvand. Nu har jeg, under Mathildes eksil, i to år været forskånet for den besynderlige afgift, som ingen kan forklare, hvad vi får for. Men skal der være fest, så lad der være fest.
Det gik fremdeles godt nok ikke hurtigt, og jeg havde et ydmygt ønske om at nå rundt Skagens Rev inden mørkets frembrud. Hver gang, jeg har passeret revet, har det været et inferno af skibstrafik fra alle retninger, og da gavner dagslys altså! Den varslede friske vestenvind så ud til at være aflyst. Solen skinnede, Mathilde skvulpede fredsommeligt afsted, der var masser af lediggang til skipper. Og et ganske oplagt behov for flere kvadratmeter sejl, i den meget lette luft. Så faldt tankerne på den hedengangne gennaker, som nu hvilede i sin sarkofag i sejlmagasinet under cockpittet. Godt nok ærgerligt at...men vent lidt: pludselig manifesterede et billede sig i hukommelsens kringlede database. Christian Liebergreen! Fyren, der sejlede Jorden rundt solo nonstop for nogle år siden, og naturligvis havde undertegnede, åndsbeslægtede galning som tro følger på sin blog under dåden – han havde haft samme problem med en flænget gennaker, og ligesom jeg naturligvis ikke haft adgang til en sejlmager. Han løste problemet ved at...
Kl. 11 var et stort øjeblik: det norske gæsteflag blev strøget fra styrbord saling – vi var sejlet ind i dansk territorialfarvand. Den danske stat fejrede begivenheden ved at opkræve 2.500 kroner i statsafgift, som automatisk bliver lagt oveni forsikringspræmien, når båden er i dansk farvand. Nu har jeg, under Mathildes eksil, i to år været forskånet for den besynderlige afgift, som ingen kan forklare, hvad vi får for. Men skal der være fest, så lad der være fest.
Det gik fremdeles godt nok ikke hurtigt, og jeg havde et ydmygt ønske om at nå rundt Skagens Rev inden mørkets frembrud. Hver gang, jeg har passeret revet, har det været et inferno af skibstrafik fra alle retninger, og da gavner dagslys altså! Den varslede friske vestenvind så ud til at være aflyst. Solen skinnede, Mathilde skvulpede fredsommeligt afsted, der var masser af lediggang til skipper. Og et ganske oplagt behov for flere kvadratmeter sejl, i den meget lette luft. Så faldt tankerne på den hedengangne gennaker, som nu hvilede i sin sarkofag i sejlmagasinet under cockpittet. Godt nok ærgerligt at...men vent lidt: pludselig manifesterede et billede sig i hukommelsens kringlede database. Christian Liebergreen! Fyren, der sejlede Jorden rundt solo nonstop for nogle år siden, og naturligvis havde undertegnede, åndsbeslægtede galning som tro følger på sin blog under dåden – han havde haft samme problem med en flænget gennaker, og ligesom jeg naturligvis ikke haft adgang til en sejlmager. Han løste problemet ved at...
Da gennakeren folder sig ud mod den blå himmel kl. 13.15 og fanger den fesne brise i sin barmfagre nylonprofil, risler Mathilde prompte fra 4 til 5,5 knob. That's more like it! En knude var, hvad der skulle til. Jeg har simpelthen bundet en god gammeldags knude på hele skødbarmen, og derefter surret skødet rundt om sejlet lige over knuden. Kønt er det ikke, men det virker, lige for nu. Vi har nu sejlet godt seks timer med den nye, helt passende sejlføring. Med knold i (ge)nakken, hvis I forstår, hvad jeg mener...
I skrivende stund glider Skagen By forbi om styrbord, og der er godt 6 sømil, til Revet rundes. Derfra går det sydpå, det sidste ben på Mathildes lange rejse.
Tak for en god beretning.
SvarSlet