lørdag den 8. juli 2017

Finnmarkens kolde gaver

Det er her, vi falder på plads, Mathilde og jeg. Vi er kommet i gear, vokset sammen, har fundet hinanden. Gensynets glæde. Hun bruser frem, trukket af spændte skøder, for en frisk, sydvestlig vind, surfer legesygt ned af de store dønninger, mens vindroret nænsomt minder hende om retningen. Nordpå. Hendes mange organer: rigningen, sejlene, roret, vindroret, elektronikken, pantryet, køjerne, værktøjet, pumperne, tankene, motoren, redningsudstyret, flydedragten, pøsen og i tusindvis af andre spiller igen sammen i den sejlende krop: S/Y Mathilde af Aarhus. Nogle organer hviler, andre er aktive, men de er alle til stede med deres potentiale for at træde i aktion, når omstændighederne kalder. Autopiloten er dog sygemeldt, men ikke påkrævet lige nu, og motoren går ustabilt, når den er i brug, højst sandsynligt pga. for gammel benzin, den spiser kun gourmetmad. Men vi kan. Vi sejler. Nordpå.

Besætningen er til gengæld ikke helt i gear. Begge drenge døjer med søsyge, og det bliver ikke bedre af, at her er meget koldt, omkring 9 grader. Bådens urolige bevægelser i søen gør det svært at foretage sig ret meget andet end at sidde og ligge, og da søsygen gør det uudholdeligt at være i kahytten, og kulden gør det svært at nyde at sidde i cockpittet, er de naturligvis noget skakmat, de stakler. Sebastian kan heller ikke læse pga. søsygen. Jeg forsøger at downloade en lydbog til ham, men da vi er trukket 10 sømil ud fra kysten for at kunne komme uden om de trilliarder af undersøiske skær, som ligger strøet langs den, er dataforbindelsen for dårlig, og det må opgives.
Det er en lang sejlads, fra Sommerøy til Torsvåg, 70 sømil, fra kl. 9 om morgenen til kl. 9 om aftenen. En hård dag på jobbet.

Jeg må konstatere, at min planlægning har været for optimistisk. Der er for langt til Hammerfest, ca. 250 sømil, til de kun 10 dage, vi har at sejle dem på. Et sted indeni har min afstandsopfattelse nok rykket sig en del qua de mange, lange solosejladser, hvor et par hundrede mil fra eller til ikke gør den store forskel. Vi tager bare et par døgn mere til havs! Men enhver planlægning skal indbefatte alle faktorer, og her er den til enhver tid ombordværende besætning en meget vigtig parameter. Drengene og jeg har altid haft mest glæde af at sejle sådan, at vi det meste af tiden ligger i havn, gerne 2-3 dage hvert sted. Det giver tid til at lære stedet at kende, finde ”de gode steder”, falde til. Derefter en lille sejlads for forandringens skyld, til et nyt spændende sted. Det kan vi ikke nu, da vi skal have dækket alle de mil.
Jeg har ofte før sejlet op mod en deadline, som hedder flybilletter. De er meget svære at forhandle med. Havet er, som det er, og respekterer ikke dage og timer, klokkeslæt. Jeg vil helst kunne bevæge mig frit med det, sammen med min båd og min besætning. Det kunne jeg også stort set, hvis jeg ikke havde fejlberegnet afstanden, fra en psykologisk vinkel. Sket er sket, og vi må nu tage et par lange sejladser for at nå i mål i Hammerfest d. 9. juli, hvor Marie ankommer. Vejret bestemmer hvornår. Vi skal bruge vind, for for motor er vi afhængige af autopiloten, som jo er gået til møde (eller hvor den nu er gået hen). Drengene gider ikke at styre, det er anstrengende for dem, de interesserer sig i det hele taget ikke for sejlads. Det er OK. Det gør jeg, og jeg glæder mig over alle de fantastiske oplevelser, vi kan have sammen på båden i naturen, alligevel. Jeg sejler, de er med, for det meste med glæde. Der må ikke være for meget vind, og den skal være stort set med. Nordøst er den fremherskende vindretning på denne kyst, så vi er meget heldige med al den vestlige vind, vi har lige for tiden. Det er nødvendigt at slå til.

Torsvåg er en meget stor fiskerihavn, arealmæssigt set, men kun med to pontonbroer med fiskerbåde. Det fremdeles overskyede vejr og kulden giver, i kombination med de grå industribygninger på kajen, stedet et ualmindeligt råt udtryk. Vi lægger os ved en af pontonerne.


Ligesom stort set alle andre steder er her ingen faciliteter af nogen art, lige bortset fra vand. Vi har provianteret til 10 dage uden indkøb overhovedet, og godt for det. Der er ikke en eneste butik på vores 250 sømil lange rute op til Hammerfest. Heldigvis er der stadig en del proviant fra sidste år ombord, da provianterede jeg hjemme fra Rema1000 på Trøjborgvej for mange tusind kroner. Det meste er langtidsholdbart, og kan sagtens bruges i år også. De norske priser og ødemarken, vi sejler i, gør det meget praktisk. Sidste forår henkogte jeg også store mængder kød til togtet til Lofoten. Ikke alt blev spist, og det er fascinerende nu at kunne åbne et glas med kyllingefilet fra sidste år, og vende det lige ud på panden. Det dufter og smager fuldstændig som frisk kød. Henkogning er genialt!

Også Torsvåg afslører en oplevelsesskat ved nærmere eftersyn: Kun et stenkast fra havnen ligger noget så eksotisk som en strand! Sandet har en særlig, beige glød, som farver luften over den i et varmt, gyldent lys. Da vi ser nærmere efter viser det sig, at det ikke er sand. Det er knust koral, iblandet tusindvis af bittesmå konkylier, muslingeskaller o.lign., alt en miniature. En verden af livets efterladenskaber, strøet ud over flere tusind kvadratmeter, med et farvespil og en sarthed, som ikke på nogen måde matcher det kolde, barske Arktis over overfladen, men snarere leder tankerne hen på en fjern tropeø.



Allerede næste aften er vi på job igen. Kl. 22 forlader vi Torsvåg, går nord om Vannøya, som den ligger på, sætter sejl og lægger kursen nordøstover, mod Sørøy. Vinden er svag til jævn fra vest, perfekt til et sidste, langt stræk. Psykologisk set ville det være bedre at blive i Torsvåg og samle flere kræfter. Men strategisk er det nødvendigt at komme til havs. Vejrudsigten lover stabil, vestlig og nordvestlig vind de næste to døgn, derefter skal den gå i nordøst. Gør den det, mens vi er hundrede sømil fra Hammerfest, bliver det en ubærlig kamp at nå frem. Nu er det bare hårdt, men det har ingen jo nogensinde taget skade af.

Drengene får selskab af søsygen kort efter afsejling, men det værste er, at Anton desuden har pådraget sig en dundrende hovedpine. Det er svært at overskue en lang natsejlads i den tilstand, og jeg forstår ham så inderlig godt. Det er her, jeg må gøre det, som en skipper nogle gange er nødt til: træffe en upopulær beslutning. Vi fortsætter. Alternativet, at vende om, vil i løbet af hele den kommende uge give os langt større problemer og større strabadser i kamp mod nordøstenvinden. Det er nu, vi må sejle.

Anton får en søsygepille og bliver installeret i styrbords søkøje. I anerkendelse af drengenes lidelser udlover jeg den svedigste gang burger eller pizza, Hammerfest kan præstere, når vi når frem dertil, og det fremkalder et spagfærdigt, forventningfuldt smil på Antons forpinte ansigt. Kort efter falder han gudskelov i søvn.
Sebastian bliver ret tilfreds med situationen, da han får serveret en rigelig gang nudler i oksebouillon (et effektivt middel mod mave-ubehag), og vinden heldigvis tillader styring for vindror, så jeg kan agere levende lydbog. Jeg læser og læser i cockpittet, mens Mathilde duver frem mod nordøst. Selv om solen ikke går ned, falder temperaturen efterhånden til meget koldt, og klokken halv fire om morgenen beordrer jeg Sebastian ned i køjen. Han går til køjs med det meste af polartøjet på, og falder snart i søvn. Desværre flover vinden til næsten ingenting derefter, og vi må fortsætte for motor. Det betyder ingen søvn til skipper, da jeg må håndstyre pga. den defekte autopilot. Natten er lys og klar, udsigten mod læ betagende, med sine dramatiske fjelde på Nord-Fugløy, Arnøya og fastlandet, men temperaturen skræmmende lav. Jeg har uldent polarundertøj, skibukser, to tykke sweatre, polarfleece, flydedragt, neoprensokker, hue og skindvanter på, og mærker alligevel kulden snige sig ind på min sårbare menneskehud inderst, videre ind i kødet og knoglerne.

Ved sekstiden bliver vinden akkurat så kraftig, at der igen kan sættes sejl, vindroret kobles ind og jeg går (meget) kold på dørken i kahytten, iført hele ornatet og med et uldtæppe over. Min gammelkendte natterutine iværksættes: vækning med alarm hvert kvarter, AIS-alarm, distancealarm (giver alarm før vi når land, hvis jeg skulle sove over mig, guderne forbyde det) og kursafvigelsesalarm aktiveres. Jeg har gjort det så mange gange før, men aldrig med sovende besætning ombord. Heldigvis tager ingen af drengene notits af den tilbagevendende alarm, og sover sødt i deres køjer.
Ved nitiden når vi sydkysten af Sørøy, og kystnærheden gør det umuligt at sove. Kun små kursafvigelser kan føre os ind på kysten. Der må håndstyres igen. 



Samlet søvn til skipper den nat: tre timer, opdelt i kvartersbidder. Men skidt med det: klokken 11 om formiddagen kaster vi anker i Grunnfjorden på Sørøy, efter 68 sømil. Vi er fremme, har kun 26 sømil tilbage til Hammerfest, med medvind i vejrudsigten i morgen. Strategikeren er tilfreds. Begge drenge vågner ved middagstid, har sovet godt, er nogenlunde friske, og Anton erklærer sig parat til at sejle det sidste stræk til Hammerfest snarest muligt. Faderen er lettet. I bunden af fjorden ligger en smeltevandssø, herover rejser en fjeldtragt sig bagud mod nordøst, sneen ligger næsten ned til vandkanten, og vand fra afsmeltningen bruser hørbart ned i søen og videre ud i fjorden. Bortset fra den sagte brusen er her helt stille. På den anden side af sundet knejser en lang kæde af barskgrå, stejle bjerge på Stjernøy og Seiland. Naturelskeren er bjergtaget. Aldrig har kaffe smagt så godt. Kroppen er kompenseret. Vi er her.

Vi vandrer op igennem fjeldtragten i fugtig eng, støvlerne svupper saftigt ned mellem græstuerne, der prydes af kabbelejer og en lang række andre, farvestrålende blomster, som i en meget kort stund kaster glans over den komprimerede, arktiske sommer. Vandet bruser til højre, strandskadernes skrig gjalder mellem de to fjeldarme, vi går imellem. Pludselig er der dyr. Store dyr. Vi stivner. Hjernen er helt forvirret. Det må være får. Nej, alt for store. Det må være geder. Nej, ikke med de gevirer. Det er sgu rensdyr! En flok på omkring 20 dyr løfter hovederne og sætter i løb rundt om smeltevandssøen. Overraskelsen gør oplevelsen des mere intens og berigende. Nå ja! Vi er jo i Arktis!



Ved den lille strand, hvor vi er gået i land med gummibåden, finder Anton noget mineral i en sten, som umiskendeligt minder om smaragd. Han har, på en studietur til Østrig for et par år siden, set sådan noget i virkeligheden, og er dermed kender. Vi henter en hammer og en bjergkile, og drengene hamrer noget af det grønne krystal fri, mens jeg laver aftensmad (henkogt kylling med grøn pesto, dåsegrønsager og nudler). Måske turen skal finansieres af det lille glas med udbyttet, som får plads i hylden i styrbords side?




En pludselig, hidsig kuling flår i alt opretstående, da vi ved middagstid næste dag tager ankeret og stævner ud på sundet ind mod Hammerfest. Der er dog sandsynligvis tale om en faldvind mellem bjergene, for så snart vi er ude af fjorden, falder vinden til et helt fredeligt leje. Vi sætter sejl, spiler genuaen og går indefter mellem øerne. Det her er en helt anden slags sejlads, end vi har praktiseret hidtil, for vi er kommet i læ for det åbne hav. På sydkysten af Sørøy er vandet fladt, og den fine, hjælpsomme medvind giver os den familiesejlads, som er så populær med denne besætning: en rolig båd, der står på sine ben, og mulighed for at færdes frit i cockpittet eller om læ efter behag. Solen titter hyppigt frem bag det sarte skydække og sender lidt formildende varme ned igennem den kølige atmosfære over os. Om styrbord har vi grønne foldebjerge, som sender tankerne tilbage til den gudesmukke Kalsøyfjord på Færøerne, afvekslende med koksgrå massiver af uforsonlig klippe, som kysser skyerne med hvide læber af sne. Om bagbord mere bløde former af grønt, som i frodige engdrag bølger ned mod kysten, af og til pyntet med en lillebitte hytte, tilsyneladende spontant placeret midt i det hele, tilsyneladende helt utilgængelig fra både land- og søsiden, men til stede med sit vidnesbyrd om menneskenes ukuelige evne til at være til stede hvor som helst. Ligesom vi, i vores rejsende havhjem.
Midt i en samtale stivner Antons blik pludselig, ud over havet mod luv. ”Spækhugger!”. Sebastian og jeg snurrer rundt så hurtigt, at vi får drejet gevind på overkroppen, men når kun akkurat at se bruset i overfladen, da det store havdyr forsvinder igen, desværre for ikke igen at komme op. Vi har forhåbentlig et gensyn til gode.

Vi når frem til Hammerfest i tide til en gang pizza på Peppes Restaurant lige ved gæstepontonen, med en gang isdessert til. Her skal festes. Vi er nået frem, hele to dage før planen, og trods et par meget hårde sejladser (primært for besætningen), har vi haft store og unikke oplevelser undervejs. Vi sidder her, lige ankommet fra Finnmarkens ødemark, uvaskede og ubarberede, med uglet hår og plettet tøj, foran et TV, som sender meningsløse nyheder om ukendte mænd i trikot, som cykler hurtigt af sted på en vej tusinder af kilometer herfra, og mæsker os i pizza. Vi er i verdens nordligste by. Kun et maritimt stenkast fra Europas isse, Nordkap. Det bliver det næste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar