onsdag den 7. juni 2017

Modvind

Vladimirs ord ringer igen for mine ører, da bussen sætter i gang og svinger ud på Frederiks Allé med kurs mod motorvejen til København. "Murmansk is known to be a rather formal, bureaucratic city so you should do things in strict accordance with the Russian Law to avoid possible complications with the authorities". Hmm, ja det aner mig!
Forud for denne onsdag morgen, hvor jeg har sat mig til rette i bussædet med en kop kaffe og en dæmrende følelse af ikke at være rigtig klog, er gået uger ved computeren, med skriverier frem og tilbage og research. Jeg har måttet tegne en sygeforsikring og fået forsikringsselskabet til at udfærdige en særlig, personligt underskrevet erklæring om min fulde dækning i tilfælde af dette og hint. Jeg har fået taget friske pasbilleder, for de må ikke være over 6 måneder gamle. Jeg har bøvlet mig igennem en lang onlineformular med oplysninger om alt væsentligt om min eksistens på planeten Jorden i de sidste 45 år, inklusive referencer til diverse policer, invitationer og pas. Jeg har skrevet med Vladimir Ivankiv, en agent i Sct. Petersborg, som har specialiseret sig i at hjælpe kamikaze-sejlere ind, og i lykkelige tilfælde også ud igen. Af Rusland.Vladimir har fremskaffet en pro forma-invitation fra et russisk turistbureau med indrejse- og udrejsedatoer, bådnavn og -data, stempler og mærker og referencenumre og det hele, Den har været forsinket, været forkert, udskiftet og ankom endelig i sin forhåbentlig korrekte form i min indbakke kl. 23 i går aftes. I sidste øjeblik, for i dag er min sidste mulighed for at bruge en hel dag på at rejse over til Russisk Visum Center i København, før jeg i næste uge vil skulle rejse helt derover igen for at hente det guldrandede visum. Forhåbentlig, altså.



Hvad er der galt med mig? Hvad er det for en drift, som hvert år ved denne tid tager fat dybt inde i det uransagelige mørke, hvorfra motivation kommer, og trækker mig ud og imod, altid imod? Altid længere, mere ensomt, mere ekstremt, vildere, nordligere, mere uprøvet, farligere. Hvad er det, jeg vil med det? At sejle mod syd, ned i varmen til palmerne, badevandet og de smukke kvinder, har aldrig trukket i mig. Jeg vil noget andet. Jeg har en mission deroppe, derude og derinde i motivationens mørke. Det står mig ikke helt klart, hvad det er for en mission, men jeg mærker, at jeg må være tro imod den, og at det er vigtigt. Det er der, det der med ikke at være rigtig klog hvisker lidt med.
Men er det klogt bare at gøre det, som er trygt og rart, hvis der nu er en længsel, som ikke tilfredsstilles der? Hvis ikke mine sejladser var til for at møde længslen med respekt og nysgerrighed, så var de ikke til i det hele taget. Så kunne jeg bare tage et charterfly til en strand med gode liggestole. Det ville godt nok være nemmere, og rarere.
Det handler om at ville kende virkeligheden. Den møder mig på et koldt, øde hav eller på en fjeldtop med mange kilometer til nærmeste, levende væsen. Jeg er alene med den, og den har adgang til mit system, som ellers sjældent. Det er noget med det.

Masterplanen for sommerens tilstundende polarsejlads var at sejle fra Lofoten, hvor Mathilde står og venter i sit stativ, op over Nordkap-kalotten med drengene, videre alene til Svalbard. Spotte nogen kaskelothvaler, filme en levende isbjørn i sit rette element. Besøge en polsk forskningsstation. Ankre ved de enorme bræers kant, høre isen knitre. Alene op over Barentshavet, alene tilbage igen. Ekstremt. Frit.
Jeg er dog desværre stadig så bundet af fast arbejde, at jeg ikke kan få ryddet et tilstrækkeligt stort hul i kalenderen til projektet, som ville blive for presset. Der er langt til Svalbard, og kravet om riffel for landgang deroppe strammer yderligere tidsplanen. Jeg ville nemlig skulle sejle direkte til Longyearbyen, som ligger helt oppe midt på det store ørige, for at leje en riffel, og jeg ville skulle slutte samme sted igen for at aflevere den før afgang. Alt for lidt tid til at udforske landet, efter mange døgns sejlads op over det store, uberegnelige polarhav. Jeg dropper sjældent en ide, men det er sket i dette tilfælde.
I stedet faldt mit blik på Murmansk. En vistnok temmelig grim, russisk olie-/fiskerby, desuden base for en stor del af den russiske atomubådsflåde. I et land, som er præget af lidelse, undertrykkelse, druk, korruption, brutalitet og paranoia. Ekstremt. Vildt. Sjældent prøvet før. God ide.

"10201814, Mads Bo Falk", bliver der råbt. Fra det lille venteværelse går jeg ind til glaslugen og lægger det omfattende chateque med papirer foran den unge dame, som til min overraskelse kan smile. Der har ikke været megen varme eller humor i proceduren indtil nu. Det tager hende under 20 sekunder at finde fejlen. I det ene af de to papirer fra Vladimir står bådens navn, men det burde også stå i det andet. Desuden skal det fremgå, at jeg vil sejle ind fra Norge (hvor Fanden skulle jeg ellers komme fra, mod Murmansk?!), og at jeg påtænker at overnatte på min båd (surprise, plejer ellers altid at bo på femstjernede hoteller eller sove i papkasser under motorvejsbroer, når jeg er på tur). Nå, men det klarer vi da nemt: hun får alle mine papirer, pas mv. og de fingeraftryk, som vel er grunden til, at jeg har skullet møde personligt frem, og jeg får Vladimir til at skaffe nye papirer med de eftertragtede, vitale informationer, og maile dem direkte til den søde dame. Hun vil formodentlig kunne have dem i morgen. Men næ nej, den går skam ikke. Hun skal have alle papirerne samlet på en gang, da de skal videresendes til ambassaden. Kan de ikke bare ligge i en pæn stak på hendes natbord indtil i morgen tidlig, før hun sender dem videre? Nej da, det kan desværre ikke lade sig gøre. Hvorfor ikke? Fordi det ikke kan lade sig gøre. Nåeh, sådan. Det giver jo mening.
Vladimir skal fremskaffe de nye papirer, få dem stemplet i begge ender og maile dem til mig indenfor en time, hvis det skal nås inden visum-centeret lukker for i dag, og jeg kan jo altså ikke bare rejse hjem og herover igen i morgen. Jeg gider heller ikke. Der ryger en SMS afsted til Vladimir, uden de store forhåbninger bundet i halen.
Min kusine, som er stødt til i venteværelset, kan supplere min pludseligt opståede følelse af absurditet og min med fornyet kraft tilbagevendte følelse af at være bindegal, med en anekdote om en dansker, som skal være blevet fængslet med trussel om en straf på 5-10 år bag tremmer, for deltagelse i et Jehovas Vidner-møde i Rusland. Forseelsen bestod i at have talt lidt om Bibelen i en lille, lukket kreds. Gad vide, hvad russerne vil kunne finde ombord på det gode skib Mathilde, som kan sende mig til Sibirien, til jeg fylder 70?
Da slår det mig pludselig: de kan rende mig! Og da mine ben forlader visum-centeret med min forundrede krop ovenpå, er det sket for anden gang i dette forår: en plan er blevet droppet.

Regnen siler ned over den store forrude, mens bussen bevæger sig hjemover ad E45. Jeg kender de træer, kender den asfalt, kender de baglygter, som grynet træder frem i tykningen forude. Det er så velkendt, så dansk, så fladt, så enkelt. Så trygt. Så forudsigeligt.
 Hvad nu? Om under tre uger sidder jeg i flyet mod Nordnorge med mine sønner, på vej op til sommerens eventyr. Vi skal op over Nordkap, så meget er sikkert. Det bliver flot og spændende. Så vidt er rammen sat op. Men derefter? Hvad med længslen? Jeg kan sejle tilbage til Lofoten igen, når drengene er fløjet hjem, stille og roligt, tage mig god tid til at udforske fjorde og øer. Det kan blive fint, måske endda helt fantastisk. Men hvad med længslen? Hvad med den?

2 kommentarer:

  1. Intressant läsning Mads, och super att du snart är på väg igen! Ska bli spännande att följa resan. Go tur och fair winds. / Jens

    SvarSlet
  2. Nå - du er igang igen :-) - måske du møder en anden Dansk båd på din vej. En Dansk båd plobber ud af de rusiske floder deroppe langt mod nord, sejlende Scandinavien rundt mod uret. Planen er de vil overvintre i Tromsø. http://www.adventure-for-life.com/

    SvarSlet