Momssvi(n)g

Jeg sejler i cirkler. Sådan føles det, uden retningen ud i Oceanet. I min mappe med skibspapirer ligger en anduvningstilladelse til Svalbard, underskrevet af Sysselmannen (øverste myndighed deroppe). Der ligger en police fra forsikringsselskabet med obligatorisk, udvidet SAR-dækning (Search And Rescue) i nordlige Barentshav. Der ligger en våbentilladelse med bemyndigelse til at leje en sværtkalibret riffel i Longyearbyen til isbjørnebeskyttelse. I en holder over kortbordet sidder den satellittelefon, jeg har lånt til nedhentning af vejr- og iskort meget langt uden for enhver form for mobildækning. I reolen står min pilot med sejladsanvisninger og -advarsler. I browserens bogmærker ligger links til de opdaterede iskort og satellitbilleder af havisens bevægelser. Under bagbords søkøje ligger papirkortene over Svalbard, og de detailkort fra C-map, som jeg afgrænsede og udprintede hjemmefra.
Eventyrlysten, længslen efter virkelighed, frihed, kompromisløshed, vidder, plads, forståelse af denne klodes beskaffenhed, brændte i årerne.
Jeg var klar. Liden tue kan vælte stort læs.

Denne formiddag er det helt konkret. Udenfor havnen i Hammerfest sejler jeg i cirkler. Den nye autopilot skal deviationsrettes og kalibreres. Der er svag vind og fladt hav, gode betingelser for det lille projekt. Og så videre. ”Hjemad”, mod Harstad.
Da sejlene er kommet op, og Mathilde lagt på kursen ind i Sørøysundet mod sydvest, trykker jeg på knappen. Hun er på autopilot. Skuldrene falder ned på plads, og en stille lykkefølelse breder sig. Jeg kan nu mærke, hvor meget det har stresset mig at skulle styre det skib hele tiden! Som solosejler er der simpelthen ikke tid til den opgave, oveni alle de andre. Skibet skal sejle, så gør jeg resten.
Fra fordækket, hvor jeg belønner mig selv med en sjælden slapperstund, mens Mathilde dovent skvulper ned igennem det solbeskinnede sund, husker jeg endelig, hvordan solosejlads egentlig er. Tanker, der kommer og går. Mest går. Sansninger. Iagttagelser. Overvejelser. Iagttagelser igen. En lille justering i trimmet. Tanker igen. Sansninger igen. Væren. I et rum af tid, som kun afgrænses af virkeligheden, dvs. ikke afgrænses. I et frirum, hvor jeg slipper for at være Mig, slipper med at være ham, der sejler skibet. Det kunne være hvem som helst. Godt for det. Ferie fra Mig er den bedste ferie, der findes.

Ankerpladserne blandt holme, skær og fjelde er, som ventet, mestendels fuldstændig øde, havet imellem dem ligeså. Vi er on our own, Mathilde og jeg. Det er som ønsket. Vi kan selv. Det er der fred i. Og ind imellem igen dette sug i maven, min nye rejsefælle. Sårbarheden, angsten. Rummet er for stort til at jeg kan fylde det ud, og af ukendte grunde tilllader jeg det ikke fuldt ud at fylde mig.

Jeg når dårligt at høre den skramlende lyd på fordækket, før jeg er oppe i cockpittet. Tanken er ikke tænkt endnu, men jeg ved allerede, hvad der er sket: gummibåden, som jeg var sløset nok til at lægge på fordækket uden at surre den (en dødssynd!), er blæst i vandet. Jeg ser den suse ned langs siden af Mathilde, på vej ud af mit liv. En tom gummibåd sejler meget hurtigt for selv en let vind, og selv om jeg ligger for anker i en beskyttet bugt, Storhamna på nordkysten af Seiland, vil den lynhurtigt nå kysten i læ side af bugten. Eneste måde at generhverve den på vil være at svømme ind efter den, og det er ikke en option. Mine sporadiske morgendukkerter plejer at have en varighed på ikke over 3,7 sekunder, og så har jeg været der, om jeg så må sige. Her hyggesvømmes ikke.
I absolut sidste sekund får jeg fat i gummibådens fangline med bådshagen og bjærger den ombord igen.
Få timer forinden har jeg, under en af mine videooptagelser til en planlagt Youtube-kanal, tabt min dyre lydoptager i vandet med et plask, akkompagneret af hovedparten af det danske sprogs oftest bortcensurerede glosarium.
De to hændelser minder mig, delvis irrationelt, om afsondretheden. Jeg har det, jeg har. Det jeg mister her, har jeg ikke mere. Det kan ikke lige skaffes igen. Noget af det er meget svært at undvære, herunder hører f.eks. gummibåden. Virkeligheden ånder på mig, meget nærværende. Jeg har forskanset mig imod den med et væld af udstyr, en skal af skin-tryghed, civilisation, modstand. Hvordan mon det ville være at miste alt? Noget i mig smiler ved tanken.

Helt uventet får jeg selskab, og det endda det bedst tænkelige: åndsfrænder. I Valbukta på Sørøy ligger en dansk sejlbåd for anker, aluminiumshavkrydseren S/Y Sif af Svendborg. Da Lene og Jan på Sif er lige så trætte af, at jeg kommer masende med min båd i deres bugt, som jeg er af, at de ligger der og fylder i min, har vi meget til fælles. Og over først et glas whisky i Mathildes cockpit, siden aftensmad i Sifs salon, snakker vi til langt ud på natten. Lene og Jan har sejlet på de store have i 40 år, først blandt andet en jordomsejling i S/Y Noatun, hvor de mødte hinanden, siden Atlanten og Stillehavet i S/Y Sif med deres to piger, som aldrig kom til at gå i skole, da de voksede op ombord, men alligevel begge er i gang med universitetsuddannelser i dag.
Parret lever for at sejle, og sejler for at leve. Lene arbejder som sygeplejerske i Hasvik af og til, når kontoen skal tankes op, bl.a. nu, hvor de bor på Sørøy i en periode. Lønnen er høj, og de bruger ikke meget. Når der er penge nok, sejler de væk, ud på havet. Sådan har de gjort i mange år.

Vi taler bl.a. om angsten. Jan kender den, og har måttet arbejde med den. Efter at have sejlet Jorden rundt lammede den ham, efter en sejlads fra Nordnorge til Sydfyn med deres to småpiger, i en grad, så det ikke var en mulighed at sejle fra Svendborg til Fåborg! Siden stævnede de igen ud i Atlanten, og kom aldrig rigtig hjem igen...
Det letter. ”Hvis saltet mister sin kraft, med hvad skal der da saltes?” (siger Kristus). Jeg har haft angst over at mærke angst. Tænk, hvis jeg pludselig ikke tør sejle mere, eller kun tør sejle ”camping-sejlads”? Hvor skal jeg så gå hen med længslen? Det letter virkelig at høre, at angsten kan være en del af spillet om Havet, og at den er uafhængig af erfaring, udstyr og eventuelle hår på brystet. Den er der. Og den kan forsvinde igen. Døren lukker, og den åbner igen. Som i alt andet, i spillet om Livet.

Mallemukkerne er vendt tilbage. De har altid været mit tegn på, at jeg var kommet mod nord, ud i Atlanterhavet. De yngler i Norge kun omkring Ålesund og på Lofoten, men spreder sig til havs umådeligt langt omkring. Blot åbenbart ikke nordpå, for de har været erstattet af primært stormåger, sildemåger og havterner siden kort efter vores afsejling fra Harstad for fire uger siden. Derfor er de nu mit tegn på, at jeg igen er kommet mod syd, ”hjem” til Lofoten. Mallemukken er faktisk ikke en måge, selv om den ligner, men en stormfugl. Den svæver elegant lavt over havoverfladen, følger Mathilde i timevis, studerer hende, nysgerrigt og utrætteligt. Vingespidserne suser over bølgetoppene, kun millimeter fra at blive våde, men de rører aldrig vandet. Perfekt tilpasset til havet og havets bevægelser.
Havet har også igen fået sin mageløse, lysende grønne farve, formodentlig fra smeltevand fra gletcherne på fastlandet. Hver bugt sit havørnepar, som med stor værdighed hersker over luftrummet og hævder sin suverænitet. Nogle gange hører jeg de tunge vingeslag, før jeg ser dem. "Don't mess with us".

Jeg er på mit livs mest besynderlige omvej. Da Norge ikke er med i EU, må jeg ikke efterlade min båd i landet i mere end et år ad gangen uden at betale moms af dens værdi. Da jeg jo havde satset på Svalbard var det ikke noget problem, men nu må der drastiske midler i brug for at honorere kravene. Jeg har derfor tegnet grundlinjen for Norges territorialfarvand op i kortet, efter positioner i Den Norske Los, og derfra målt 12 sømil ud i havet. Her starter internationalt farvand. Har jeg været der, kan Mathilde betragtes som genindført, og jeg får et år mere på Lofoten. Vi sejler derfor til havs, ud og ud i ingenting. Vinden er frisk, lyset godt og stærkt, havet smukt og hvidtoppet. Da gennakeren begynder at skovle det irgrønne havvand op i underliget, og Mathilde bliver vanskelig at holde til læ, må det store sejl bjærges og erstattes af en fok. Jeg gør, hvad der skal gøres, men kan mærke, at jeg er sejltræt. Jeg gider faktisk ikke rigtig. Måske har jeg sejlet for meget på for kort tid, nemlig seks dage i træk. Det er på sin vis nemmere psykologisk at sejle nonstop. Hele tiden at ankre og pakke det hele ud, derefter gøre sejlklar igen og sætte sig op til en ny strækning, med dens diverse navigations- og sejladsmæssige udfordringer, trætter. Jeg tager mig selv i at vrisse ad vindroret, da det på et tidspunkt kræver lidt ekstra opmærksomhed for at holde kursen. Det er ellers en god ide at holde den gode tone overfor så loyalt et besætningsmedlem, som i øvrigt også er det eneste.

Da jeg nærmer mig Andenes, som er destinationen efter det store sving på 54 sømil fra Hekkingen ud til havs, kommer havtågen rullende og pakker snart Mathilde ind i et mørkegråt, uigennemtrængeligt mulm. Det er ikke perfekt timing, for Andenes tilbyder nok den mest tricky indsejling, jeg endnu har bidt skeer med. Sigtbarhed er ønskværdig.
10 minutter før anduvning kan jeg stadig absolut intet se. Kun radarbilledets grumsede konturer bekræfter, at jeg faktisk er i nærheden af noget fast. Jeg checker tidevandstabellen, vi er tæt på lavvande, og det betyder, at de grønne områder i kortet bør være oven vande. Det er absolut nødvendigt at kunne verificere hvad, der er hvad, når og hvis noget bliver synligt i vanddampen derude. GPS er altid helt præcist, men kortet kan være forrykket lidt i forhold til de faktiske positioner. Det kan være fatalt her, så jeg skal hele tiden kunne bekræfte positionen i forhold til den visuelle virkelighed. Kan jeg ikke det, må jeg afbryde anduvningsforsøget, så jeg slår tracking til på mobiltelefonen (som er min kortplotter). Jeg vil så kunne følge den gule streg ud af labyrinten igen, den ved jeg jo virker. Jeg kalder metoden Hans og Grethe.
Et lavt skær viser sig umiddelbart om styrbord. Det kan være et af skvalpeskærene øst for indsejlingen, hvis.... Yes! En stage på en sten lidt længere fremme sandsynliggør skærets identitet. Jeg kan se maksimalt 50 meter frem, nu kommer en stage mere, som forventet. Den er sgu nok god nok. Jeg svinger ind blandt "the intricate shoals of Andenes", som min pilot så poetisk reklamerer med. Vinden er ganske frisk, jeg ruller fokken ind og går for storsejl ind imellem dødsfælderne. På et lille stykke åbent vand, hvor der er blevet sølæ, løber jeg i vinden og bjærger også storsejlet. Samtidig med, at jeg holder båden op i vindøjet, lægger jeg mentalt radarbilledet oven i kortplotterens billede, samtidig med at jeg observerer den myriade af stager og røde og grønne mærker, som nu er poppet op omkring båden, og forsøger at holde styr på hvilke, der hører til hvilke sejlrender, og hvad der i det hele taget er nord og syd. Oveni starter jeg også lige motoren og løber op til masten for at få sejlet ned, og prøver at huske hvor det nu var i forløbet, jeg havde undret mig over, at de har byttet om på de røde og grønne mærker i indsejlingen. Stop lige snakken om, at mænd ikke kan multitaske! Adrenalinniveauet er pænt højt i de minutter, faktisk. Vi sejler videre ind, for motor, der er mærker og moler og åbninger alle vegne, nu er ekkoloddet også en faktor, der skal holdes øje med, for havnen er ret lavvandet, specielt nu.

Men da Mathilde ligger langskibs et bolværk i et forglemt hjørne af havnen, med tågen bølgende ind over molen ret fremme, som røg, og fugten dryppende fra tovværket, er det skønt at være sømand. Sådan der! Jeg gjorde det! Det er den dybe, konkrete tilfredsstillelse over løsningen af en vanskelig og meget virkelig opgave, som jeg kan savne på land. Her er den. Løs den. Det er vigtigt.