Rasteplads

I går eftermiddags tikkede den ind på Navtexen. Varslingen. Kuling op til 20 m/s fra S i både sydlige og nordlige Utsira. Det er der, jeg er.
To muligheder: trække langt til havs og udnytte det skub i ryggen, som sådan en kuling jo unægtelig er. 20 m/s kan dog også nemt føles som et slag...

Eller søge ly. Jeg havde hjemmefra en drøm om at gøre turen til Bodø ved Lofoten nonstop. For at prøve det. Prøve mig. Men jeg har hele tiden vidst, at drømme er det stof, planer laves af, og planer er til for ændres. Især når man færdes i så stor og vild natur, som havet er. Havde jeg været på helt åbent hav med hundredvis af mil vand omkring mig, havde jeg ikke været bekymret ved at ride en hård kuling af i medvind. Op med stormfokken, ned og lave kaffe. Men vejret er meget ustabilt nu, og hvad nu hvis kulingen fra syd pludselig bliver en kuling fra vest? Så ligger jeg der, med 20 m/s ind på flanken, og kan ikke ride den af, men må sejle på tværs af den. Med en ubarmhjertig og meget hård klippekyst ganske få mil til læ.

Det er én ting. En anden er, at jeg må indrømme, at jeg er træt. To en halv døgns meget aktiv sejlads på uroligt hav, med skiftende, for det meste ret kraftig vind har tæret på en gammel mand som mig. To en halv døgn, hvor alt skal planlægges, alle bevægelser kræver kræfter, og hvor der hele tiden er en agtpågivenhed i sindet, en spænding, en kronisk opgaveløsning. To en halv døgn med sporadisk intervalsøvn fordelt klatvis ud over døgnet. Jeg er træt.

Så da Mathilde læner sit fenderbræt ind mod bildækkene langs en forfalden mole med presenninger og andet skrammel i Korshamn nær Farsund, er jeg en lettet mand. Motoren standses, og her er meget stille. Det går op for mig, hvor meget larm, der er på havet i frisk vejr. Bruset fra vandet om båden, vindstøjen i riggen, wirer og fald, der klaprer. Bevægelsesstøjen i sanseapparatet, fra de uafladelige rutsjeture ned af store bølger. Sindsstøjen fra opmærksomheden, prioriteringerne, valgene, handlingerne.
Pludselig er her helt stille. Et par vaskeægte nordmænd står på bryggen overfor og fisker. Jeg er omgivet af maleriske skær og hvide og røde træhuse. Idyl. Og her er stille.

Kattegat og Skagerrak

Man har god tid til at tænke herude. Alligevel tænker jeg ikke så meget, og de tanker, der kommer er for det meste strikt relateret til sejladsen. De handler meget om prioritering af opmærksomhedspunkter. Jeg opdager løbende småting, der har givet efter for termodynamikkens tredje lov (”alt stræber mod kaos”) og kræver udbedring. Haster det? Er det vigtigt? Hvis ikke, skal det udsættes, for enhver bevægelse på en lille båd på rejse kræver planlægning og kræfter. Jeg skal spare på kræfterne, for bare det at sidde i cockpittet kræver konstant kraft, bevægelse i kroppen. Ikke mindst på disse rejsens to første døgn, hvor vinden har været frisk og havet uroligt.

Men hvis det er vigtigt, skal det fikses nu, hvis der er mulighed for det, for vejret kan gøre betingelserne endnu dårligere senere. Helst ville jeg bare sidde og glo hele tiden, og skal tage mig sammen til hvert nyt projekt: skifte elastiksnor der, udskifte en split der, flytte skødepunktet i luv side til næste stagvending etc.

Og så er der den autopilot. Jeg har god tid til at tænke, og det er sjovt, så kreativ, jeg kan blive, når alternativet er gruopvækkende: afbrydelsen af rejsen og hengivelse til en landbaseret teknikers forgodtbefindende.

Hen under aften på rejsens første dag har jeg tænkt færdig, og i løbet af en halv times tid har jeg fremstillet en autopilot-fixer. Midlertidig, forstås. Ingredienserne er en køjebundsafstivning fra forkahytten, en bolt, to møtrikker med spændeskiver og to strips. Nu kan styrearmen forlænges, og ved at bore huller forskellige steder ud langs listen kan jeg nu selv bestemme, hvilket arbejdsområde, autopiloten skal arbejde i. Og det er vigtigt, da dens arbejdsområde jo er væsentligt indskrænket. Jeg samler vidunderet og konstaterer med stor fornøjelse, at opfindelsen virker! Vi fortsætter.

Desuden er autopiloten indtil videre unødvendig, for vinden er som sagt frisk, og vi stryger op igennem Kattegat på en dejlig halvvind for rebede sejl og vindror. Kl. 03.40 vækkes jeg, udover af den kvartersvise bippen af mobilen, der kalder til udkik, af en ny alarm: spændingsfald på batterierne. En hurtig måling bekræfter alarmens relevans: spændingen, der ved afsejling kun 14 timer før var på 13,8 volt, er faldet til 10,8 V! Hva' Hulan?! Mit strømforbrug er altid yderst moderat til søs, så der kan næsten kun være én forklaring: batterierne er kaput. De er også 7 år gamle, blev installeret ifb. med den første lange havrejse til Shetlandsøerne, så det kan såmænd godt passe. Timingen er bare ikke ideel!

Men igen: er det vigtigt? Nej, jeg kan klare mig med næsten ingen strøm, skal bare have til AIS'en, GPS'en og mobiltelefonen med kortplotter, og om natten i nogle få timer til den sparsommelige LED-lanterne. Motoren startes for nødstrøm, og når morgenen gryr, vil solpanelet kunne holde os kørende. Vi fortsætter...

I gnistrende smukt vejr runder vi Grenen tirsdag kl. 11.30 og lægger os ind i vinden, som er vestlig og frisk. Der loves vinddrejning til S og sågar SØ sent om aftenen, så det er bare at klø på. Natten kommer dog stort set til at gå på kloshalede sejl, bagbords halse. I køjen kan jeg på et tidspunkt høre delfinsang gennem skroget. Må selvfølgelig op at kigge, men de kære væsener bliver i dybden. Der hygger de nu også godt.

Ved 4-tiden i morges drejede vinden endelig om i S, senere til SØ, og vi går smukt fremad for spilede sejl i småregn lidt vest for Kristiansand. DMI taler om ”lavtryk på en snor” i den kommende tid, og Navtex- og GRIB-meldingerne er da også ret skizofrene, men der er syd i alle vindmeldinger, og så er skipper glad. Her går det jo mod nord! Jeg har taget stilling til risikoen for farlig sø i et stort refraktionsområde vest for Kristiansand, hvor SVlig vind mod den fremherskende SV-gående strøm kan give brækkende bølger. Da vinden tilsyneladende bliver i SØ, til jeg er igennem det problematiske område, klør jeg på, endda relativt tæt på kysten for at spare mil. Jeg vil gerne ud til Lindesnes, hvor jeg så småt kan begynde at dreje nordover, inden vinden går tilbage i SV i nat. I denne vejrtype kan ”i nat” sikkert godt betyde ”om lidt”. Desuden lover yr.no stiv kuling fra SØ ved Lindesnes, noget, som de øvrige vejrtjenester ikke er enige i. Får de ret, vil jeg, også af den grund, gerne være færdig med S-kysten hurtigst muligt.

Take off til Lofoten

110 liter benzin. 110 liter vand. 50 liter petroleum. 12 liter sprit. Proviant for i alt 5000 kr., til 6 ugers sejlads. Polarudstyr. Og alt det sædvanlige: drivankre, stormsejl, redningsflåde, vindror, 70 kg. kæde, 3 ankre osv. Der er læs på.
Og dog er vi lettet. Fra Aarhus, kl. 13.40 i dag. Og lettede. Intenst knokleri med de milliarder af forberedelser, som er nødvendige for at kunne sejle 1000 sømil, så vidt muligt nonstop, alene, op igennem Kattegat, Skagerrak, Nordsøen og Norskehavet er afløst af afsejlingens forløsning. Vi sejler, Mathilde og jeg. Som så ofte før, kun os to, og havet. Og alle sømilene. For enden af ruten venter Lofoten, nord for Polarcirklen, med sin midnatssol, sine fjelde og bræer. Hvaler.

Jeg er lidt forvirret, ikke helt i sync med rejsen det første par timer. Og ikke helt i sync med Mathilde, der for første gang i mit liv virker lige så lille, som hun faktisk er. Jeg har vænnet mig til hverdagen på mit andet hjem, S/Y Hanne Kjerstine, med sine 3 kahytter, toilet og 39 fods komfort. Mathilde er min eventyrmaskine nu. Og hun sejler som en drøm, som altid. Alligevel mærker jeg et uvant sug i maven ved tanken om endnu et vildt eventyr på tusind sømil i ukendt farvand, højt mod nord. Det fortager sig nok.

Den eneste konkrete grund til bekymring er, at jeg lige uden for havnen kunne konstatere, at autopiloten, som har været til reparation i vinter, kun er blevet delvist lavet: styrearmen havde sat sig fast i inderste position, og den dygtige tekniker fra Raymarine, som har brugt 4 måneder på at ”reparere” den, har åbenbart kun formået at få den til at køre ud til midterposition. Det betyder, at urolig rumskødssejlads og bagbords halse er umuligt med autopilot, hvilker er en anelse uheldigt med 1000 sømils solosejlads forude. Heldigvis styrer vindroret suverænt, jeg må håbe på vind til det hele vejen, og pønser allerede på kreative lappeløsninger, der kan få autopiloten til at humpe hele vejen til Lofoten. There's no turning back now. Følg med på denne kanal...

Artikler, interview og rundvisning

For overskuelighedens skyld har jeg her samlet alt det, som inden for de seneste måneder er udgivet om S/Y Mathilde.

For det første er der artiklerne i FTLFs blad Langtursejlerne om Færøturen: ARTIKLER OM FÆRØERNE

Så er der Drakes lange Youtube-serie med interview med mig om singlehandsejlads, Go Small-konceptet og meget andet:



...og rundvisningen på S/Y Mathilde under og over dæk:



...og endelig, som en slags "bonus", en extra-episode, som Drake har lavet til sine sponsorer. Den rummer mest fraklip, og kan sine steder være lidt pinlig (for mig)! Desuden er der lidt interview med drengene:



Rigtig god fornøjelse!

For the love of sail

Vinteren er over os, og det er dejligt! I Hanne Kjerstines salon hygges der til den liflige musik af oliefyrets sagte susen. Jeg glæder mig hver dag til at komme hjem fra arbejde. Til søs igen. Sådan skal det være!
Her er et lille stemningsbillede fra havnen, taget af min tidligere bådnabo Jakobs fotodrone for et par dage siden. S/Y Hanne Kjerstine og S/Y Mathilde ligger side om side i den røde ring:

Da drengene og jeg for halvandet år siden besøgte Vestmanna på Færøerne, mødte vi, som bloglæserne måske vil kunne huske, amerikaneren Drake og hans kæreste Monique. De sejler rundt i verden og lever stort set af at lave videoer til Youtube om sejlads og sejlere, de møder. Drakes videokanal har mere end 20.000 abonnenter!
Blandt andet interviewede Drake mig om min opvækst til at blive sejler, min sejladsfilosofi, mine drømme og min måde at udleve dem på, min forkærlighed for små både, min frihedsligning og min mission som sejler: at overskride grænser i min egen psyke - og inspirere andre til at gøre det samme.
Da Drake laver mange film, har han været ca. halvandet år bagud i redigeringen af sit materiale, men nu er de første to film færdige, og ligger klar på Youtube. Se dem her. Den første er traileren:




Så kommer selve interviewet, del 1 og 2:



og



Om ikke så lang tid følger tredje del af interviewet og en portrætfilm om S/Y Mathilde, hvor jeg gennemgår den lille havkrydser og hendes udstyr fra A til Z. Glæd jer!

Nisselandskab

Jeg må klamre mig til masten og stålbøjlen på ruffet for ikke at blive væltet af de hysteriske vindstød, som rammer alt opretstående med en skræmmende vrede. Luften er tæt af vandret flyvende, stikkende vanddråber, som rammer mig i ansigtet som projektiler. Hanne Kjerstine lægger sig ned med et træt suk, hver gang den vandtunge luft med særlig kraft tvinger riggen mod læ.

Jeg har travlt med at minimere skaderne. Mathilde, som jeg bevidst havde fortøjet op ad Hanne Kjerstine for at behændiggøre trafikken mellem de to skibe, kaster sig vildt ind i siden på hende. Hvis ikke bådene vendte hver sin vej, er jeg sikker på, at rigningerne ville gøre skade på hinanden, for Mathilde kaster sig selvsagt mere ned i stødene end Hanne Kjerstine, og masterne svajer vildt fra side til side. Mathildes vindror hamrer ind i Hanne Kjerstines søgelænder og er i fare for at komme i bekneb. Hanne Kjerstines forfortøjninger er strukket til det yderste, og badeplatformene på hækken gnider mod flydebroen (hun vender med stævnen udad). Der må handles!

Desuden er stormen ved at flå mine nyligt fremstillede isoleringssække af dækket og fordele dem over Aarhusbugten, så jeg farer også rundt og samler op, river selv af præventivt, og propper det sorte guld (glasuld i affaldssække) ind under cockpitteltet, i sikkerhed for Gorms raseri. For Gorm er det, som er på spil. Vinterens anden, hidsige storm. Jeg så ham komme under aftensmaden, hvor blikket tilfældigt faldt på barometeret. Og standsede. Det gjorde tyggebevægelserne også. En kort stund vejrtrækningen. Pilen pegede ikke på "Rainy", ej heller "Stormy". Den pegede ned på det ingenmandsland under skalaen, som ingen sømand ønsker at udforske af egen fri vilje. Personligt har jeg aldrig set så lavt et lufttryk før!

Og selv om både Mathilde og Hanne Kjerstine Gud ske tak og lov lå i havn, var der nok at gøre, da hr. Gorm nogle timer senere, som en fuld og gal, ravede gennem Aarhus Lystbådehavn. Jeg fik lagt spring på og, med spillene, halet Hanne Kjerstine fri af broen og Mathilde fri af Hanne Kjerstine, og faktisk gik ikke en eneste isoleringssæk til. Et par dage efter blev de igen tapet til dækket, denne gang med omkring 50 meter gaffatape ialt.

Jeg er ved at lære faget: at bo på båd helårligt. Isoleringen er kun en af de lektier, jeg har lært. Da en lille snestorm for nogle uger siden drog forbi, lykkedes det ikke, trods en el-udgift på kr. 100 den dag, at få temperaturen i kahytten op over 15 grader. Noget måtte gøres, og glasulden har gjort underværker. 

Jeg har installeret en separat brændstoftank til oliefyret, så det nu kan køre på billig diesel fra tankstationen i stedet for den dyre marinediesel i hovedtanken, og desuden fundet ud af, at det faktisk er ret beskedent i sit olieforbrug, så nu bruger jeg fyret, når jeg er hjemme. Det giver en dejlig, rigelig varme. Og jeg er ved at ændre gasinstallationen, så komfuret kan køre på 11 kg.-flasker i stedet for de meget dyre 3 kg. campinggas-flasker, som det bruger nu.

Vandmester. Det kan jeg nu føje til mit visitkort. Jeg har fået det lille kørekort i at lukke op og i for vandet på broerne ved fiskerikajen, hvor jeg ligger, så vi fastliggere nu har rindene vand i hanen vinteren igennem. Bliver det hård frost, lukker jeg, men kan så lukke op en gang om ugen, så vi alle kan få fyldt tankene op. Det viser sig, at vi er mange, der bor i bådene helårligt, alene ved min bro er vi 8.

Og så har jeg fået genopfrisket min respekt for gas. Jeg købte et lille, separat gasblus, som kørte på lightergas, for at have et ekstra blus til den større, finere madlavning. Ved påfyldning af lightergassen lykkedes det mig at knuse en lille porcelænsring, der omsluttede brænderen, men da jeg forsigtigt tændte brænderen, først på lavt blus, brændte den fint, og jeg tænkte, at ringen åbenbart ikke var så vigtig. Og gav mig til at koge bulgur på blusset. Det gik fint. I 5 minutter. Pludselig var hele køkkenbordet indhyllet i flammer, der stod helt op under ruffet. Jeg kunne ikke komme til at lukke for gassen pga. varmen, og forsøgte at kvæle ilden med brandtæppet, som hænger lige ved komfuret. Det virkede slet ikke, ilden var ligeglad. Vi endte i plan C: pulverslukkeren kvalte ilden på et halvt sekund, og det var jo godt. Meget godt. Men jeg ved nu, at pulverslukkere altid skal være det sidste, jeg tyer til, hvis det brænder. For du milde, hvor et svineri! Et pust på et halvt sekund - og hele bådens indre var på forbilledlig vis pyntet op til jul med den fineste puddersne. Overalt. Og jeg mener det!

Omkring tre timers rengøring senere var jeg heldigvis tilbage ved en båd, som ikke nåede at blive svedet det mindste af flammerne, så bortset fra, at jeg med jævne mellemrum finder lidt rester fra nisselandskabet, når jeg tager en bog ud fra reolen el.lign., kan man slet ikke se, at jeg har leget med ild. Pyha!

I morgen aften er det jul. Trods det store, og endnu ikke tilendebragte, arbejde med at optimere båden til helårsbeboelse og finde ind i alle de nye rutiner, har jeg også haft tid til at hygge mig med mine børn, som heldigvis nyder at være her, lige så meget som mig. Det bliver godt, det her, er det allerede. 

Og planer med min lille eventyrsatellit, S/Y Mathilde, som rastløst prøver sine fortøjningers holdbarhed lige ved siden af, begynder at tage form. Det bliver sommer igen. Og så skal vi på havet.

Polygami

En ganske let finregn lægger sig som softfilter på brillernes vinduer ud i det tætte novembermørke. En halvhjertet tåge lukker horisonten af for mine sanser, ved jeg fra tiden i gråt dagslys nogle timer tidligere, men der er dog hul opad: stjernerne blinker beroligende ned til mig, der i cockpittet. Over mig skærer de 78 kvm. sejl sig støt gennem den bløde, vandfyldte luft, fremad, stateligt og værdigt. Det har ikke blæst i mange dage, så havet er roligt trods ca. 7 m/s fra syd, som skubber de 10 tons langkølet oceanbetvinger frem i et venligt brus fra det brede forskib. Her ville være meget stille, hvis det ikke lige var for suset fra indsugningen til oliefyret ved mine fødder. Det er dog en støj, jeg kan rumme, for den vidner om dejlig varme om læ til den sovende besætning: mine to sønner og min far, som i hver sin kahyt forsøger at få lidt hvile på havrejsen.
Man skal vænne sig til ratstyring, man skal vænne sig til langkølet skib, man skal vænne sig til 10 tons. Derfor ligger Hanne Kjerstine ikke så støt på kursen, som Mathilde ville have gjort, med mig ved roret, men indlæringskurven er dog jævnt stigende. Det her kan jeg godt blive dus med, med tiden.

Men hvad foregår her? 78 kvm. sejl? 10 tons? Ratstyring? Separate kahytter? Oliefyr???! Og hvem f... er Hanne Kjerstine?!
Jo, der er sket det, at jeg er blevet skibsreder: d. 29. oktober købte jeg det gode skib Hanne Kjerstine af Vallensbæk, en Møn 391 på 39 fod overalt, 10 tons deplacement, 1,75 m. dybgang, bredde 3,30 m. Kutterrig med storsejl, krydsfok, genua og gennaker, samlet sejlareal 196 kvm. Er du særligt interesseret, kan du læse denne gamle prøvesejlads: KLIK HER.
Og i denne mørke nat, natten mellem d. 4. og 5. november i det herrens år 2015, er hun på vej over Kattegat mod sin nye hjemhavn, Aarhus Lystbådehavn.

Det her er sært: skipper Falk, den utrættelige skribent på denne lange blog, har prædiket fordelene ved små både i utallige indlæg og samtlige foredrag over de sidste 10 år, og nu sidder han der og fører sig frem ved et rat med en diameter som Rundetårn.
Men det har sin forklaring: hændelser og forandringer, som overraskende nok intet har med sejlads at gøre, har ført mig og min livsledsager gennem 18 år, Anne-Marie, væk fra hinanden. Da jeg nu stod i en helt forandret livssituation, og skulle finde en økonomisk realistisk måde at få tag over hovedet på, lå det lige for at tænke i skib. Jeg var inde omkring motorbåde og sågar husbåde(!), før det naturligvis endte med købet af et oceangående sejlskib, S/Y Hanne Kjerstine. Hun skal ligge i Aarhus, kun et kort stenkast fra S/Y Mathilde, som jeg ikke har til sinds at skille mig af med: for det første er hun det sublime værktøj for en solosejler i Nordatlanten, som er mit andet hjem, for det andet udvider hun de til rådighed værende boligkvadratmeter med en ekstra stue. Ikke at der mangler kahytter i øvrigt: Hanne Kjerstine er udstyret med tre separate kahytter, foruden salon og toilet, og det passer drengene overordentligt godt. Her skal de bo, sommer og vinter, når de er hos mig.

Du kender hende i øvrigt godt, kære bloglæser. Hanne Kjerstine. Det var nemlig hende, med sin besætning Ken, Tina og deres fire børn, som vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal i Skotland for to år siden, da vi var på vej rundt om England. De fortsatte siden til Madeira, Kanarieøerne og Azorerne, og var ude i et helt år. Nu har de skiftet til et endnu større skib, og måtte derfor, med blødende hjerte, skille sig af med Hanne Kjerstine, som har tjent dem godt i mange år. Skibet har tidligere sejlet som skoleskib på Middelhavet, så hun har været ude i verden, er blevet sejlet til. Og nu er hun kommet til mig, tager godt imod mig, og jeg imod hende. Vi får det godt sammen, det kan jeg mærke.

Ved 01.30-tiden kommer Sebastian (som nu er snart 11 år) op til mig i cockpittet, han kan ikke sove for en astmatisk hoste, som nok ikke just bedres af den kølige, vandfyldte luft. Men det hjælper at komme på højkant, og han bliver straks mere frisk.
Blandt de få ting, som jeg ikke umiddelbart kan forlige mig med på den nye skude, er autopiloten, som, uanset mine timelange forsøg med kalibrering, bliver ved med at karte frem og tilbage omkring kursen på en fuldstændig tåbelig måde. Jeg selv er ikke meget bedre, da ratstyring som sagt, for en gammel mand som mig, kræver en del tilvænning. Da jeg får brug for en timeout ved rattet, beder jeg med nogen spænding Sebastian om at tage over. Nu skal han styre stort skib. Knægten lægger sine vanteindpakkede hænder på rattet, kigger ned i kompasset og går i gang. Hvor skibet, med mig ved roret, havde udsving på ikke under 50 grader fra kursen, ligger hun nu limet på kompaskurs 260. Jeg kigger vantro på Sebastian, som med fuld koncentration og bittesmå korrektioner, uden indkøring overhovedet, formår det som jeg ikke, med adskillige timers øvelse bag mig, kunne: at guide de 10 tons sejlskib i den rigtige retning. Inspirerende/pinligt! Nå, men det er jo også skippers opgave at lede og fordele arbejdet. Det er hermed gjort, og jeg går ned og laver mig en kop kaffe.

Forud for sejladsen hjemover er gået ugers arbejde, ikke mindst af logistisk art. Jeg har kørt frem og tilbage mellem Aarhus og København mange gange, i sidste omgang med bjerge af sejladsudstyr og varmt tøj til en Kattegatpassage lige på kanten af sejlsæsonen. Weekenden før hjemturen var drengene og jeg i Vallensbæk sammen for at male Hanne Kjerstines fyldige undervandsskrog, mens hun alligevel var taget på land for salgsinspektion af de ædlere dele. Der blev knoklet igennem i et døgns tid, dog med et behageligt afbræk lørdag aften, da vi holdt den første boatwarming med besøg af min søster Marie og et lækkert måltid mad i den rummelige og meget hyggelige ædeltræssalon. I petroleumslampernes skær.

På turen op igennem Øresund til Helsingør var jeg så heldig at kunne have Ken med ombord. I 10 timer uafbrudt blev jeg undervist i Hanne Kjerstine tusindvis af små hemmeligheder. Jeg bliver igen bevidst om, hvor uendeligt kompliceret en krop sådan et skib er. Alle de installationer, af mekanisk, elektrisk og elektronisk art. Slanger og rør, pumper og filtre, relæer og samlinger. Kabler, wirer, motorer. Instrumenter. Det hele spiller, på en god dag, sammen i en rask organisme, som, udefra set, ser relativt enkel ud: det er jo bare en båd med et par sejl, og afsted det går. Hmm, nej, ikke umiddelbart...

Ved 7-tiden sætter vi de 88 kvm. gennaker, da vinden er løjet. Straks stryger vi op i fart, stadig med fin balance i trimmet. Efterhånden frisker vinden igen, og det bliver en fysisk meget krævende opgave at styre det store skib, som hun kaster sig ned og frem for det store sejlareal, så ved 9-tiden kommer gennakeren ned igen.

På det sidste stræk torsdag middag fra Sletterhage ind mod Aarhus er vinden dog igen ganske let, og med gennakeren atter på plads fra mastetoppen skrider vi ind mod hjem med vores nye hjem. 120 kvm. sejl oppe. Jeg er ved at have lært det ratstyring, og kan nu på respektabel vis styre mit skib, som et skib skal styres. Ind mod Isbjerget på Aarhus Ø. 

Forude venter et nyt liv, både på det indre og ydre plan. Et liv som single. Et liv som skibsreder. Et liv som sømand året rundt, hver dag, med havet rundt om mig og under mig, med lyset i vandoverfladen hver morgen ved morgenkaffen. Med vinden i rigningen og den bløde vuggen i køjen, når jeg om aftenen tørner ind i forkahytten. Et liv med to dejlige damer. S/Y Mathilde. Og S/Y Hanne Kjerstine.