Men hvis det er vigtigt, skal det fikses nu, hvis der er mulighed for det, for vejret kan gøre betingelserne endnu dårligere senere. Helst ville jeg bare sidde og glo hele tiden, og skal tage mig sammen til hvert nyt projekt: skifte elastiksnor der, udskifte en split der, flytte skødepunktet i luv side til næste stagvending etc.
Og så er der den autopilot. Jeg har god tid til at tænke, og det er sjovt, så kreativ, jeg kan blive, når alternativet er gruopvækkende: afbrydelsen af rejsen og hengivelse til en landbaseret teknikers forgodtbefindende.
Hen under aften på rejsens første dag har jeg tænkt færdig, og i løbet af en halv times tid har jeg fremstillet en autopilot-fixer. Midlertidig, forstås. Ingredienserne er en køjebundsafstivning fra forkahytten, en bolt, to møtrikker med spændeskiver og to strips. Nu kan styrearmen forlænges, og ved at bore huller forskellige steder ud langs listen kan jeg nu selv bestemme, hvilket arbejdsområde, autopiloten skal arbejde i. Og det er vigtigt, da dens arbejdsområde jo er væsentligt indskrænket. Jeg samler vidunderet og konstaterer med stor fornøjelse, at opfindelsen virker! Vi fortsætter.
Desuden er autopiloten indtil videre unødvendig, for vinden er som sagt frisk, og vi stryger op igennem Kattegat på en dejlig halvvind for rebede sejl og vindror. Kl. 03.40 vækkes jeg, udover af den kvartersvise bippen af mobilen, der kalder til udkik, af en ny alarm: spændingsfald på batterierne. En hurtig måling bekræfter alarmens relevans: spændingen, der ved afsejling kun 14 timer før var på 13,8 volt, er faldet til 10,8 V! Hva' Hulan?! Mit strømforbrug er altid yderst moderat til søs, så der kan næsten kun være én forklaring: batterierne er kaput. De er også 7 år gamle, blev installeret ifb. med den første lange havrejse til Shetlandsøerne, så det kan såmænd godt passe. Timingen er bare ikke ideel!
Men igen: er det vigtigt? Nej, jeg kan klare mig med næsten ingen strøm, skal bare have til AIS'en, GPS'en og mobiltelefonen med kortplotter, og om natten i nogle få timer til den sparsommelige LED-lanterne. Motoren startes for nødstrøm, og når morgenen gryr, vil solpanelet kunne holde os kørende. Vi fortsætter...
I gnistrende smukt vejr runder vi Grenen tirsdag kl. 11.30 og lægger os ind i vinden, som er vestlig og frisk. Der loves vinddrejning til S og sågar SØ sent om aftenen, så det er bare at klø på. Natten kommer dog stort set til at gå på kloshalede sejl, bagbords halse. I køjen kan jeg på et tidspunkt høre delfinsang gennem skroget. Må selvfølgelig op at kigge, men de kære væsener bliver i dybden. Der hygger de nu også godt.
Ved 4-tiden i morges drejede vinden endelig om i S, senere til SØ, og vi går smukt fremad for spilede sejl i småregn lidt vest for Kristiansand. DMI taler om ”lavtryk på en snor” i den kommende tid, og Navtex- og GRIB-meldingerne er da også ret skizofrene, men der er syd i alle vindmeldinger, og så er skipper glad. Her går det jo mod nord! Jeg har taget stilling til risikoen for farlig sø i et stort refraktionsområde vest for Kristiansand, hvor SVlig vind mod den fremherskende SV-gående strøm kan give brækkende bølger. Da vinden tilsyneladende bliver i SØ, til jeg er igennem det problematiske område, klør jeg på, endda relativt tæt på kysten for at spare mil. Jeg vil gerne ud til Lindesnes, hvor jeg så småt kan begynde at dreje nordover, inden vinden går tilbage i SV i nat. I denne vejrtype kan ”i nat” sikkert godt betyde ”om lidt”. Desuden lover yr.no stiv kuling fra SØ ved Lindesnes, noget, som de øvrige vejrtjenester ikke er enige i. Får de ret, vil jeg, også af den grund, gerne være færdig med S-kysten hurtigst muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar