Modvind

Vladimirs ord ringer igen for mine ører, da bussen sætter i gang og svinger ud på Frederiks Allé med kurs mod motorvejen til København. "Murmansk is known to be a rather formal, bureaucratic city so you should do things in strict accordance with the Russian Law to avoid possible complications with the authorities". Hmm, ja det aner mig!
Forud for denne onsdag morgen, hvor jeg har sat mig til rette i bussædet med en kop kaffe og en dæmrende følelse af ikke at være rigtig klog, er gået uger ved computeren, med skriverier frem og tilbage og research. Jeg har måttet tegne en sygeforsikring og fået forsikringsselskabet til at udfærdige en særlig, personligt underskrevet erklæring om min fulde dækning i tilfælde af dette og hint. Jeg har fået taget friske pasbilleder, for de må ikke være over 6 måneder gamle. Jeg har bøvlet mig igennem en lang onlineformular med oplysninger om alt væsentligt om min eksistens på planeten Jorden i de sidste 45 år, inklusive referencer til diverse policer, invitationer og pas. Jeg har skrevet med Vladimir Ivankiv, en agent i Sct. Petersborg, som har specialiseret sig i at hjælpe kamikaze-sejlere ind, og i lykkelige tilfælde også ud igen. Af Rusland.Vladimir har fremskaffet en pro forma-invitation fra et russisk turistbureau med indrejse- og udrejsedatoer, bådnavn og -data, stempler og mærker og referencenumre og det hele, Den har været forsinket, været forkert, udskiftet og ankom endelig i sin forhåbentlig korrekte form i min indbakke kl. 23 i går aftes. I sidste øjeblik, for i dag er min sidste mulighed for at bruge en hel dag på at rejse over til Russisk Visum Center i København, før jeg i næste uge vil skulle rejse helt derover igen for at hente det guldrandede visum. Forhåbentlig, altså.

Hvad er der galt med mig? Hvad er det for en drift, som hvert år ved denne tid tager fat dybt inde i det uransagelige mørke, hvorfra motivation kommer, og trækker mig ud og imod, altid imod? Altid længere, mere ensomt, mere ekstremt, vildere, nordligere, mere uprøvet, farligere. Hvad er det, jeg vil med det? At sejle mod syd, ned i varmen til palmerne, badevandet og de smukke kvinder, har aldrig trukket i mig. Jeg vil noget andet. Jeg har en mission deroppe, derude og derinde i motivationens mørke. Det står mig ikke helt klart, hvad det er for en mission, men jeg mærker, at jeg må være tro imod den, og at det er vigtigt. Det er der, det der med ikke at være rigtig klog hvisker lidt med.
Men er det klogt bare at gøre det, som er trygt og rart, hvis der nu er en længsel, som ikke tilfredsstilles der? Hvis ikke mine sejladser var til for at møde længslen med respekt og nysgerrighed, så var de ikke til i det hele taget. Så kunne jeg bare tage et charterfly til en strand med gode liggestole. Det ville godt nok være nemmere, og rarere.
Det handler om at ville kende virkeligheden. Den møder mig på et koldt, øde hav eller på en fjeldtop med mange kilometer til nærmeste, levende væsen. Jeg er alene med den, og den har adgang til mit system, som ellers sjældent. Det er noget med det.

Masterplanen for sommerens tilstundende polarsejlads var at sejle fra Lofoten, hvor Mathilde står og venter i sit stativ, op over Nordkap-kalotten med drengene, videre alene til Svalbard. Spotte nogen kaskelothvaler, filme en levende isbjørn i sit rette element. Besøge en polsk forskningsstation. Ankre ved de enorme bræers kant, høre isen knitre. Alene op over Barentshavet, alene tilbage igen. Ekstremt. Frit.
Jeg er dog desværre stadig så bundet af fast arbejde, at jeg ikke kan få ryddet et tilstrækkeligt stort hul i kalenderen til projektet, som ville blive for presset. Der er langt til Svalbard, og kravet om riffel for landgang deroppe strammer yderligere tidsplanen. Jeg ville nemlig skulle sejle direkte til Longyearbyen, som ligger helt oppe midt på det store ørige, for at leje en riffel, og jeg ville skulle slutte samme sted igen for at aflevere den før afgang. Alt for lidt tid til at udforske landet, efter mange døgns sejlads op over det store, uberegnelige polarhav. Jeg dropper sjældent en ide, men det er sket i dette tilfælde.
I stedet faldt mit blik på Murmansk. En vistnok temmelig grim, russisk olie-/fiskerby, desuden base for en stor del af den russiske atomubådsflåde. I et land, som er præget af lidelse, undertrykkelse, druk, korruption, brutalitet og paranoia. Ekstremt. Vildt. Sjældent prøvet før. God ide.

"10201814, Mads Bo Falk", bliver der råbt. Fra det lille venteværelse går jeg ind til glaslugen og lægger det omfattende chateque med papirer foran den unge dame, som til min overraskelse kan smile. Der har ikke været megen varme eller humor i proceduren indtil nu. Det tager hende under 20 sekunder at finde fejlen. I det ene af de to papirer fra Vladimir står bådens navn, men det burde også stå i det andet. Desuden skal det fremgå, at jeg vil sejle ind fra Norge (hvor Fanden skulle jeg ellers komme fra, mod Murmansk?!), og at jeg påtænker at overnatte på min båd (surprise, plejer ellers altid at bo på femstjernede hoteller eller sove i papkasser under motorvejsbroer, når jeg er på tur). Nå, men det klarer vi da nemt: hun får alle mine papirer, pas mv. og de fingeraftryk, som vel er grunden til, at jeg har skullet møde personligt frem, og jeg får Vladimir til at skaffe nye papirer med de eftertragtede, vitale informationer, og maile dem direkte til den søde dame. Hun vil formodentlig kunne have dem i morgen. Men næ nej, den går skam ikke. Hun skal have alle papirerne samlet på en gang, da de skal videresendes til ambassaden. Kan de ikke bare ligge i en pæn stak på hendes natbord indtil i morgen tidlig, før hun sender dem videre? Nej da, det kan desværre ikke lade sig gøre. Hvorfor ikke? Fordi det ikke kan lade sig gøre. Nåeh, sådan. Det giver jo mening.
Vladimir skal fremskaffe de nye papirer, få dem stemplet i begge ender og maile dem til mig indenfor en time, hvis det skal nås inden visum-centeret lukker for i dag, og jeg kan jo altså ikke bare rejse hjem og herover igen i morgen. Jeg gider heller ikke. Der ryger en SMS afsted til Vladimir, uden de store forhåbninger bundet i halen.
Min kusine, som er stødt til i venteværelset, kan supplere min pludseligt opståede følelse af absurditet og min med fornyet kraft tilbagevendte følelse af at være bindegal, med en anekdote om en dansker, som skal være blevet fængslet med trussel om en straf på 5-10 år bag tremmer, for deltagelse i et Jehovas Vidner-møde i Rusland. Forseelsen bestod i at have talt lidt om Bibelen i en lille, lukket kreds. Gad vide, hvad russerne vil kunne finde ombord på det gode skib Mathilde, som kan sende mig til Sibirien, til jeg fylder 70?
Da slår det mig pludselig: de kan rende mig! Og da mine ben forlader visum-centeret med min forundrede krop ovenpå, er det sket for anden gang i dette forår: en plan er blevet droppet.

Regnen siler ned over den store forrude, mens bussen bevæger sig hjemover ad E45. Jeg kender de træer, kender den asfalt, kender de baglygter, som grynet træder frem i tykningen forude. Det er så velkendt, så dansk, så fladt, så enkelt. Så trygt. Så forudsigeligt.
 Hvad nu? Om under tre uger sidder jeg i flyet mod Nordnorge med mine sønner, på vej op til sommerens eventyr. Vi skal op over Nordkap, så meget er sikkert. Det bliver flot og spændende. Så vidt er rammen sat op. Men derefter? Hvad med længslen? Jeg kan sejle tilbage til Lofoten igen, når drengene er fløjet hjem, stille og roligt, tage mig god tid til at udforske fjorde og øer. Det kan blive fint, måske endda helt fantastisk. Men hvad med længslen? Hvad med den?

S/Y Hanne Kjerstines skumle fortid

Tina, hvis herlige familie vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal, da vi i 2013 sejlede rundt om England, har skrevet en artikel i Langtursejlerne om deres tur. Den fortsatte til Madeira, Kanarieøerne og Azorerne, og de var ude at sejle i et år, godt og vel.
Hvorfor er det relevant på denne blog? Fordi de sejlede i det gode skib S/Y Hanne Kjerstine, som nu er min elskede bopæl og "daycruiser" i Aarhusbugten. Læs her - og få lyst til mere langtur:

ARTIKEL OM HANNE KJERSTINES REJSE

Afsked

Fredag d. 5. august 2016. Tromsø.



Sommerens togt er endegyldigt slut. Mathilde blev i onsdags ved højvande trukket op af sit rette element med Harstad Båtforenings travelift og kørt til sit vinterhi på bådepladsen. I ti måneder skal hun nu hvile sig i sit stativ, mens skipper samler kræfter til næste ekspedition og aftjener sin værnepligt hjemme i hamsterhjulet. Og længes efter at komme mod nord igen. Det er her, det er. Det, som jeg længes efter.

Det er tid for evaluering og statistik. Det er praktisk, det er tørt, og det er ren poesi. 

Arktis har vist sig at være meget nemmere at sejle i end forventet. Jeg havde, bortset fra almindelig kulde, regnet med en del kondensproblemer ombord, det har vi stort set ikke haft, da luften er ret tør, selvom den er kølig. Det kolde vand gør et kompressorkøleskab (som vi ikke har) unødvendigt: kølevarerne blev blot opbevaret i et stuverum lige op af skroget ud mod vandet. Dejlig fast smør hver morgen. 

Det døgnlange lys gav optimale betingelser for solpanelet, og jeg har ikke haft et strømkabel i land i 6 uger, selv ikke med de defekte batterier i starten af turen! Efter at drengene kom ombord har computerne endda kørt en del ind imellem.

På hele Helgelandskysten og Lofoten vrimler det med gudesmukke, velbeskyttede og øde ankerpladser med suveræn holdebund. Ankeret har ikke rokket sig en millimeter nogen steder, og kommer op helt rent. Sikkert tegn på god sandbund.

Det er lykkedes at imødegå de ret høje, norske madpriser med en omfattende proviantering hjemmefra. Det er minimalt, hvad jeg har købt i Norge, og der er endda en del proviant til overs til næste år.

Jeg lader aldrig en lejlighed til at lovprise små sejlbådes fordele gå fra mig. Her kommer en mere: havde jeg haft en større båd, havde vi ikke kunnet overvintre i Harstad. Den ville ikke kunne komme op på deres bedding, og de stativer, jeg kunne låne her, ville ikke være store nok. Den lille båd er handy og kan puttes ind, hvor de andre ikke kan være. 

Derfor slipper jeg med de 2500 norske kroner for hele vinteren, det er 2000 danske. Hjemme i Aarhus ville pladsleje koste omkring 8000 kr. 6000 kr. sparet. 

Hertil kommer den sparede statsafgift på forsikringen, da Mathilde er udenfor dansk toldområde. Ca. 2500 kr. mere sparet. 

Besparelsen betaler stort set vores fly- og færgebilletter, så det eksotiske eventyr i fjernt farvand til trods, ender jeg på et regnskab, der ligner tidligere års! Det er tilfredsstillende, for det giver mulighed for at blive ved på den måde. Lige nu kan jeg ikke se, hvorfor Mathilde nogensinde skulle komme hjem igen. Verden er stor, alene Nordatlanten tilbyder bevidsthedsudvidende, udfordrende, smukke og fremmedartede rejsemål nok til flere liv. Så længe jeg af en eller anden grund holder fast i et konventionelt arbejdsliv på landjorden, er denne måde at sejle på den eneste mulighed for at nå rigtig langt på de små seks ugers sommerferie, jeg kan skrabe sammen hvert år. Og det er nu afprøvet. Det virker.

Turen i tal:

• Turen varede 40 dage.
• Der blev sejlet i alt 1230 sømil
• Effektiv sejltid 12 døgn, 20 timer og 20 minutter
• Heraf ca. 50 timer for motor, svarende til kun 16 % af tiden!
• Mathilde overnattede for anker 13 nætter, i havn 18 nætter, på havet 8 nætter 
• Samlet udgift til havnepenge 690 kr., altså 17 kr./dag i gennemsnit! 

Den sejlede rute:

Ruten kan granskes nærmere her: RUTE.

Næste sommer? Tja, som sagt ligger Svalbard og venter deroppe, med sin endnu voldsommere, vildere natur. Det trækker. Men Lofoten er et godt udgangspunkt for mange andre eventyr. Nord om Nordkap, til Murmansk? Lofoten rundt? Ned langs Helgelandskysten? Tværs over Norskehavet til Island? Der er drømme nok. De praktiske omstændigheder er de primære determinanter for hvilke, der bliver til planer. Men der er en tendens til, at med Mathilde bliver planer altid til virkelighed. Voldsom, berusende, befriende virkelighed. Det store hav. De spændende kyster. Den vilde natur. Den åbne himmel. Og den lille båd med de store kræfter. 

Vi vender tilbage.

Zen og kunsten at vedligeholde en langtursbåd

Torsdag d. 4. august 2016. Hagan, Harstad.

Hvis du kun interesserer dig for blåt hav, bjerge, hvide sejl mod skyerne, drinks ved solnedgangstid og glæden ved bevægelse over havet, kan du roligt springe dette indlæg over. Her skal vi længere ind. Bogstaveligt talt ind i maskinrummet på en langtur. Det bliver lidt teknisk. Men det er medtaget som et eksempel på en maske i det store net, som udgør rejsen over havet i en langturssejlbåd. Det er et stort net, og derfor er det en stor rejse. Nettet er større i en langtursbåd end i en "almindelig" sejlbåd, fordi langtursbåden er mere kompliceret udrustet, men især, fordi langturssejleren skal kunne bøde hver eneste maske i sit net selv.

Jeg er i en ny situation. Samtidig med, at denne rejse stadig er i gang, skal jeg forberede næste års rejse, for det er nu, jeg har muligheden. Om lidt forlader vi Mathilde og jeg vender først tilbage få dage før afgang næste sommer. Hun skal derfor være stort set 100 % skudklar før vi rejser hjem.

Vi er sejlet rundt om Troldenes til Hagan, hvor Mathilde skal overvintre. Det viser sig at være en perfekt havn til det formål. Her er stille og fredeligt, der er bad, toilet, internet (”Juhuu”, siger drengene), strøm, vand, miljøstation, vinterplads, bedding, et hyggeligt klubhus med køkken – og en stor Rema1000 tæt ved. Desuden er folk i Harstad Båtforening, som jeg nu er blevet medlem af, flinke, gæstfri og hjælpsomme. Det er ikke en gæstehavn, så her kommer kun de mennesker, der skal reparere noget på deres båd, eller måske ligefrem ud at sejle. Vi har fem dage her uden anden aktivitet end reparationer, oprydning, nedrigning og hygge. Drengene hygger sig med computerspil i klubhuset, eller de hører musik, leger på havnen, ser film eller laver slet ingenting. Tiden går hurtigt, og vi har det alle godt.

Men jeg har en bunden opgave: jeg skal have repareret motoren, før vi rejser hjem. Hvis ikke jeg ved, at jeg har en driftsikker motor næste sommer, kan jeg ikke planlægge. Hvis mine drømme om at sejle helt op i polarisen skal blive til planer, kræver det, at jeg ved, at mit udstyr er i orden. Motoren har kørt fuldstændig driftsikkert i 10 år, bortset fra tomgangsproblemet, som har stukket hovedet frem i ny og næ, og hver gang er forsvundet af sig selv. I denne omgang er det bare kommet for at blive. 

Som før nævnt har jeg leget en del med den maskine i løbet af turen, uden held. Nu må det være nok. Jeg afmonterer karburatoren og hopper på klapcyklen (hurra for den). Der er en halv time på cykel op og ned af bakke til et motorværksted, som ikke har ferielukket, inde i Harstad. Jeg har fået kontakt med en mekaniker, som renser karburatoren grundigt, mens jeg kigger på, tager noter og billeder. Det er vigtigt at få repareret motoren, men endnu vigtigere, at jeg lærer selv at gøre det, hvis problemet skulle opstå igen, muligvis 300 sømils Barentshav nord for det nærmeste, ferielukkede værksted. Vi finder faktisk en del snask i karburatoren, og tomgangsstrålerøret er tilstoppet. Det er alle tiders! Fejl er trælse, udiagnosticerede fejl er utålelige.

Jeg har før haft karburatoren skilt ad, men jeg er jo ikke mekaniker, og har dels ikke vidst, hvad jeg skulle kigge efter, dels ikke haft udstyr til at rense tingesten tilstrækkeligt. Desuden var det jo ikke sikkert, at det var karburatoren, der var problemet. Her har jeg begået en klassisk fejl: jeg har håbet, at fejlen lå et andet sted, for det er meget besværligt at afmontere karburatoren! Derfor har jeg set forbi det indlysende.
Da jeg studerede pædagogik, læste jeg i en lærebog denne anbefaling: ”Look for horses, not zebras!”. Altså: det er stort set altid enkelt og lige ud ad landevejen, hvor problemet er. Jeg har kigget efter alle mulige, mindre sandsynlige løsninger, fordi de var nemmere og lå indenfor mit kompetenceområde.

Da jeg vender hjem fra værkstedet har jeg dels en renset karburator, dels karburator-rens og trykluft, som jeg har fundet i et byggemarked i byen, i min taske. Og humøret fejler ikke noget. Nu skal jeg bare have samlet skidtet, så kører det! Klassisk fejl nummer to: jeg glemmer Murphys Lov.
Nu jeg er i gang, skifter jeg motorolie og gearolie på motoren, så bliver det vist ikke finere. Karburatoren genmonteres og jeg starter muntert fløjtende motoren. Den går i gang med et brøl. Jeg tager gassen af. Den går i stå. Det gør jeg også. Og jeg kan mærke, at det nu er tid for en lille pause.

Vi tager en kop kaffe og vores 16.45-kage (som der har udviklet sig endnu en tradition for ombord). Jeg prøver at tænke på noget andet end motor, men det er lidt vanskeligt, da den er monteret på prøvebænken i cockpittet, og der er slanger, værktøj, spildolie og forhåbninger over det hele.

Så tager jeg opvasken. Henter vand. Venter. På energien og gåpåmodet. Det kan ikke nytte at forcere processen. Jeg kan ikke klare udfordringen på ren stædighed. Der skal være et indre drive og det er lige ude at gå en tur i den friske luft. Straks tilbage, håber jeg.

Hen under aften kan jeg mærke, at jeg vil igen. Ud kommer karburatoren, nu går det hurtigt, for jeg har rutinen. Jeg splitter den ad i atomer. Der er snask i. Tomgangsstrålerøret er tilstoppet. What the...?!
Det går op for mig, at jeg nu har synderen på kornet, og mit dræberblik vandrer ned i bagbords kistebænk. Der ligger brændstoftankene.

Klokken 22.00 står jeg i Rema1000 og køber et shitload af kaffefiltre. Kl. 22.15 står jeg på broen og omhælder de sidste 7 liter benzin i Tank 1 til en pøs, igennem et af filtrene. Tanken sættes på højkant, der eftertømmes med en hævertpumpe til petroleum, som vi heldigvis havde med. Derefter tørrer jeg op i hjørnet af tanken med en klud på en pind, kluden fiskes op med en gribearm til montering af rebeliner, som vi heldigvis også havde med. Repeat. 7 gange. Først da er tanken ren at se til. Brændstofslangen skylles igennem med den rene benzin.

Kl. 23.45 samler jeg motoren, kobler brændstofslangen på og begynder at fylde karburatoren med benzin. Mit liv passerer revy, da jeg konstaterer, at der drypper en ikke uanseelig mængde benzin ud fra bunden af karburatoren. Den er utæt!!! For første gang i hele processen (og det er jeg faktisk ret stolt af) må mine unge sønner nu lægge ører til en del helt nye gloser (og nej, det er ikke ”gasspjæld” eller ”tomgangsstrålerør”, jeg refererer til).

Igen er det tid til en pause. Der skal være fokus, indre ro og klarhed, ellers skal jeg ikke røre ved noget, ved jeg. Jeg tager opvasken. Henter noget mere vand. Trækker vejret dybt. Meget dybt.
”Jeg synes faktisk, du tager det flot, far. Jeg ville have fået et mentalt sammenbrud for længst”, kommer det ude fra Antons køje. Ja, det er der da så sandelig også dækket bord til. Jeg har kæmpet med det her problem i fire uger! Jeg undgår det mentale sammenbrud ved hele tiden at træde tilbage og lade tiden gøre arbejdet. Løsningerne skal komme til mig, og det skal de have tid til. Ro på. Vent. Se, hvornår du begynder at bevæge dig igen. Så er det tid.

Det gør jeg kl. 00.30. Jeg er nemlig kommet i tanker om, at jeg var lidt mistænksom overfor den gummislange, som primeren er forbundet til karburatoren med, da jeg samlede motoren. Slangen bliver trukket af, jeg skærer halvanden centimeter af og monterer den igen. Hokus Pokus. Det er tæt!

Da jeg trækker i snoren kl. 00.45 er jeg ikke længere spændt. Jeg ved, at jeg har spiddet problemet, fordi jeg har fulgt kæderne af årsag og virkning fra deres udspring og til sidste led. Det har taget sin tid, må man sige. Fordi jeg ikke har fulgt netop disse kæder før, og er begynder her, har jeg været på mange vildspor. Dem kommer jeg hele tiden på, når jeg følger årsagskæderne, og netop denne aktivitet er en fuldstændig integreret del af langtursejlads. Jeg er begynder hele tiden, og min erfaring består i at vide, hvordan jeg skal arbejde mig frem uden at kende løsningen endnu.

Og der er læring, ikke mindst på vildsporene. Det er ofte ude på de små sideveje, udsigten er mest spændende. 

Motoren starter med et brøl. Jeg tager gassen af. Den kører. Ja, den gør. Den kører.

I mål

Søndag d. 31. juli 2016. Harstad.

Jeg vækkes kl. 03 af min overfladiske søvn af det rabalder, der måtte komme: opvaskestativet med gårsdagens opvask er skredet ned fra kistebænken og landet på dørken med et brag. Mathilde kaster sig fra side til side og hid og did, og flår i sine fortøjninger. I min pilot står, at gæstehavnen i Harstad kan være urolig ved vind fra NØ og Ø. I går, da vi ankom, var her stort set vindstille, med en lille luftning fra V, så der burde ikke være problemer. Ikke desto mindre begyndte dønning at rulle ind ude fra havet ved 22-tiden. Gæstehavnen er slet ikke en havn, bare nogle pontonbroer ud i vandet. Der er ingen mole til at bryde dønningen, så den havde frit spil. Broerne og bådene begyndte straks at gynge helt vanvittigt op og ned. Hvor kom den dønning fra? På et spejlblankt hav?



Forklaringen fandt jeg i dagens GRIB-fil (vejrkortet): hele dagen havde der blæst en stiv kuling fra NØ oppe i Barentshavet. Det er et stort hav. Og det starter kun 30 sømil herfra, ved Andenes. Dønningen må være sendt herned derfra.
Det eneste, jeg kunne gøre, var at montere vores forfortøjninger med kødben (gummifjedre) og afmontere ankeret, som klirrede irriterende i sit klyds i stævnen. I morges var den ene forfortøjning slidt over ved skamfiling efter nattens hårde arbejde!

I min pilot står også, at gæstehavnen kan være larmende på sommernætter. Oh yeah. I en motorbåd to pladser fra os brød en fest ud ved 04-tiden, med tilhørende høj musik, fællessang, klirrende glas, råben og skrigen. Festen varede til ved 07-tiden. Dønningen er her stadig. Sebastian sov fint hele natten. Det gjorde Anton og jeg ikke!

Bortset fra det er Harstad en fin "storby", med H&M, The Body Shop, Rema1000, Nordea og alle de andre. Desuden ganske hyggelig. Og jeg er glad for at være nået hertil, ikke mindst, da jeg har fået en aftale med en lille bådklub 5 sømil fra gæstehavnen om Mathildes overvintring. Hun kan komme på land på onsdag eller torsdag, og stå der indtil slutningen af juni næste år for ialt 2500 NOK. That's more like it!

Anton er også godt tilfreds: i det nærliggende hotels lobby er der fri Wi-Fi. Det har været en i stigende grad efterspurgt mangelvare for vores teenager de seneste dage, som, specielt for tre dage siden, var ramt af en hjemve-neder. Hans egen analyse lød, at han bare savnede et godt game League of Legends for at komme på ret køl igen, og det ser ud til at holde stik. Humøret fejler i hvert fald ikke noget nu, og det gælder hele besætningen rundt.

Det er en lidt mærkelig følelse, at togtet nu måske er slut, bortset fra de sidste 5 sømil. Vi overvejer at sejle op til Andenes for at se kaskelothvaler, som færdes der, men den står på nordenvind de næste mange dage, så det er ikke sikkert, det bliver til noget. Sandsynligvis bliver vi her, og jeg bruger dagene til at rigge Mathilde ned og gøre klar til næste års togt. Det er lidt mærkeligt, at målet pludselig kom til os, men egentlig er vi vist alle godt fyldt op med oplevelser, og kan sagtens hygge os i byen i en lille uge.

Jeg tænker tilbage på den seneste uges højdepunkter, som, udover bjergbestigningen, omfattede:

Hvalbøf på Klatrecafeen i Henningsvær. Superlækkert, mørkt rødt kød. Desværre vidste de ikke hvilken hval, kødet kom fra:

Anton fangede ikke mindre end 4 flotte makreller på én line, på 2 minutter:

Der er i det hele taget godt hul på fiskeriet, som også i forgårs gav to sejer, der blev friturestegt i tempuradej. Makrellerne blev omdannet til "makrel i tomat". Det til trods, er det klart sjovere for drengene at fange fiskene end at spise dem...

En landgang ved Straumøya, hvor vi fandt en krystalklar kilde på klipperne, og hvor en havørn lettede 10 meter foran os:

Den tilbagevendende glæde ved at komme op i cockpittet til endnu en solbeskinnet dag på en smuk ankerplads, sætte sig med en kop kaffe og betragte bjergene:

Og den ene smukke sejlads efter den anden:

Da drengene kom ombord for to uger siden, beordrede jeg dem, som det første, i uldundertøj, og bekendtgjorde (ud fra min daværende erfaring med sejlads nord for Polarcirklen), at de ikke skulle regne med at komme ud af det igen, før vi skulle hjem. Sådan kom det ikke til at gå. Vi har haft generelt dejligt vejr, omtrent som en almindelig sommer i Danmark, måske lidt til den kølige side, men stort set uden regn overhovedet. Cockpitteltet har slet ikke været slået op, og petroleumsovnen ikke været tændt!

Vinden har ikke på noget tidspunkt, siden min ankomst til Bremstein for tre en halv uge siden, blæst over 7 m/s, for det meste en del mindre, og den har næsten uafbrudt været i NØ.

Her kan man godt være. Faktisk er det det mest fantastiske område, jeg har sejlet i til dato, og det siger altså ikke så lidt. Selv Færøerne er blevet overgået i år!

Dybt at falde

Tirsdag d. 27. juli 2016. Gullvika, 68°15,0' N 14°53,5' Ø

Luke hører Obi-Wan Kenobis stemme og føler Kraften strømme igennem sig, da han slår computeren fra og på rent instinkt udløser neutronbomben. Den rammer rent ned i skakten på Dødsstjernen, som kort efter eksploderer i et inferno af ild, mens Darth Vader hvirvler ud i rummet i sin TIE-Fighter...

Jeg har trukket et af mine kort. Det er nødvendigt. Vinden piber i klippesprækkerne inde i land, skyerne dykker fra den grå himmel ned i fjeldtragten nord for ankerpladsen og vælter ned imod os. Fjeldene er for høje. Himlen for dramatisk. Det er for voldsomt. Jeg er oplevelsestræt. Det sker, men det er sjældent. Nu er det sket. Presset fra de overvældende omgivelser har været heftigt i mange uger, og nu kan jeg ikke mere. Mit energiniveau styrkdykker, jeg mærker mismod og kraftesløshed. Noget må gøres, og det skal være radikalt.
Svaret bliver Star Wars i kahytten, med lukket luge til den væmmelige natur, mens vi deler en pose lakridskonfekt, og jeg deler et par glas rødvin og et glas rom med mig selv. Det virker. Pause.

Et togt er et kunstværk. Man starter med drømmen, ud af den hugges den overordnede plan. Planen har konsekvenser ud i hundredvis af retninger, i form af detaljer og detaljernes detaljer. Alt skal vurderes, konsekvenserne overvejes, der skal træffes beslutninger. Den vej, eller den vej? Skal det med, eller skal det ikke? Skal det ordnes nu, senere eller aldrig?

Når togtet er i gang, fortsættes arbejdet med kunstværket. Det handler blandt andet om timing, og timing er en meget spændende kunstart i naturens vold. Jeg checker vejrudsigten flere gange dagligt, og bruger lang tid på at sidde med kort og pilots hver aften og planlægge frem. Kunstværket er først fuldkomment, når båden når sin slutdestination i rette tid óg god behold, og alle ombord har haft gode oplevelser med hinanden og rejsen. Forventningerne er indfriet. Og vi, i dette tilfælde, lander i Billund d. 6 august, med Mathilde rigget ned for vinteren i en sikker havn i det høje Nord.

Det stresser mig, at jeg endnu ikke har en endelig aftale med en havn i Tromsø-området om Mathildes overvintring. Havnen i Tromsø vil gerne opbevare Mathilde på land, men det er rasende dyrt, og de har kun måske plads i vandet, hvilket er billigere, men stadig i den pebrede ende. Jeg leder derfor efter alternativer, men i Norge tager man ikke sin telefon, har jeg fundet ud af, og man besvarer heller ikke mail. Måske er de på ferie alle sammen, men det er helt konsekvent, at jeg ikke kan få kontakt med nogen som helst. Jeg har brug for at vide, hvor vi skal ende, for at kunne time vores fortsatte fremfærd. Skal vi helt til Tromsø, har vi lidt travlt. Skal vi slutte før, har vi bedre tid, og kan gøre mere ud af Lofoten, som stadig er helt fantastisk spændende.

Så er der motoren, som for et stykke tid siden har genoptaget sin tidligere interesse: ustabil drift ved lave omdrejninger. Det driver mig til vanvid, at jeg ikke kan finde fejlen. Jeg har skiftet tændrør, udluftet brændstofslangen, renset stelforbindelserne til tændspolen, tilsat karburatorsprit til benzinen, adskilt karburatoren og samlet den igen (men jeg har ikke hverken karburatorrens eller trykluft ombord), efterset brændstoffilteret, kørt med choker ved høje omdrejninger, hvilket skulle kunne suge falsk luft ud af karburatoren, ladet motoren køre tør, åbnet skruen i bunden af karburatoren for at slippe evt. vand ud etc. Nogle gange (men det er efterhånden sjældent) kører den fint, for det meste ikke. Havnemanøvrerne bliver noget pressede af, at de skal udføres med næsten fuld eller ingen gas. Og motorproblemet skal helst løses nu, hvor jeg er sammen med motoren, for det er jo lidt svært på 1500 kilometers afstand. Næste år agter jeg mig måske videre mod nord, til Svalbard, og deroppe, i polarisen, er en 100 % driftsikker motor et must.
De meget få motorværksteder, vi har passeret på turen, har alle ferielukket, så jeg skal løse det selv...

Jeg er alene med ansvaret for, at kunstværket Sommertogt 2016 lander fuldendt, sikkert og godt. Vi skal opleve noget, vi skal også slappe af, vi skal hygge os, vi skal løse de problemer, der er, og vi skal fremad, som vejret tillader, ikke for hurtigt og ikke for langsomt. Det trætter mig. Det er faktisk hårdt at være kunstner!

Efter vores Star Wars-aften på en ankerplads vest for Reine fortsatte vi til Henningsvær, som var en speciel blanding af fiskerleje, Skagen-hip og surferstemning. Om vinteren er havnen fyldt fra kaj til kaj med hundredvis af fiskerskibe, når vinterfiskeriet sætter ind. Nu var den stort set tom, og vi fandt en nemt en plads ved et bolværk lige ud for ”Klatre-caféen”. Var det OK, at vi lå der? Ork ja, men der er 2,5 meters tidevandsforskel, som gør fortøjning lidt udfordrende, og de havde ikke elektricitet eller vand til os. Intet problem. Vi bruger saltvand til det meste, så vores 110 liter ferskvand rækker langt, desuden kan vi supplere med et litermål, som vi hælder vand over i vores dunke med fra det offentlige toilets vandhane. Og vores 200 watt solpanel skovler strøm ned på batterierne døgnet rundt. Bad? Det bruger vi ikke her. Vi mangler ikke noget. Vildmarkscampering midt i den lille by. 150 meter længere inde i havnen er de officielle gæstepontoner, der koster det 270 NOK/døgn at ligge. Vi ligger gratis i tre dage.

Byen er næsten tom for både, men her er mange turister, hyggelige cafeer, souvenir-butikker, gallerier og hvad der ellers hører til et sommer-mekka.
Henningsvær er centrum for klatring på Lofoten. De stejle fjelde rundt om indbyder til udøvelse af den spændende og udfordrende sport, og folk strømmer til fra hele verden for at prøve kræfter med legendariske fjelde som f.eks. ”Presten”, som rejser sig glat og næsten lodret i mange hundrede meters højde nord for byen. Derfor den særlige ”surfer-stemning”. Klatrere og surfere ligner hinanden i alder, udseende og udstråling. Der er en særlig ro over dem, som måske kommer af den intense kontakt med Nuet, som sporten i begge tilfælde fordrer, og samtidig en ild i blikket. Af begejstring og lidenskab. Jeg er ikke klatrer, men mærker alligevel et slægtskab. Jeg genkender ilden.

Og nu er vi her. Vi skal prøve det. Både Sebastian og jeg lider af højdeskræk, jeg selv i en grad, så jeg helst træder uden om tykke dørmåtter. Ikke desto mindre ser jeg, to dage efter vores ankomst til Henningsvær, mig selv hænge på en næsten lodret klippevæg i 200 meters højde, med fingrene boret ind i en klippesprække, mens højre fod leder efter et spinkelt fodfæste. Vi har selv klatret hver eneste meter op.
Jeg har faktisk ikke tid til at have højdeskræk, for det er irrelevant at kigge ned. Heldigvis. Her kigger vi op, for det er op, vi skal. Jeg mærker kontakten med granitten mod kroppen, al opmærksomhed er rettet mod at aflure den dens svagheder. Sprækkerne. Det er dem, vi skal bruge. Vi skal op.
Vi har hyret en fjeldguide, Esben, som leder os sikkert op over Rørvikafjeldet. Klatring har altid stået for mig som noget actionfyldt, men det er ikke hele sandheden. Der er faktisk en meget stor ro og et langsomt tempo over det. Der er meget ventetid, mens Esben hele tiden klatrer i forvejen og sikrer ruten med kiler med passende mellemrum. Når han råber ”Sikring klar!” oppefra, er det tid. Standplads-sikringen skal løsnes, jeg klipser Antons tov i min hoftesele og begynder næste etape af opstigningen sammen med Sebastian, som hele tiden klatrer lige foran mig. Hver gang vi når en sikring, skal vi klipse vores tov ud, og jeg skal huske at klipse Antons tov i.

Der er fuldt fokus, men god tid. Det tager den tid, det tager, og det kan ikke forceres. Mit system ved godt, at der er 200 meter ned under mig, så alarmberedskabet er absolut på plads. Men tovsikringen gør, at adrenalinniveauet trods alt holder sig der, hvor det giver koncentration, men ikke panik. Det er en god følelse.
Også Sebastian klarer sig flot, han koncentrerer sig om opgaven og finder tydeligvis tilfredsstillelse ved det. Der er et par kriser undervejs, hvor afgrunden bliver for nærværende, og det er svært at finde videre op, men de overvindes af både ham og mig. Selvfølgelig, for hvad er alternativet?

Og da vi når tinden efter 7 timers klatring, er triumfen fuldkommen. Jeg har ikke blot overvundet et bjerg. Jeg har overvundet noget inde i mig selv. Og hver gang det sker, bliver min frihed større. Mennesket er aldrig bange for virkeligheden. Det eneste, vi frygter, er de følelser, den kan fremkalde. Frygten er det, der binder os. Og min mission her i livet er at opløse den frygt, for den er ubegrundet. Følelser er ufarlige. Og når jeg indser det, bliver jeg fri. Hvor der er frihed, er der fred.
Midlet er konfrontation med virkeligheden, i dens helt rå og ufortolkede form. Havet er godt at øve sig på. Det er et bjerg også.

Over Vestfjorden

Fredag d. 22. juli 2016. Reine, Moskenesøy, Lofoten.

Lofoten er magisk. Det var, hvad jeg håbede og regnede med, at den ville være. Ud fra billeder og beskrivelser. Det er noget andet at være her i virkeligheden. Lofoten er magisk.

I går krydsede vi Vestfjorden fra et lille fiskersamfund, Helligvær, lidt vest for Bodø. Og nu vil "vi" ikke bare sige Mathilde og jeg, men Mathilde, Anton, Sebastian og jeg. Et firkløver, som er på eventyr. Og hvilket eventyr, allerede.

Helligvær var endnu en perle af uforstyrret ro og stor skønhed. Selve de øer, som naturhavnen bestod af, var relativt lave, men lige bag dem mod øst rejste Helgelandskystens uendeligt varierede bjerge sig, så langt øjet rakte mod nord og syd. Havnen bestod af små pontonbroer, der stak ud hist og her i det beskyttede bassin mellem øerne, og vi lagde os blot ved en af dem, der så ledig ud. Ingen havnepenge, ingen regler, ingen indblanding.
Det var drengenes første anløb siden Bodø, og de var straks meget positive. Anton fandt hurtigt ud af fiskeriets mysterier (nu havde farmand jo taget hul på bylden), og fangede i stribevis af torsk i havnen, som dog alle var for små til et ordentligt måltid.



Til gengæld blev vi ved aftenstid begavet med tre store taskekrabber, da en lille motorbåd gled op på siden af os. Fem unge mennesker ombord havde lige været ude at tømme tejnerne på den anden side af øen, og ville da lige høre, om ikke den danske sejlbåd skulle have lidt til middagsmaden? Det skulle den danske sejlbåd, og da Sebastian og jeg lidt i midnat satte tænderne i ristet brød med friskkogt taskekrabbe og mayonnaise sang englene, og Perleporten knirkede på sine hængsler.

På den anden side af broen lå en enkelt sejlbåd fra Oslo, det er omtrent den første sejler, jeg har mødt udenfor Bodø siden Egersund. Den norske sejler fortalte, hvad jeg ofte har hørt før: alle de jordomsejlere, han havde talt med gennem tiden og spurgt, hvad de syntes, var det bedste område at sejle i på Jorden, havde enstemmigt sagt: Helgelandskysten! En sejler havde endda tilføjet, at hvis nu bare området havde været beboet af aboriginere, ville det også være det mest eksotiske!
Jeg har ikke været Jorden rundt. Men jeg kan ikke, med det, jeg har set indtil nu, se, hvordan det kan være anderledes.

I svag, nordlig vind og blændende sol havde vi en meget fredelig tur tværs over den store Vestfjord til Lofoten, ca. 38 sømil. Undervejs underviste jeg bl.a. drengene i at binde knob, for jeg har en ambition om, at de nu for alvor skal lære at sejle. Det har ofte før været min intention, men da jeg selv har meget svært ved at give håndteringen af båden fra mig, fordi jeg ikke kan få nok af at trække i vådt tovværk, er det aldrig rigtig blevet til noget.Fremtiden ser bare sandsynligvis sådan ud, at de to drenge og jeg kommer til at sejle rigtig mange sømil sammen. Både for sikkerhedens og drengenes fornøjelses skyld er det derfor nu ikke bare et sjovt indslag, men faktisk nødvendigt, at de lærer faget. Hvis jeg skulle blive sat ud af spillet en dag, skal de selv kunne tilkalde hjælp og, om nødvendigt, sejle båden til nærmeste havn.

Ved aftenstid anløb Mathilde Reine på Moskenesøy, Lofoten. Der er anduvninger, jeg husker som skelsættende betydningsmæssigt og/eller oplevelsesmæssigt, og denne anduvning vil helt sikkert blive en af dem. Anduvningen havde den, i princippet teoretiske, betydning, at Mathilde nu igen har flyttet en grænse: hun er nemlig nu længere væk fra Aarhus end nogensinde før, idet Lofoten, i fugleflugtslinje, er længere borte end Scillyøerne ud for Cornwalls sydvestspids, Lands End! Det var der, vores Englandsrundtur for tre år siden vendte fra udrejse til hjemrejse. Og Mathilde er stadig på udrejse...

Men oplevelsen var endnu vigtigere. I et elverlysskær fra den lavtstående sol sejlede vi ind imellem grønne bjerge med en let skydis omkring. Ved bjergenes fødder lå den lille fisker- og ferieby Reine fordelt som små enklaver af lave, røde træhuse på pæle ud over vandet. Havet var spejlblankt efter at den blide nordenvind var gået på fyraften en times tid forinden, og motorlarmen til trods føltes det, som om Mathilde svævede ind i et andet univers. Vi var bjergtagne ved første blik, og Anton dømte straks visionen som det smukkeste, han havde set. Og den dreng har jo faktisk set en del.

Dagen i dag uddybede blot oplevelsen af magi. Vi besteg en af tinderne på bjerget Reinebringen sydvest for havnen, et projekt, der strakte sig over en stor del af dagen, dens kun 350 meters højde til trods. Stien var meget løs, meget stejl og ufremkommelig, og dagen har været decideret varm. Dansk sommer kan dårligt konkurrere, og luften er frisk og ren samtidig med, at den i dag lunede vores trængende hud, mens solen strålende hjalp til. Det befordrede yderligere transpirationen, men op kom vi, og hvilket skue, der mødte os, også der!

Jeg må knibe mig selv i armen: er vi overhovedet her?! Og øjet fortaber sig mod nordøst, hvor de takkede, vilde, himmelstræbende bjerge strækker sig i en tilsyneladende uendelig række, fordelt på hele den kæde af øer, som er rejsens primære mål: Lofoten. Og alt det skal vi udforske i de kommende uger!

Tilbage i havnen må jeg her til aften konstatere, at jeg i dag har talt mere fransk end dansk/norsk. Vi er omgivet af franske sejlbåde, alle meget store, oceangående, udstyret til hvad som helst. Og fra landsiden myldrer det med franske turister, som ror i kajak, sejler RIB og hvad man nu ellers kan udfordre sig med i den store, nordnorske natur. Hvorfor lige præcis franskmændene har udset sig Reine som destination ved jeg ikke, men mine efterhånden adskillige rejser i det nordatlantiske område har givet mig stor respekt for dem som sejlernation: de er alle vegne.
Det sjove er, at det er Mathilde, alle stopper op ved, og de fleste spørger: har I sejlet helt fra Danmark i den der? Ja, det da ved Gud vi har, og mere til!
Der er noget fedt ved at sidde i mit møgbeskidte, støvede tøj og vaske drengenes bukser i en balje koldt vand oppe på broen ved siden af min båd, der kunne stå på fordækket af en af de nærmeste, kæmpestore aluminiumshavkrydsere, mens de franske sejlere sidder i deres dyre sejlerdress og socialiserer over et glas et eller andet i en af bådenes cockpits. Hvorfor det er fedt? Fordi jeg mærker min frihed. Friheden i, med meget små midler at skabe meget store eventyr.
Friheden ligger ikke i, hvad du har, men i, hvad du kan undvære.