Sådan en dag kan hurtigt gå. Resten af familien rømmede med kurs mod sydligere himmelstrøg fra morgenstunden, og tilbage var jeg. Med et hus, der skulle gøres klar til udlejning, en ikke færdiggjort proviantering og et par ærinder i byen, som ikke kunne udsættes til efter sommerens togt. Men jeg klagede ikke. Bare det pludselig at være mig selv, uden at skulle forholde mig til andres behov og ønsker, eller deadlines, jeg ikke selv havde sat, føltes som en stor befrielse. Og da jeg besluttede ikke at sætte nogen deadline for afsejling, og så bare nyde hvert nu indtil da, blev det en dejlig dag. Med støvsugning, gulvvask, skift af sengetøj, pakning, indkøb, køre frem og tilbage til havnen et par gange. Da jeg nu alligevel var i byen for at klare et par ting, undte jeg endda mig selv en frokost på en cafe, siddende ved kanten af åen med en stor Classic, forventningens glæde og glæden over dette upåklagelige nu, som snart skulle blive til et andet. På havet.
Kl. 17.20 forlod Mathilde og jeg havnen. I ingen vind futtede vi fredsommeligt til Langøre på Samsø, hvortil vi ankom ved 22.30-tiden og lod krogen gå på små to favne vand. Togtet var i gang.
Søndag d. 5. juli 2015
Dagen blev stort set en driver-dag. Der var stadig næsten ingen vind, til gengæld vidunderligt, dansk sommervejr. Jeg blev liggende på ankerpladsen og nød den meget gode tid, en god kop kaffe, varmen og lærkemusik fra de nærliggende, samsøske enge.
Dog havde jeg konstateret på vej herned, at jeg måtte have overset noget under min nylige bundrensning. Jeg ved, at Mathilde skal kunne rende 6 knob for fuld gas på motoren, og hun kunne kun præstere 5,7 knob i aftes. Olympisk mester bliver hun aldrig (selvom hun, før jeg ødelagde hende med ca. 700 kilo langturs-udstyr, har en fortid som 6-dobbelt Danmarksmester), men på de lidt længere stræk over Kattegat ville jeg nu gerne have de sidste 0,3 knob med. På med våddragten og i vandet med svaberen. Ganske rigtigt: en fin stribe muslinger fra kølen til skægget havde unddraget sig min opmærksomhed, og blev kynisk fjernet med svaber-skaftet.
Desuden ville ankerlanternen ikke lyse i nat. Strømtavlen blev skruet ud, og systematisk fejlsøgning med voltmeteret og en diode gav pote: ledningen havde af ukendte årsager fået en flænge på den strækning, hvor den løber igennem kædekassen under dørken i forkahytten. Kobberet var irret helt igennem. Den defekte stump blev klippet ud, og enderne samlet med en klemmuffe og krympeflex. Sådan! Vidunderligt, at fejlen ikke lå i mastetoppen. Der har jeg tilbragt rigeligt med tid her i foråret (se tidligere indlæg), og jeg kan godt vente med at nyde udsigten derfra til en anden, god gang.
Mens jeg sad i cockpittet, blev jeg pludselig passet op af en gummibåd med velkendte pirater: Det var Ken og Tina med deres fire børn Erik, Aksel, Agnes og Inge, som, på vej ind i havnen, havde spottet Mathilde på ankerpladsen og nu kom ud for at hilse på. Oceanet er stort, og alligevel lille: det var Ken og Tina, vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal i Skotland for to år siden, og som siden har været væk i et helt år, hvor de turede rundt i Atlanten via Gran Canaria, Madeira og Azorerne. Nu var vi havnet i den samme havn på Samsø, på samme tid. Skørt, og hyggeligt.
Mandag d. 6. juli 2015
I løbet af natten blæste det kraftigt op fra vest. Ved 4-tiden bevirkede en omsvajning, at GPS-alarmen gik og fik mig ud af fjerene. Mit gode Delta-anker havde heldigvis stadig fint fat i bunden. Det var imidlertid ikke tilfældet for en hollandsk kuf, som havde ligget for svaj foran for tværs. Den var på vej sidelæns mod den østlige bred af ankerbugten, i temmelig høj fart. Hollænderne fik et par velmente trut af Mathildes anløbne tågehorn, og det fik dem på benene. I sidste øjeblik fik de startet motoren og sejlet op mod vinden, før den ville have sat dem på grund.
Nu jeg var oppe, kunne jeg ligeså godt få noget ud af dagen. Båden blev gjort søklar, og kl. 5 tog jeg ankeret i den hårde vind. Vi strøg ud af bugten for genuaen.
Kyholm Dyb var netop passeret, da der indløb et frisk kulingvarsel på VHF-radioen: ”Kattegat: vest, 18 m/s”. Jo, det er jo en slags vind, men dels var min friske GRIB-fil og DMIs vindanimation mindre pessimistisk, dels var retningen perfekt, for nu ville jeg til Sverige!
Jeg kaldte Lyngby Radio for at høre om evt. planlagte skydninger i de militære områder ved Sjællands Rev, som jeg skulle igennem i dagens løb, og da der faktisk var planlagt en øvelse i et af områderne, lagde jeg kursen nordligt, så jeg ville undgå det berørte område og samtidig komme nord om Lysegrund ved Hesselø.
Det blev en af de mest pragtfulde sejldage, jeg kan huske. Solen strålede det meste af dagen fra en knaldblå himmel, og Mathilde brusede og bragede frem for spilet genua, som, midt på dagen, blev rebet ned til en fok, da vindstyrken steg til omkring 15 m/s en overgang. Havet var blåt som himlen, vandet klart som i eventyrene, og skummet lagde sig som lange bounty-strande ned ad ryggen på bølgerne. Vindroret styrede som altid som en drøm, så jeg kunne blot sidde i stille nydelse og ærefrygt og suge hele det kraftfulde sceneri ind i mit trængende system. Liv! Energi! Fremdrift! Natur!
Da Mathilde på et tidspunkt skar ud i en af søerne, netop som kammen brækkede, fik jeg et ordentligt skvæt havvand lige ned på kortbordet og ud over al elektronikken dernede. Heldigvis skete der ikke andet, end at displayet på den nye solcelleregulator begyndte at vise underlige tegn. Det var så her, jeg kom i tanker om, at jeg har fremstillet et plasticgardin til at hænge foran kortbordet, til brug på netop denne type sejlads. Det har endnu aldrig været i brug, selvom det var med hele vejen rundt om England, og til Færøerne sidste år. Men her, på vej ud mod Hesselø, fik det sin forsinkede dåb.
Mathilde var på et tidspunkt oppe at kysse 7,5 knob som gennemsnit over et minut. Da blev der så også rebet yderligere ind. Jeg sejler ikke for at slå rekorder, imponere nogen eller mig selv, eller prøve grænser af. Jeg sejler for at nå frem, i et respektfuldt samarbejde med naturen og dens imponerende kræfter. Naturen bliver aldrig min ven, ej heller min fjende. Den ér bare, og med viden og respekt kan jeg surfe på dens kraft, bæres af den og skylles frem til mål i en katarsisk nydelsesrus. Med det modsatte står jeg sandsynligvis med en knækket mast og en ødelagt sommerferie.
Hvad er eventyr for dig? Jeg har, helt tilbage fra mine drengeår, haft en tilbagevendende dagdrøm om at bruse frem over et stormpisket hav til en ubeboet, hemmelighedsfuld ø. Runde dens nordspids, stryge ned langs læsiden til en beskyttet vig med fladt vand, hvide strande, klipper og jungle. Stryge sejlene, lade ankeret gå. Rydde op efter sejladsen, tage en dyb indånding mens dens spænding og tilfredsstillelse bundfælder sig, og derefter vandre op over stranden og tage øen i besiddelse.
Denne dagdrøm gik i opfyldelse i dag. Kl. 19.40 sprang jeg i land på et klippefrempring i Stora Sandhamn på Hallands Väderö nord for Kullen, bankede bjergkilerne i og gjorde fast. Hækankeret holdt fortrinligt på den gode sandbund, og jeg var fremme. Vigen var øde og forladt, og vandet så klart, at jeg ville kunne læse en avis, hvis den lå på bunden. Rødlige klipper og hvid sandstrand omkransede bugten, og bag strandene lå den gamle naturskov og ventede med sin dunkle mystik. Jeg er aldrig blevet helt voksen, selvom jeg til daglig lader som om. Hurra for det!
Tirsdag d. 7. juli 2015
I højt solskin og kraftig blæst fra vest har jeg vandret rundt på Hallands Väderö hele eftermiddagen. Findes der en perle blandt øer, må det være denne. Øen er ubeboet bortset fra nogle få sommerhuse. Her er ingen havne, kun et par vige, som egner sig til ankring eller fortøjning direkte til klippen. Af ukendte årsager er her ingen gæstende både bortset fra min, og de få turister, som bliver bragt herover med den lille færge fra Torekov på fastlandet, må fortrække ved 17-tiden, hvor den sidste tur sejles tilbage. Øen er ét stort naturreservat. Vestkysten er reserveret sælerne, de omliggende skær er forbeholdt ynglende fugle. Skoven udnyttes ikke kommercielt, og får lov at henligge som naturskov. Træer, der vælter, får lov at blive liggende. Den eneste ”naturpleje”, der sker her, er afgræsning, som forestås af en lille bestand af får, køer og heste, som går frit omkring.
Resultatet er en fredfyldt, frodig natur, som myldrer af liv. Insekter, fugle, svenske skovharer overalt. Her er stort set lige dele græseng og 300 år gammel bøgeskov. Et fint og velafmærket stinet gennemkrydser hele herligheden fra nord til syd, og der var, ved dagens afslutning, næsten ikke en meter, jeg ikke havde vandret
Hallands Väderö er for mig indbegrebet af Paradis. Det er retreat. Med stort R. Retreat.
Onsdag d. 8. juli 2015
I nat rullede et tordenvejr næsten lige hen over hovedet på min lille, ensomt beliggende båd og mig. Jeg var oppe for at gøre tordenklar: montere lynaflederne, afmontere antennekablet til VHF-radioen og ledningerne til lanternerne i masten (for at isolere et evt. lynnedslag fra det elektriske system ombord) og anbringe mobiltelefonerne i Faraday-bur (en stålgryde med låg). Da jeg igen lå i køjen og regnen piskede over dækket, mens lynene glimtede, få sekunder senere efterfulgt af bulder og brag, følte jeg mig alligevel ikke helt tryg. Torden er måske det eneste naturfænomen, jeg ikke har et afslappet forhold til. Selvom der er meget, jeg kan gøre for at imødegå katastrofen ved et lynnedslag, er det nok alligevel tanken om den meget pludselige voldsomhed, som skræmmer mig.
Noget af det, der gør mig så tryg ved at sejle, er langsomheden. Måske er det ikke tilfældigt, at man taler om, at en katastrofe er under ”opsejling”? Det er de fleste katastrofer til søs. Der er en periode, f.eks. når det blæser op, hvor katastrofen er under opsejling, og hvor jeg i ro og mag kan træffe mine forholdsregler og dermed få alting under magelig kontrol igen. Når jeg kører i bil, er der ingen opsejling. Noget sker, det siger bang, og så er det måske slut. Det samme gælder i princippet ved et lynnedslag. Derfor skræmmer bilkørsel og tordenvejr mig betydeligt mere end sejlads i hård kuling på åbent hav. Angst er ikke virkelig. Den er et sindsfænomen. Der kan arbejdes med det. Og det gjorde jeg så, der i køjen.
Noget af det, der gør mig så tryg ved at sejle, er langsomheden. Måske er det ikke tilfældigt, at man taler om, at en katastrofe er under ”opsejling”? Det er de fleste katastrofer til søs. Der er en periode, f.eks. når det blæser op, hvor katastrofen er under opsejling, og hvor jeg i ro og mag kan træffe mine forholdsregler og dermed få alting under magelig kontrol igen. Når jeg kører i bil, er der ingen opsejling. Noget sker, det siger bang, og så er det måske slut. Det samme gælder i princippet ved et lynnedslag. Derfor skræmmer bilkørsel og tordenvejr mig betydeligt mere end sejlads i hård kuling på åbent hav. Angst er ikke virkelig. Den er et sindsfænomen. Der kan arbejdes med det. Og det gjorde jeg så, der i køjen.
Det kan være, jeg skal forsøge at lægge til i Sandham med vores L23 (http://www.syhelge.dk/) som kun stikker 1.30 m. Det er lidt irriterende at ligge ved Kappelshamn, fordi man skal vade i land.
SvarSlet