lørdag den 25. juli 2015

Familieglæder i skærgården

Noget af det skønne ved sejlerferie er, at den kan indeholde så mange, meget forskellige elementer. Vejret, havet, landet, vi besøger, alt skifter konstant rundt om os, mens vi rejser. Kun båden er den samme, trygge base af hjemlig hygge, og den er omdrejningspunktet for de mange forskellige oplevelser.

Jeg kom lige ude fra aleneheden (ikke at forveksle med ensomhed) i bushen på Hallands Väderö, og lå nu midt i Christianshavn med hele familien ombord. Det kunne umiddelbart se ud som et voldsomt skift, men det føltes helt problemfrit at gå i storbygear uden overgang. Vi nød København i nogle dage, med en skøn aften i smukke Tivoli, Copenhagen Streetfood på Papirøen, Rundetårn osv., alt sammen indenfor gåaftstand. Ind imellem kunne vi sidde i cockpittet med god kaffe og suge den intime stemning af Christianshavn ind.

Den sidste aften, vi lå der, gik Anne-Marie og jeg hen om hjørnet og spiste på den fantastiske italienske Michelin-restaurant Era Ora, mindre end 200 meter fra båden. Imens hyggede drengene i kahytten med computerspil i lange baner, chips og slik. Det er jo et helt andet liv end kuling på Kattegat få dage før! Forandring fryder.

Havde jeg været alene, var jeg nok aldrig sejlet til København. Men det var et ønske fra Anne-Marie, en god mulighed for afveksling for drengene, og blev en udvidelse af den samlede oplevelse for mig. For år tilbage levede jeg i den vildfarelse, at Anne-Marie og drengene på et tidspunkt ville opdage magien i selve sejladsen, havets kraft og naturens transformerende energi. Dengang ville jeg have rynket på næsen af timevis computerspil og fisefornemme restauranter, når man er på sejltur. Det gør jeg ikke mere. Det var især turen rundt om England som illustrerede, at vi alle er forskellige – OG at det er muligt at få en god oplevelse for alle, samlet i én sejltur, blot man respekterer det. Drengene havde mest lyst til at spille computer, udhungrede som de var efter en hel uge på en italiensk campingplads uden netadgang. Det gav dem en god oplevelse at få lov at game igennem, så det fik de. Anne-Marie elsker madkultur, og det gør jeg for øvrigt også. Det er bare ikke et presserende behov for mig at udforske den, når jeg er på sejltur. Men det var skønt at dele det kulinariske input med Anne-Marie, som et krydderi i en i forvejen dejlig ret.

Efter besøg på Ven og i Helsingør, med tilhørende sightseeing til Tycho Brahes observatorium og Kronborg, var vi torsdag d. 16/7 tilbage på Hallands Väderö, hvor jeg måtte lide den tort at opgive at komme ind at lægge til ved klipperne i Stora Sandhamn, trods en times forsøg på at finde et passende sted. Uro i bugten gjorde det umuligt, og båden var nede at smage lidt på stenene med kølen undervejs, men ikke så hårdt, at der kan være sket nævneværdig skade. Det endte med, at vi lagde os for svaj i Lille Sandhamn lige nord for, og det var en fin løsning, især fordi der nu var næsten vindstille.

Lille Sandhamn på Hallands Väderö

Dagen efter tog vi kl. 18.30 ankeret og gik nordpå. Vi har blandede oplevelser med natsejlads med sovende børn. De første stammer fra for mange år siden, hvor det typisk var et decideret helvede: de vågnede med søsyge, og måtte sidde i det buldrende mørke i cockpittet med dyner omkring sig, en pøs indenfor rækkevidde og et apatisk ansigtsudtryk, mens båden kastede sig rundt i de mørke bølger. Men vi har fået rutinen, især fra de mange døgnsejladser på Englandsturen, og bruger nu den selvopfundne medicinering, som næsten altid virker: et skud Fexofenadin (antihistaminbaseret allergi-medicin) et halvt døgn før afsejling, og Marzine (søsygepille) en time før. I kombination holder det søsygen fra døren, og vi havde en fin natsejlads de 80 sømil op til Fotö lidt nord for Göteborg. Da der kun var tale om en enkelt nat, tilbød jeg at tage hele nattevagten, med den velprøvede intervalsøvn (et kvarter ad gangen). Vi startede i relativt svag, sydlig vind og spilet gennaker og genua samt storsejl, men i løbet af natten friskede det betydeligt op, og ved 2-tiden måtte jeg sågar bjærge storsejlet i hård vind og ret grov sø fra syd, og vi buldrede videre med 6,5 knob for genuaen.

Kl. 9 ankom vi til Fotö, og som sædvanligt i skærgården skinnede solen. Faktisk spredtes skyerne, netop da Mathilde en time før var sejlet ind blandt klipperne. Her er næsten altid godt vejr!

Bort set fra Sebastian, som havde sovet fint siden midnat, hvor han tørnede ind, havde ingen ombord sovet særlig meget, da der var en mærkbar, stærk energi i skroget hele vejen i den stærke vind. Selvom man ligger i sin lune køje, kan den kraftige brusen omkring glasfiberen og de rullende, energiske bevægelser godt holde en vågen, i hvert fald indtil man bliver vant til lyde og bevægelser, eller så træt, så søvnen kommer af sig selv. Men vi var fremme ved vores destination: den vestsvenske skærgård, som vi alle elsker og har savnet i de tre år, hvor vi har udforsket havet og øerne vest for Danmark i stedet.

Drengene cruiser i jollen, rigget til med sejl på Brännö

Siden har vi cruiset rundt til vores yndlingssteder: Grötö og Brännö, en afstikker til Saltholmen, hvorfra vi tog ind til lidt storby-hygge i Göteborg for afvekslingens skyld, og vi ligger nu på Asperö, som vi aldrig tidligere har besøgt. Det er utroligt, at det stadig er muligt at finde nye, dejlige steder i det meget lille område af skærgården, som vi har gennemsejlet og udforsket de sidste 10 år.

Et højdepunkt var besøget på Grötö, hvor vi fik kontakt med en derboende sejler, Gunnar, som bl.a. er webmaster for den svenske Jorden Runt-Seglarna-forening (en pendant til den danske FTLF, som jeg er medlem af). Jeg stod og beundrede hans smukke båd, en 37 fods svenskbygget Fantasi, da han kom ned på havnen med noget grej, og han inviterede mig ombord. Det ene tog det andet, og dagen efter besøgte hele familien ham i hans meget store hus oppe på øen. Man skulle måske snarere kalde det et gods: huset var stort, og omgivet af en stor park med sø, omkranset af en mandshøj mur i kampesten. For at det ikke skulle være løgn, havde Gunnar øverst på klippen midt i parken placeret fire kanoner, som han af og til skyder salut med, når sejlervenner passerer igennem sundet nedenfor!

I parken lå også en stor gildesal, som var bygget i 1920 og stadig stod originalindrettet, med vævede tæpper og puder, træsnedkerarbejde og husgeråd. Det var som et museum, men jo helt privat. Et mere specielt, smukt og besjælet hjem skal man lede længe efter.

Husvik på Brännö

I torsdags genoplevede vi en gammel tradition: dans på Brännö Brygga, ovenikøbet med Brännöpojkarna, vores yndlingsband. Hver torsdag i sommerhalvåret er der udendørs dans på ”Dansbanen” på havnen, og vi har tilbagevendende sørget for altid at time det, så vi er på Brännö en torsdag, når vi besøger skærgården. Det blæser, blæser og blæser denne sommer, og torsdag aften var ingen undtagelse: kulingen stod som sædvanligt stift ind fra sydvest, men solen skinnede, og dansen gik livligt trods køligheden. Vi er efterhånden på fornavn med nogle af bandmedlemmerne, og de syntes, ligesom vi, at det var hyggeligt, at vi var tilbage, hvor vi hører hjemme. 









Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar