Nisselandskab

Jeg må klamre mig til masten og stålbøjlen på ruffet for ikke at blive væltet af de hysteriske vindstød, som rammer alt opretstående med en skræmmende vrede. Luften er tæt af vandret flyvende, stikkende vanddråber, som rammer mig i ansigtet som projektiler. Hanne Kjerstine lægger sig ned med et træt suk, hver gang den vandtunge luft med særlig kraft tvinger riggen mod læ.

Jeg har travlt med at minimere skaderne. Mathilde, som jeg bevidst havde fortøjet op ad Hanne Kjerstine for at behændiggøre trafikken mellem de to skibe, kaster sig vildt ind i siden på hende. Hvis ikke bådene vendte hver sin vej, er jeg sikker på, at rigningerne ville gøre skade på hinanden, for Mathilde kaster sig selvsagt mere ned i stødene end Hanne Kjerstine, og masterne svajer vildt fra side til side. Mathildes vindror hamrer ind i Hanne Kjerstines søgelænder og er i fare for at komme i bekneb. Hanne Kjerstines forfortøjninger er strukket til det yderste, og badeplatformene på hækken gnider mod flydebroen (hun vender med stævnen udad). Der må handles!

Desuden er stormen ved at flå mine nyligt fremstillede isoleringssække af dækket og fordele dem over Aarhusbugten, så jeg farer også rundt og samler op, river selv af præventivt, og propper det sorte guld (glasuld i affaldssække) ind under cockpitteltet, i sikkerhed for Gorms raseri. For Gorm er det, som er på spil. Vinterens anden, hidsige storm. Jeg så ham komme under aftensmaden, hvor blikket tilfældigt faldt på barometeret. Og standsede. Det gjorde tyggebevægelserne også. En kort stund vejrtrækningen. Pilen pegede ikke på "Rainy", ej heller "Stormy". Den pegede ned på det ingenmandsland under skalaen, som ingen sømand ønsker at udforske af egen fri vilje. Personligt har jeg aldrig set så lavt et lufttryk før!

Og selv om både Mathilde og Hanne Kjerstine Gud ske tak og lov lå i havn, var der nok at gøre, da hr. Gorm nogle timer senere, som en fuld og gal, ravede gennem Aarhus Lystbådehavn. Jeg fik lagt spring på og, med spillene, halet Hanne Kjerstine fri af broen og Mathilde fri af Hanne Kjerstine, og faktisk gik ikke en eneste isoleringssæk til. Et par dage efter blev de igen tapet til dækket, denne gang med omkring 50 meter gaffatape ialt.

Jeg er ved at lære faget: at bo på båd helårligt. Isoleringen er kun en af de lektier, jeg har lært. Da en lille snestorm for nogle uger siden drog forbi, lykkedes det ikke, trods en el-udgift på kr. 100 den dag, at få temperaturen i kahytten op over 15 grader. Noget måtte gøres, og glasulden har gjort underværker. 

Jeg har installeret en separat brændstoftank til oliefyret, så det nu kan køre på billig diesel fra tankstationen i stedet for den dyre marinediesel i hovedtanken, og desuden fundet ud af, at det faktisk er ret beskedent i sit olieforbrug, så nu bruger jeg fyret, når jeg er hjemme. Det giver en dejlig, rigelig varme. Og jeg er ved at ændre gasinstallationen, så komfuret kan køre på 11 kg.-flasker i stedet for de meget dyre 3 kg. campinggas-flasker, som det bruger nu.

Vandmester. Det kan jeg nu føje til mit visitkort. Jeg har fået det lille kørekort i at lukke op og i for vandet på broerne ved fiskerikajen, hvor jeg ligger, så vi fastliggere nu har rindene vand i hanen vinteren igennem. Bliver det hård frost, lukker jeg, men kan så lukke op en gang om ugen, så vi alle kan få fyldt tankene op. Det viser sig, at vi er mange, der bor i bådene helårligt, alene ved min bro er vi 8.

Og så har jeg fået genopfrisket min respekt for gas. Jeg købte et lille, separat gasblus, som kørte på lightergas, for at have et ekstra blus til den større, finere madlavning. Ved påfyldning af lightergassen lykkedes det mig at knuse en lille porcelænsring, der omsluttede brænderen, men da jeg forsigtigt tændte brænderen, først på lavt blus, brændte den fint, og jeg tænkte, at ringen åbenbart ikke var så vigtig. Og gav mig til at koge bulgur på blusset. Det gik fint. I 5 minutter. Pludselig var hele køkkenbordet indhyllet i flammer, der stod helt op under ruffet. Jeg kunne ikke komme til at lukke for gassen pga. varmen, og forsøgte at kvæle ilden med brandtæppet, som hænger lige ved komfuret. Det virkede slet ikke, ilden var ligeglad. Vi endte i plan C: pulverslukkeren kvalte ilden på et halvt sekund, og det var jo godt. Meget godt. Men jeg ved nu, at pulverslukkere altid skal være det sidste, jeg tyer til, hvis det brænder. For du milde, hvor et svineri! Et pust på et halvt sekund - og hele bådens indre var på forbilledlig vis pyntet op til jul med den fineste puddersne. Overalt. Og jeg mener det!

Omkring tre timers rengøring senere var jeg heldigvis tilbage ved en båd, som ikke nåede at blive svedet det mindste af flammerne, så bortset fra, at jeg med jævne mellemrum finder lidt rester fra nisselandskabet, når jeg tager en bog ud fra reolen el.lign., kan man slet ikke se, at jeg har leget med ild. Pyha!

I morgen aften er det jul. Trods det store, og endnu ikke tilendebragte, arbejde med at optimere båden til helårsbeboelse og finde ind i alle de nye rutiner, har jeg også haft tid til at hygge mig med mine børn, som heldigvis nyder at være her, lige så meget som mig. Det bliver godt, det her, er det allerede. 

Og planer med min lille eventyrsatellit, S/Y Mathilde, som rastløst prøver sine fortøjningers holdbarhed lige ved siden af, begynder at tage form. Det bliver sommer igen. Og så skal vi på havet.