fredag den 21. juli 2017

Depression

Det har aldrig før generet mig det mindste at være alene, tværtimod. Det er ikke helt let nu. Måske er det fordi, der i år har været byttet om på det. Jeg startede med at sejle sammen med drengene og min søster. Nu er de gået fra borde. Det er en meget tom båd, jeg sejler i. Den meget beskedne plads ombord gør, at når man er sammen, så er man meget sammen. Det meget store hav og den meget store natur rundt om gør, at når man er alene, så er man meget alene. Jeg er, og føler mig, meget alene.

Magerøy-sundet holder løst om Mathilde med sine ru, men bløde hænder, mens hun glider igennem på en spejlblank vandflade, med motoren robust knurrende agter. Skrænter på mange hundrede meters bredde, nogle fra fjeldets top til fjeldets bund, øser groft, brunligt grus ned til kystlinjen, en stivnet, jordet lavine. Grønne foldebjerge på Tagganeset kan minde om mosgroede træstammer i troldeskov, men i 150 meters højde og 50 meters bredde – pr. stamme. Den hårde, grå klippe stræber mod himlen i puklede former længere inde i sundet, på sydsiden.
Solen er lige bag skysløret, et lyseblåt skær hænger i luften omkring os. En præstekrave iler forbi med kurs mod øst. En flok på omkring 20 lomvier farer, med energiske, hurtige vingeslag, målbevidst ud af sundet, mod åbent hav. De har en mission derude, og de spilder ikke tiden. En kjove opstår ud af det blå, og så er den væk igen.


Da jeg når Måsøy, og skal til at gøre klar til anduvning, kan jeg mærke, at det ikke dur. Jeg er for alene. Ikke på plads indeni. Verden omkring mig er fuld af alt det, som taler til mig, men jeg hører ikke helt efter. Der er ensomhed derinde. Jeg må kontakte min eneste makker herude i ingenmandsland. Mathilde. Ensomheden skal sejles væk. Jeg vælger derfor at forlænge min planlagte rute med 27 sømil, og fortsætte til Burstad. De næste dage skal det regne og blæse. Ruinbyen Burstad, som jeg jo kender fra udturen, vil være et perfekt sted at gå i hundene. Som sagt, så gjort.

Kulingen hviner i stag og vanter, regnen trommer mod dækket, tåge og havgus ulmer dystert, lavt over vandet i bugten. Ruinerne og de afsvedne tomter fra byen, der var, bidrager til den festlige stemning med deres grå, henfaldende præcens, og den ihukommelse af liv og bevægelse, som ikke er mere, som de vækker i mig. Der er lige så mange dækningsstreger i mobiltelefonens display, som der er mennesker i Burstad ud over mig. Altså absolut ingen.


Ud over at lave en gang hval-gryde, en ret, som jeg er blevet svært glad for, laver jeg den dag intet andet end at sidde med et glas whisky i hånden og stirre ind i varmeovnens beroligende, rødglødende kerne, mens jeg hører relativt høj musik. Jesus Christ.


Næste dags formiddag byder på et par timers opklaring, før regnen igen tager fat. Jeg bruger det lille hul til at vandre Burstad rundt og filme. Der er et savn efter den bortrejste familie, men også efter en mission. Uden Projekt Svalbard raver jeg jo egentlig bare rundt heroppe uden mål og med. Der skal retning og mening til. Humøret stiger derfor mange grader, da jeg ved midnatstid lægger sidste hånd på klipningen af denne lille kortfilm om Burstad (klik i nederste, højre hjørne af videovinduet for fuld skærm - og husk at tænde for lyden!):



Ja, man skulle ikke umiddelbart tro, at den kunne bringe nogen i bedre humør, men sådan virkede den her. Katarsis. Per aspera ad astra.

Hammerfest tager, ligesom sidst, godt imod. Rønning kommer forbi med en spritny autopilot, så er vi kørende igen, hvad det angår. Nu vi er i gang, tilbyder han også at køre mig over forbi benzinstationen, så jeg kan tanke. De 1,5 km. hver vej er ganske langt med 30 liter benzin på slæb. Den klapcykel var godt nok god at have! Og nu vi sidder i bilen, tager han mig også lige med på sightseeing rundt i Hammerfest. Den strækker sig over et ganske stort areal ind i baglandet, det ses ikke fra søsiden. Da Statoil byggede det enorme gasfortætningsanlæg på Melkøy lige ud for byen, opkøbte de også et kæmpe areal bag byen og bebyggede det med huse til alle de mange medarbejdere, som pludselig have brug for bolig i byen. Huspriserne skød voldsomt i vejret. Da anlægget var færdigbygget, faldt behovet for boligerne, som blev solgt. Rønning selv bor i et ”Statoil-hus”, smukt bygget, rødmalet træhus i et hyggeligt ”nybygger-kvarter”.
Han kan også underholde med anekdoter om Turi Josefsen, en af verdens rigeste kvinder, som kommer fra Hammerfest. Hun rejste til USA som au pair, blev gift der, og startede en virksomhed, som solgte kirurgiske instrumenter. Det var der åbenbart salg i.
Da hun for nogle år siden ville besøge Hammerfest, måtte hun lide den tort at skulle lande på Alta, da lufthavnen i Hammerfest var for lille til hendes privatfly! Det var jo, i parentes bemærket, den lufthavn, som Marie ankom til for 10 dage siden, i et ikke helt lille propelfly fra Tromsø. Turi tilbød straks at betale for en dobbelt så stor lufthavn, hvilket bystyret dog afslog.
Da hun, ved indvielsen af et nyt, stort ridecenter i byen, blev klar over, at der faktisk manglede 20 millioner til at færdigfinansiere byggeriet, bekendtgjorde hun spontant fra talerstolen, at hun ville efterlade en check på det manglende beløb, når hun rejste hjem igen.
Født i 1936 nåede hun jo også at opleve båden byen, som den var, nedbrændingen af den, og dens genopståen fra asken. Hun har formodentlig følt sig meget stærkt knyttet til sin hjemby, selv om hun har levet det meste af sit liv i USA og Frankrig. Og så har hun råd til at vise det!

Ellers bruger jeg dagen i Hammerfest til at lade op til den videre rejse ud i Finnmarken, på vej tilbage mod Harstad. De næste 12 dage skal jeg ikke forvente at finde en eneste butik eller tankstation, muligvis ikke engang en vandhane. Det er muligt at tage bad på campingpladsen 1,5 km. fra havnen, som det eneste sted i Finnmarken, og de har endda også vaskemaskine og tørretumbler, en helt vild luksus. Jeg får vasket sengetøj og soveposen, som efter i alt 9 ugers brug (sidste år medregnet) ikke længere duftede helt som ny. Og så er jeg vist ellers ved at være klar til mere eventyr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar