Formålet var at standse den russiske hærs fremrykning fra øst. En hær har, ligesom alle andre mennesker, brug for forsyninger, bygninger, hjælp. I en afbrændt ødemark kan den ikke overleve, og de tyske styrker kunne derfor trække sig tilbage, så de kun behøvede at forsvare de sydligere egne. Det så sikkert smart ud på det store vægkort i førerbunkeren i Berlin. Det gjorde det ikke her.
Hammerfest er både en af de ældste byer i Finnmarken, grundlagt i slutningen af 1700-tallet, og samtidig ganske ung. Hvert eneste hus er bygget efter 1945, hvor befolkningen vendte hjem til en flad, forkullet slette og startede et genrejsningsprojekt, som kun kan indgyde den dybeste ærefrygt for menneskets ukuelighed. Her er koldt, naturen er majestætisk, voldsom og farlig, vinteren er iskold, lang og buldrende mørk, én lang polarnat. Men de ville bo her. Menneskene. Det var deres hjem.
Byen fremtræder lys, pæn og hyggelig, med en rolig puls. Her er overskud. Bare vi skæver ud på vejbanen standser hver eneste bil i god afstand, så vi kan komme over vejen, fodgængerfelt eller ej. Der er ikke noget, der haster. Ved havnefronten troner det imponerende kulturhus, Arktisk Kultursenter, med stram, enkel, nordisk arkitektur. Iskrystaller som vandmærke i glasfacaden. Lige bag havnen går en zigzag-sti op på fjeldet, som byder på en panoramisk udsigt over byen og bjergene bag den. Rensdyrene går rundt og græsser, nogle helt inde i folks baghaver. De har ikke klokker på, er vilde dyr, men åbenlyst helt trygge ved mennesker, vi kan komme næsten helt hen og klappe dem. Naturen i baghaven, kulturen på forsiden. En kulturlomme i naturens vold.
Kl. lidt over 10 banker det på ruffet. Det er Rønning fra Rønning Skipselektronik, som af egen drift har fundet Mathilde i havnen. Jeg har talt i telefon med ham flere gange i den seneste uge, på vej op mod Hammerfest, og aftalt at mødes denne mandag, hvor Marie er ankommet fra Kastrup efter syv timers rejse med mellemlandinger i Trondheim og Tromsø. Rønning bortfører den syge autopilot, og dagen efter kommer dommen: der er trængt vand ind i elektronikken, sandsynligvis på de barske sejladser nordpå sidste sommer. Kompasset er kortsluttet, processorens elektriske forbindelser irrede. Den er færdig, efter 10 års trofast tjeneste på Mathilde. Utrætteligt har den styret på stort set hver eneste mil for motor eller i meget svag vind. Til Shetlandsøerne, Sverige, rundt om England, til Færøerne, til Lofoten. En ven. Og dog: jeg er altid utryg ved vigtigt udstyr, som er for avanceret til, at jeg selv kan forstå eller reparere det. Jeg ved med sikkerhed, at det går ned en dag, og jeg ved med sikkerhed at det sker, mens jeg bruger det, dvs. er afhængig af det. Jeg har ventet på det telefonopkald fra teknikeren i 10 år. Nu kom det. Dommen over autopiloten bliver også dødsstødet til Projekt Svalbard. Rønning vil formodentlig kunne skaffe en ny autopilot hjem fra Holland på en god uges tid. Det er jo herligt. Men jeg har ikke en uge. Tidsplanen er skredet. Nordkap bliver endemålet for denne sommers togt.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg føler i den forbindelse. Ærgelse, jovist. Længslen efter det ultimative, vildeste eventyr findes derinde. Men også en lille lettelse. Arktis betager mig og skræmmer mig på samme tid. Det er så stort. Så vidt. Så højt. Så øde. Så koldt. Ind imellem skinner solen og vinden er svag, da kan jeg i nogle timer krænge mig ud af ulden og lege dansk sommer. Men ”skinnet” bedrager. Der går en sky for solen, en lille vind rejser sig ud af intet. Det er, som om tæppet trækkes væk under mig, Dødens ånde svøber sig om knoglerne, kulden fortætter dampen fra min livsytring, respirationen, her gives ingen sikkerhed. Det er som at se ned i et svælg af kulde, som ikke har nogen bund. Det kan blive så koldt, det skal være, naturen passer ikke på mig ved at standse sin nedkøling ved det livstruende. Livet selv fryses ud af luften, falder. Luften er tom, tynd, klar som iskrystal. Vil du være her, er det på eget ansvar. På trods.
Tanken om yderligere 500 sømil, godt 900 kilometer, mere mod nord over et af de mest øde havstræk på den nordlige halvkugle, til et isdækket ørige med kælvende gletchere, drivis, faldvinde, store rovdyr og en definitiv ødemark af menneskeligt fravær trækker i mit indre som en magnet. Og giver mig tyndskid! Med alt grej i orden ville jeg have gjort det, det kan jeg mærke. Jeg kan ikke uden autopiloten. Det er en forbandelse for min længsel. Det er en fribillet for min rædsel.
Vi sniger os ind mod den mest faldefærdige træbro, jeg i mit liv har set. Rådne planker hænger ned under dækket, overgroet med alger. Marie kigger ned i vandet fra fordækket, jeg interesserer mig levende for ekkoloddets kontinuerlige opdateringer. Vi er uden for noget beskrevet. Min pilot nævner ikke noget om muligheden for at ligge ved træbroen, så vi improviserer, inspireret af gummibådens ynkelige forfatning: den er utæt både i det ene luftkammer, i bunden (så vandet pibler ind) og i de to luftpuder, man formodes at sidde på, når man sejler i den. Desuden er den så lille, at vi vil skulle ro ind tre gange for at få hele besætningen i land, hvis vi ankrer, på den meget velbeskyttede bugts godt 10 meters dybde. En bro frister.
Langskibs broen viser ekkoloddet 6 meter, vi er ved højvande springtid og kan ifølge tidevandstabellen forvente et to meters fald i vandstanden. Rigeligt med vand til Mathilde. Her bliver vi.
Kl. lidt over 10 banker det på ruffet. Det er Rønning fra Rønning Skipselektronik, som af egen drift har fundet Mathilde i havnen. Jeg har talt i telefon med ham flere gange i den seneste uge, på vej op mod Hammerfest, og aftalt at mødes denne mandag, hvor Marie er ankommet fra Kastrup efter syv timers rejse med mellemlandinger i Trondheim og Tromsø. Rønning bortfører den syge autopilot, og dagen efter kommer dommen: der er trængt vand ind i elektronikken, sandsynligvis på de barske sejladser nordpå sidste sommer. Kompasset er kortsluttet, processorens elektriske forbindelser irrede. Den er færdig, efter 10 års trofast tjeneste på Mathilde. Utrætteligt har den styret på stort set hver eneste mil for motor eller i meget svag vind. Til Shetlandsøerne, Sverige, rundt om England, til Færøerne, til Lofoten. En ven. Og dog: jeg er altid utryg ved vigtigt udstyr, som er for avanceret til, at jeg selv kan forstå eller reparere det. Jeg ved med sikkerhed, at det går ned en dag, og jeg ved med sikkerhed at det sker, mens jeg bruger det, dvs. er afhængig af det. Jeg har ventet på det telefonopkald fra teknikeren i 10 år. Nu kom det. Dommen over autopiloten bliver også dødsstødet til Projekt Svalbard. Rønning vil formodentlig kunne skaffe en ny autopilot hjem fra Holland på en god uges tid. Det er jo herligt. Men jeg har ikke en uge. Tidsplanen er skredet. Nordkap bliver endemålet for denne sommers togt.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg føler i den forbindelse. Ærgelse, jovist. Længslen efter det ultimative, vildeste eventyr findes derinde. Men også en lille lettelse. Arktis betager mig og skræmmer mig på samme tid. Det er så stort. Så vidt. Så højt. Så øde. Så koldt. Ind imellem skinner solen og vinden er svag, da kan jeg i nogle timer krænge mig ud af ulden og lege dansk sommer. Men ”skinnet” bedrager. Der går en sky for solen, en lille vind rejser sig ud af intet. Det er, som om tæppet trækkes væk under mig, Dødens ånde svøber sig om knoglerne, kulden fortætter dampen fra min livsytring, respirationen, her gives ingen sikkerhed. Det er som at se ned i et svælg af kulde, som ikke har nogen bund. Det kan blive så koldt, det skal være, naturen passer ikke på mig ved at standse sin nedkøling ved det livstruende. Livet selv fryses ud af luften, falder. Luften er tom, tynd, klar som iskrystal. Vil du være her, er det på eget ansvar. På trods.
Tanken om yderligere 500 sømil, godt 900 kilometer, mere mod nord over et af de mest øde havstræk på den nordlige halvkugle, til et isdækket ørige med kælvende gletchere, drivis, faldvinde, store rovdyr og en definitiv ødemark af menneskeligt fravær trækker i mit indre som en magnet. Og giver mig tyndskid! Med alt grej i orden ville jeg have gjort det, det kan jeg mærke. Jeg kan ikke uden autopiloten. Det er en forbandelse for min længsel. Det er en fribillet for min rædsel.
Vi sniger os ind mod den mest faldefærdige træbro, jeg i mit liv har set. Rådne planker hænger ned under dækket, overgroet med alger. Marie kigger ned i vandet fra fordækket, jeg interesserer mig levende for ekkoloddets kontinuerlige opdateringer. Vi er uden for noget beskrevet. Min pilot nævner ikke noget om muligheden for at ligge ved træbroen, så vi improviserer, inspireret af gummibådens ynkelige forfatning: den er utæt både i det ene luftkammer, i bunden (så vandet pibler ind) og i de to luftpuder, man formodes at sidde på, når man sejler i den. Desuden er den så lille, at vi vil skulle ro ind tre gange for at få hele besætningen i land, hvis vi ankrer, på den meget velbeskyttede bugts godt 10 meters dybde. En bro frister.
Langskibs broen viser ekkoloddet 6 meter, vi er ved højvande springtid og kan ifølge tidevandstabellen forvente et to meters fald i vandstanden. Rigeligt med vand til Mathilde. Her bliver vi.
Burstad var engang en fiskerby, i et stort fjeldkrater rundt om en næsten cirkelrund bugt, beskyttet for alle vindretninger, bortset måske lige fra nordvest. En perfekt naturhavn, med fjeld til jagt i baglandet og en åbning mod fiskeriet i det gavmilde hav let tilgængelig. Den har blot aldrig rejst sig fra nedbrændingen i 1944. Den blev delvist genopbygget, men regeringens centraliseringsprojekt i 60'erne fik de fleste til igen at fraflytte byen. Et hus blev nedbrændt af en fisker, som forsøgte at påkalde sig omverdenens opmærksomhed på sin desperation, da han mistede sin fiskebåd ved en kæntringsulykke. Tilbage står en håndfuld ruiner og et enkelt meget forfaldent, men stadig beboeligt hus.
Tilfældigvis kommer ejerne af huset ind i bugten med to små motorbåde kort efter vores ankomst, de byder os indenfor. Huset har ikke været i brug de sidste 10 år, forfalder bid for bid, til jord skal det blive. Det står ellers helt klar til en spartansk naturferie, med petroleumskomfur, brændeovn, service og bestik, en pæn dug på bordet, endda et nyt stearinlys i en stage præcis midtpå. Da ejerne kort efter sejler igen, videre på deres fisketur, er her igen helt forladt. De øvrige huse er halvt sammenstyrtede, men det er dog muligt at få et indtryk af deres tidligere herlighed ved at gå lidt rundt på de bærende bjælker, blandt gamle skabslåger, cisterner og væltede døre.
Den grusede skrænt op ad fjeldet på sydsiden af bugten spejler sig i det blikstille vand. En lidt knugende stemning hviler over ruinbyen i krateret.
Vi vandrer indefter, ind i land. Her møder vi samernes rensdyr, som med fine klokker om halsen klingrer rundt i landskabet. Samerne selv må være i nærheden, men vi ser dem ikke. Klipperne her er for en stor dels vedkommende lagdelt i skiferflager, nogle steder med dybe huler ned i jorden. Inderst møder vi en brusende elv, vandet er koldt, klart, rent og ekstremt velsmagende. Her er helt lunt, vi efterlader det meste af vores varme påklædning ved en sten langs stien.
En fredelig sejlads dagen efter bringer os ind imellem Havsøy og Hjelmsøy, igennem et område med potentielt farlig strømsø ved nordvestlig vind og modstrøm, men det mærker vi ikke noget til. Gjesværstappan tårner sig op forude, vokser og vokser som vi nærmer os. Europas største fuglefjeld. Solen er brudt frem, det er helt vindstille. Også her snydes vi af proportionerne i den enorme natur. Det ser ud til, at vi skal dreje nu, for ikke at sejle ind i klippen, men der stadig en hel sømil endnu! En nordmand, vi mødte på broen i Torsvåg, fortalte mig, at Gjesværstappan var et must see nær Nordkap, men det ligner mest af alt en skuffelse: blot endnu et meget højt fjeld, uden liv. Men få hundrede meter fra klippen udkrystalliserer de sig pludselig, i tusindvis, op mod det grønne og grå højt, højt oppe. Fuglene. Vi var blot for langt væk til at kunne se dem før. Pludselig sejler vi i en heksekedel af flyvende og svømmende liv. Primært de vidunderlige, søde søpapegøjer (lunder), som flyver, flakser, svømmer og dykker overalt omkring båden. Kommer vi for tæt på, går de i panik og forsøger enten at lette fra overfladen i en slags flyve-svømmeart, som syner grotesk og komisk, eller de mooner i et millisekund og forsvinder ned i dybet, på flugt og fiskeri på samme tid. Her myldrer også med alke, lomvier og skarve, i alt 2,3 millioner fugle yngler på klippen hvert år. Gjesværstappan er, med sine op til 600.000 ynglende lunde-par, Finnmarkens største lunde-koloni. Langsomt omsejler vi den imponerende klippe i det blikstille vand, med dønning over skvalpeskær overalt omkring os. Navigatøren skal tjekke kortet jævnligt, afvekslende med betaget glanen opad. Solen stråler fra den nu skyfri himmel, og en hvid dis om tinden understreger luftens gyldne lys ned over skrænter og fald på siderne af ”tappen”. Øverst, mod den blå himmel, kredser et par havørne, regentparret over klippen. I højsæsonen om foråret kan her være op til hundrede havørne ad gangen!
En halv times sejlads fra naturfænomenet anduver vi Gjesvær, et lille fiskerleje. Her er, ligesom alle andre steder, vi har været, masser af plads, helt fredeligt, ingen faciliteter, ingen havnepenge, egentlig ingenting. Og alting. Små fiskerbåde sejler ind og ud, midnatssolen har vi fuld adgang til, for en gangs skyld uden et fjeld mod nordvest til at skygge for den, og vi nyder en gang taco, med Twist til dessert.
Det myggenet, som min daværende hustru Anne-Marie syede til at spænde ud over cockpitteltet, da vi sejlede rundt om England, kommer os til gavn nu. Ved aftenstid bliver luften tyk af de små vampyrer, men med det rigtige udstyr, som Mathilde jo er spækket med, kan også denne naturens udfordring imødegåes, og vi hygger os ombord. Vi er næsten fremme ved Nordkap, og skal nu blot afvente en passende vejrudsigt til at runde det. Det er fint at afvente. Det giver tid til at fordøje de mange indtryk fra alt det derude, herinde.
Hvilket logistisk monster-projekt! Hvilken beslutsomhed! Hvilken poesi! Smukt! Stærkt! <3
SvarSlet