Afsked

Fredag d. 5. august 2016. Tromsø.



Sommerens togt er endegyldigt slut. Mathilde blev i onsdags ved højvande trukket op af sit rette element med Harstad Båtforenings travelift og kørt til sit vinterhi på bådepladsen. I ti måneder skal hun nu hvile sig i sit stativ, mens skipper samler kræfter til næste ekspedition og aftjener sin værnepligt hjemme i hamsterhjulet. Og længes efter at komme mod nord igen. Det er her, det er. Det, som jeg længes efter.

Det er tid for evaluering og statistik. Det er praktisk, det er tørt, og det er ren poesi. 

Arktis har vist sig at være meget nemmere at sejle i end forventet. Jeg havde, bortset fra almindelig kulde, regnet med en del kondensproblemer ombord, det har vi stort set ikke haft, da luften er ret tør, selvom den er kølig. Det kolde vand gør et kompressorkøleskab (som vi ikke har) unødvendigt: kølevarerne blev blot opbevaret i et stuverum lige op af skroget ud mod vandet. Dejlig fast smør hver morgen. 

Det døgnlange lys gav optimale betingelser for solpanelet, og jeg har ikke haft et strømkabel i land i 6 uger, selv ikke med de defekte batterier i starten af turen! Efter at drengene kom ombord har computerne endda kørt en del ind imellem.

På hele Helgelandskysten og Lofoten vrimler det med gudesmukke, velbeskyttede og øde ankerpladser med suveræn holdebund. Ankeret har ikke rokket sig en millimeter nogen steder, og kommer op helt rent. Sikkert tegn på god sandbund.

Det er lykkedes at imødegå de ret høje, norske madpriser med en omfattende proviantering hjemmefra. Det er minimalt, hvad jeg har købt i Norge, og der er endda en del proviant til overs til næste år.

Jeg lader aldrig en lejlighed til at lovprise små sejlbådes fordele gå fra mig. Her kommer en mere: havde jeg haft en større båd, havde vi ikke kunnet overvintre i Harstad. Den ville ikke kunne komme op på deres bedding, og de stativer, jeg kunne låne her, ville ikke være store nok. Den lille båd er handy og kan puttes ind, hvor de andre ikke kan være. 

Derfor slipper jeg med de 2500 norske kroner for hele vinteren, det er 2000 danske. Hjemme i Aarhus ville pladsleje koste omkring 8000 kr. 6000 kr. sparet. 

Hertil kommer den sparede statsafgift på forsikringen, da Mathilde er udenfor dansk toldområde. Ca. 2500 kr. mere sparet. 

Besparelsen betaler stort set vores fly- og færgebilletter, så det eksotiske eventyr i fjernt farvand til trods, ender jeg på et regnskab, der ligner tidligere års! Det er tilfredsstillende, for det giver mulighed for at blive ved på den måde. Lige nu kan jeg ikke se, hvorfor Mathilde nogensinde skulle komme hjem igen. Verden er stor, alene Nordatlanten tilbyder bevidsthedsudvidende, udfordrende, smukke og fremmedartede rejsemål nok til flere liv. Så længe jeg af en eller anden grund holder fast i et konventionelt arbejdsliv på landjorden, er denne måde at sejle på den eneste mulighed for at nå rigtig langt på de små seks ugers sommerferie, jeg kan skrabe sammen hvert år. Og det er nu afprøvet. Det virker.

Turen i tal:

• Turen varede 40 dage.
• Der blev sejlet i alt 1230 sømil
• Effektiv sejltid 12 døgn, 20 timer og 20 minutter
• Heraf ca. 50 timer for motor, svarende til kun 16 % af tiden!
• Mathilde overnattede for anker 13 nætter, i havn 18 nætter, på havet 8 nætter 
• Samlet udgift til havnepenge 690 kr., altså 17 kr./dag i gennemsnit! 

Den sejlede rute:

Ruten kan granskes nærmere her: RUTE.

Næste sommer? Tja, som sagt ligger Svalbard og venter deroppe, med sin endnu voldsommere, vildere natur. Det trækker. Men Lofoten er et godt udgangspunkt for mange andre eventyr. Nord om Nordkap, til Murmansk? Lofoten rundt? Ned langs Helgelandskysten? Tværs over Norskehavet til Island? Der er drømme nok. De praktiske omstændigheder er de primære determinanter for hvilke, der bliver til planer. Men der er en tendens til, at med Mathilde bliver planer altid til virkelighed. Voldsom, berusende, befriende virkelighed. Det store hav. De spændende kyster. Den vilde natur. Den åbne himmel. Og den lille båd med de store kræfter. 

Vi vender tilbage.