Jeg har alarmer på alt. Det er nyttigt, når man er solosejler, dejligt at teknikken kan holde øje med nogle af de faktorer, som jeg ikke selv har overskud til, bl.a. fordi jeg har brug for at sove. Min mobiltelefons timer vækker mig som bekendt hvert kvarter, med en infernalsk larm, som vil kunne få Holger Danske til at stå ret. Den har også andre lyde, den til det almindelige vækkeur er blid harpemusik, den bruger jeg til mandag morgener i januar og regnvejr, kl. 06.00, når arbejdet kalder. En sød start på dagen.
GPS'en kan alarmere for hastighedsafvigelser, kursafvigelser, afstande til målet, spændingsfald og andre vigtige faktorer. AIS'en alarmerer for erhvervstrafik tættere på, end jeg bryder mig om. Jeg er godt dækket ind.
Siden i lørdags har jeg nok i alt set 10 skibe, alle i ret stor afstand. Her er forbløffende øde. Enten har nordmændene helt droppet at sejle, eller også sejler de meget tættere på kysten end jeg. Mathilde og jeg kunne, selskabsmæssigt set, lige så godt ligge ude mellem Shetlandsøerne og Færøerne!
Da vi gjorde det for to år siden, valgte jeg at gå på kompromis med min intervalsøvn, og tage 2 timers søvn i streg. Det var en dårlig ide, da hjernen så kommer ned i dyb søvn, som det er meget svært og meget ubehageligt at vågne fra igen, specielt når der er oparbejdet så stort et behov for den, som det selvfølgelig er tilfældet efter mange døgns udelukkende REM-søvn.
Men da erfaring jo som bekendt er evnen til at genkende en fejltagelse, når man begår den igen(!), valgte jeg i morges at gentage eksperimentet. Jeg var noget brugt efter en nat med flere, omstændelige sejlskift. Der kan siges meget godt om rumskødssejlads (medvind), men det er den absolut mest arbejdskrævende sejladsform. Det mindste lille vindspring eller ændring i vindstyrken kræver omfattende omorganisering af sejlgarderoben og kompliceret trim af vindroret. Jeg trængte til søvn. Kl. 7.15 satte jeg derfor alarmerne til, stillede mit vækkeur i mobilen (ikke timeren) til kl. 9.15 og gik til ro. Meget ro.
Kl. 10 gik alarmen for kursafvigelse. GPSen er ikke så blødsøden, den indtrængende bippen gjorde, at jeg præcis 4 sekunder senere stod i cockpittet med tilbagestrøget hår og nykridtede tennissko, mens jeg febrilsk flåede i alt tilgængeligt tovværk, og det er ikke så lidt. Et minuts tid senere vågnede jeg og begyndte at stille mig selv relevante spørgsmål à la: Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvorfor binder jeg knuder på kablet til solpanelet? Langsomt dæmrede det: nå jo, alarmen. Vi var kommet lidt rigeligt ud af kurs, og det var sådan set bare det. Lidt trim, så er vi på rette vej igen. Men – klokken var 10! Ti! Jeg havde jo sat vækkeuret til kl. 9.15! Jeg havde sovet over mig!!! Den slags sker ikke for en professionel sømand på vagt!
Med en forudsigelighed, der er lige så henrivende, som den er triviel, begyndte sindet nu at projicere. Det måtte være nogens skyld. Mobiltelefonen! Den forbandede elektronik, man kan ikke regne med den. Jeg skulede olmt ned på telefonen, der lå og så uskyldig ud nede på kortbordet.
Jeg havde netop færdiggjort min beslutning om, med hvilket værktøj, jeg ville lempe telefonen ned i halsen på den imødekommende sælger hjemme i mobiltelefonforretningen på Randersvej, da blid harpemusik strømmede op til mig fra kahytten. Mobilen spurgte på sin skærm, om den (”igen?”, hørte jeg den tilføje mellem linjerne) skulle udsætte alarmen, så jeg kunne sove videre som sædvanlig (tryk ”Udsæt”), eller jeg denne gang ønskede at vågne (swipe til højre, ”Afbryd”)? Rød i hovedet som en postkasse (er der mon nogen fra den ældre generation blandt læserne, der kan huske, hvordan sådan en så ud?) swipede jeg til højre.
Se det i øjnene, sømand. Du har sovet over dig. Yes, Sir! Lad det ikke ske igen. No, Sir! For så står den på kølhaling og halalslagtning, i nævnte rækkefølge. Aye aye, Sir!
Dagen igennem har solen skinnet, og vinden været meget fredelig. Det har givet mig mulighed for fredsommelige sysler uden at skulle kæmpe for at holde mig fast. Det går ikke så stærkt, men det går fremad, lige mod målet.
Kl. 10 gik alarmen for kursafvigelse. GPSen er ikke så blødsøden, den indtrængende bippen gjorde, at jeg præcis 4 sekunder senere stod i cockpittet med tilbagestrøget hår og nykridtede tennissko, mens jeg febrilsk flåede i alt tilgængeligt tovværk, og det er ikke så lidt. Et minuts tid senere vågnede jeg og begyndte at stille mig selv relevante spørgsmål à la: Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvorfor binder jeg knuder på kablet til solpanelet? Langsomt dæmrede det: nå jo, alarmen. Vi var kommet lidt rigeligt ud af kurs, og det var sådan set bare det. Lidt trim, så er vi på rette vej igen. Men – klokken var 10! Ti! Jeg havde jo sat vækkeuret til kl. 9.15! Jeg havde sovet over mig!!! Den slags sker ikke for en professionel sømand på vagt!
Med en forudsigelighed, der er lige så henrivende, som den er triviel, begyndte sindet nu at projicere. Det måtte være nogens skyld. Mobiltelefonen! Den forbandede elektronik, man kan ikke regne med den. Jeg skulede olmt ned på telefonen, der lå og så uskyldig ud nede på kortbordet.
Jeg havde netop færdiggjort min beslutning om, med hvilket værktøj, jeg ville lempe telefonen ned i halsen på den imødekommende sælger hjemme i mobiltelefonforretningen på Randersvej, da blid harpemusik strømmede op til mig fra kahytten. Mobilen spurgte på sin skærm, om den (”igen?”, hørte jeg den tilføje mellem linjerne) skulle udsætte alarmen, så jeg kunne sove videre som sædvanlig (tryk ”Udsæt”), eller jeg denne gang ønskede at vågne (swipe til højre, ”Afbryd”)? Rød i hovedet som en postkasse (er der mon nogen fra den ældre generation blandt læserne, der kan huske, hvordan sådan en så ud?) swipede jeg til højre.
Se det i øjnene, sømand. Du har sovet over dig. Yes, Sir! Lad det ikke ske igen. No, Sir! For så står den på kølhaling og halalslagtning, i nævnte rækkefølge. Aye aye, Sir!
Dagen igennem har solen skinnet, og vinden været meget fredelig. Det har givet mig mulighed for fredsommelige sysler uden at skulle kæmpe for at holde mig fast. Det går ikke så stærkt, men det går fremad, lige mod målet.
Kl. 15.25 passerede jeg tæt forbi fiskeskibet Seir. Skibet afgav lydsignalet K, som betyder ”Jeg ønsker at komme i forbindelse med Dem”. Jeg kaldte skibet på VHF-radioen, overbevist om, at jeg uforvarende var i færd med at sejle ind i nogle af dets fiskeredskaber. Men nej, skipperen ville bare hilse på, syntes, det var hyggeligt at se en lille sejlbåd fra Danmark herude i ødemarken. Det har jeg godt nok aldrig oplevet før! Vi hyggesnakkede lidt om vejret og fiskeriet (som lige i dag gik rigtig skidt), og fortsatte så videre, i hver sin retning. En glædelig opmuntring i min selvvalgte ensomhed på det store hav.
Ensomheden er til at tage og føle på. Jeg har ikke haft mobildækning siden i går eftermiddags. Der måtte et opkald over VHF-radioen til min far (der, som sædvanlig på mine havrejser, agerer shore crew) for at bekræfte, at jeg stadig findes.
Jeg har taget hul på skinken. Man kan som sagt blive ved med at afprøve nye teknikker til søs, en af dem, jeg endnu ikke har prøvet, er at proviantere med lufttørret skinke. Det siges nemlig, at sådan en kan holde sig meget længe uden nedkøling, når bare den får luft. Alle former for afveksling i proviantbeholdningen er velkomne, så det skal prøves. Jeg har derfor medbragt 1,5 kg. Prosciutto Crudo, som netop er kommet ud af pakken, og nu opbevares i en åben pande i pantryet. Lækkert ser det ud, og det bliver det forhåbentlig ved med, til det hele er spist. Den pragmatiske læser vil måske spørge, om jeg ikke kunne have startet eksperimentet med et stykke der var f.eks. en ottendedel så stort? Det er et godt spørgsmål. Spørg bare. Jeg kan ikke komme til at svare.
Ensomheden er til at tage og føle på. Jeg har ikke haft mobildækning siden i går eftermiddags. Der måtte et opkald over VHF-radioen til min far (der, som sædvanlig på mine havrejser, agerer shore crew) for at bekræfte, at jeg stadig findes.
Jeg har taget hul på skinken. Man kan som sagt blive ved med at afprøve nye teknikker til søs, en af dem, jeg endnu ikke har prøvet, er at proviantere med lufttørret skinke. Det siges nemlig, at sådan en kan holde sig meget længe uden nedkøling, når bare den får luft. Alle former for afveksling i proviantbeholdningen er velkomne, så det skal prøves. Jeg har derfor medbragt 1,5 kg. Prosciutto Crudo, som netop er kommet ud af pakken, og nu opbevares i en åben pande i pantryet. Lækkert ser det ud, og det bliver det forhåbentlig ved med, til det hele er spist. Den pragmatiske læser vil måske spørge, om jeg ikke kunne have startet eksperimentet med et stykke der var f.eks. en ottendedel så stort? Det er et godt spørgsmål. Spørg bare. Jeg kan ikke komme til at svare.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar