Lofoten er magisk. Det var, hvad jeg håbede og regnede med, at den ville være. Ud fra billeder og beskrivelser. Det er noget andet at være her i virkeligheden. Lofoten er magisk.
I går krydsede vi Vestfjorden fra et lille fiskersamfund, Helligvær, lidt vest for Bodø. Og nu vil "vi" ikke bare sige Mathilde og jeg, men Mathilde, Anton, Sebastian og jeg. Et firkløver, som er på eventyr. Og hvilket eventyr, allerede.
Helligvær var endnu en perle af uforstyrret ro og stor skønhed. Selve de øer, som naturhavnen bestod af, var relativt lave, men lige bag dem mod øst rejste Helgelandskystens uendeligt varierede bjerge sig, så langt øjet rakte mod nord og syd. Havnen bestod af små pontonbroer, der stak ud hist og her i det beskyttede bassin mellem øerne, og vi lagde os blot ved en af dem, der så ledig ud. Ingen havnepenge, ingen regler, ingen indblanding.
Det var drengenes første anløb siden Bodø, og de var straks meget positive. Anton fandt hurtigt ud af fiskeriets mysterier (nu havde farmand jo taget hul på bylden), og fangede i stribevis af torsk i havnen, som dog alle var for små til et ordentligt måltid.
Til gengæld blev vi ved aftenstid begavet med tre store taskekrabber, da en lille motorbåd gled op på siden af os. Fem unge mennesker ombord havde lige været ude at tømme tejnerne på den anden side af øen, og ville da lige høre, om ikke den danske sejlbåd skulle have lidt til middagsmaden? Det skulle den danske sejlbåd, og da Sebastian og jeg lidt i midnat satte tænderne i ristet brød med friskkogt taskekrabbe og mayonnaise sang englene, og Perleporten knirkede på sine hængsler.
På den anden side af broen lå en enkelt sejlbåd fra Oslo, det er omtrent den første sejler, jeg har mødt udenfor Bodø siden Egersund. Den norske sejler fortalte, hvad jeg ofte har hørt før: alle de jordomsejlere, han havde talt med gennem tiden og spurgt, hvad de syntes, var det bedste område at sejle i på Jorden, havde enstemmigt sagt: Helgelandskysten! En sejler havde endda tilføjet, at hvis nu bare området havde været beboet af aboriginere, ville det også være det mest eksotiske!
Jeg har ikke været Jorden rundt. Men jeg kan ikke, med det, jeg har set indtil nu, se, hvordan det kan være anderledes.
I svag, nordlig vind og blændende sol havde vi en meget fredelig tur tværs over den store Vestfjord til Lofoten, ca. 38 sømil. Undervejs underviste jeg bl.a. drengene i at binde knob, for jeg har en ambition om, at de nu for alvor skal lære at sejle. Det har ofte før været min intention, men da jeg selv har meget svært ved at give håndteringen af båden fra mig, fordi jeg ikke kan få nok af at trække i vådt tovværk, er det aldrig rigtig blevet til noget.Fremtiden ser bare sandsynligvis sådan ud, at de to drenge og jeg kommer til at sejle rigtig mange sømil sammen. Både for sikkerhedens og drengenes fornøjelses skyld er det derfor nu ikke bare et sjovt indslag, men faktisk nødvendigt, at de lærer faget. Hvis jeg skulle blive sat ud af spillet en dag, skal de selv kunne tilkalde hjælp og, om nødvendigt, sejle båden til nærmeste havn.
Ved aftenstid anløb Mathilde Reine på Moskenesøy, Lofoten. Der er anduvninger, jeg husker som skelsættende betydningsmæssigt og/eller oplevelsesmæssigt, og denne anduvning vil helt sikkert blive en af dem. Anduvningen havde den, i princippet teoretiske, betydning, at Mathilde nu igen har flyttet en grænse: hun er nemlig nu længere væk fra Aarhus end nogensinde før, idet Lofoten, i fugleflugtslinje, er længere borte end Scillyøerne ud for Cornwalls sydvestspids, Lands End! Det var der, vores Englandsrundtur for tre år siden vendte fra udrejse til hjemrejse. Og Mathilde er stadig på udrejse...
Men oplevelsen var endnu vigtigere. I et elverlysskær fra den lavtstående sol sejlede vi ind imellem grønne bjerge med en let skydis omkring. Ved bjergenes fødder lå den lille fisker- og ferieby Reine fordelt som små enklaver af lave, røde træhuse på pæle ud over vandet. Havet var spejlblankt efter at den blide nordenvind var gået på fyraften en times tid forinden, og motorlarmen til trods føltes det, som om Mathilde svævede ind i et andet univers. Vi var bjergtagne ved første blik, og Anton dømte straks visionen som det smukkeste, han havde set. Og den dreng har jo faktisk set en del.
Jeg må knibe mig selv i armen: er vi overhovedet her?! Og øjet fortaber sig mod nordøst, hvor de takkede, vilde, himmelstræbende bjerge strækker sig i en tilsyneladende uendelig række, fordelt på hele den kæde af øer, som er rejsens primære mål: Lofoten. Og alt det skal vi udforske i de kommende uger!
Tilbage i havnen må jeg her til aften konstatere, at jeg i dag har talt mere fransk end dansk/norsk. Vi er omgivet af franske sejlbåde, alle meget store, oceangående, udstyret til hvad som helst. Og fra landsiden myldrer det med franske turister, som ror i kajak, sejler RIB og hvad man nu ellers kan udfordre sig med i den store, nordnorske natur. Hvorfor lige præcis franskmændene har udset sig Reine som destination ved jeg ikke, men mine efterhånden adskillige rejser i det nordatlantiske område har givet mig stor respekt for dem som sejlernation: de er alle vegne.
Det sjove er, at det er Mathilde, alle stopper op ved, og de fleste spørger: har I sejlet helt fra Danmark i den der? Ja, det da ved Gud vi har, og mere til!
Der er noget fedt ved at sidde i mit møgbeskidte, støvede tøj og vaske drengenes bukser i en balje koldt vand oppe på broen ved siden af min båd, der kunne stå på fordækket af en af de nærmeste, kæmpestore aluminiumshavkrydsere, mens de franske sejlere sidder i deres dyre sejlerdress og socialiserer over et glas et eller andet i en af bådenes cockpits. Hvorfor det er fedt? Fordi jeg mærker min frihed. Friheden i, med meget små midler at skabe meget store eventyr.
Friheden ligger ikke i, hvad du har, men i, hvad du kan undvære.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar