torsdag den 28. juli 2016

Dybt at falde

Tirsdag d. 27. juli 2016. Gullvika, 68°15,0' N 14°53,5' Ø

Luke hører Obi-Wan Kenobis stemme og føler Kraften strømme igennem sig, da han slår computeren fra og på rent instinkt udløser neutronbomben. Den rammer rent ned i skakten på Dødsstjernen, som kort efter eksploderer i et inferno af ild, mens Darth Vader hvirvler ud i rummet i sin TIE-Fighter...

Jeg har trukket et af mine kort. Det er nødvendigt. Vinden piber i klippesprækkerne inde i land, skyerne dykker fra den grå himmel ned i fjeldtragten nord for ankerpladsen og vælter ned imod os. Fjeldene er for høje. Himlen for dramatisk. Det er for voldsomt. Jeg er oplevelsestræt. Det sker, men det er sjældent. Nu er det sket. Presset fra de overvældende omgivelser har været heftigt i mange uger, og nu kan jeg ikke mere. Mit energiniveau styrkdykker, jeg mærker mismod og kraftesløshed. Noget må gøres, og det skal være radikalt.
Svaret bliver Star Wars i kahytten, med lukket luge til den væmmelige natur, mens vi deler en pose lakridskonfekt, og jeg deler et par glas rødvin og et glas rom med mig selv. Det virker. Pause.

Et togt er et kunstværk. Man starter med drømmen, ud af den hugges den overordnede plan. Planen har konsekvenser ud i hundredvis af retninger, i form af detaljer og detaljernes detaljer. Alt skal vurderes, konsekvenserne overvejes, der skal træffes beslutninger. Den vej, eller den vej? Skal det med, eller skal det ikke? Skal det ordnes nu, senere eller aldrig?

Når togtet er i gang, fortsættes arbejdet med kunstværket. Det handler blandt andet om timing, og timing er en meget spændende kunstart i naturens vold. Jeg checker vejrudsigten flere gange dagligt, og bruger lang tid på at sidde med kort og pilots hver aften og planlægge frem. Kunstværket er først fuldkomment, når båden når sin slutdestination i rette tid óg god behold, og alle ombord har haft gode oplevelser med hinanden og rejsen. Forventningerne er indfriet. Og vi, i dette tilfælde, lander i Billund d. 6 august, med Mathilde rigget ned for vinteren i en sikker havn i det høje Nord.

Det stresser mig, at jeg endnu ikke har en endelig aftale med en havn i Tromsø-området om Mathildes overvintring. Havnen i Tromsø vil gerne opbevare Mathilde på land, men det er rasende dyrt, og de har kun måske plads i vandet, hvilket er billigere, men stadig i den pebrede ende. Jeg leder derfor efter alternativer, men i Norge tager man ikke sin telefon, har jeg fundet ud af, og man besvarer heller ikke mail. Måske er de på ferie alle sammen, men det er helt konsekvent, at jeg ikke kan få kontakt med nogen som helst. Jeg har brug for at vide, hvor vi skal ende, for at kunne time vores fortsatte fremfærd. Skal vi helt til Tromsø, har vi lidt travlt. Skal vi slutte før, har vi bedre tid, og kan gøre mere ud af Lofoten, som stadig er helt fantastisk spændende.

Så er der motoren, som for et stykke tid siden har genoptaget sin tidligere interesse: ustabil drift ved lave omdrejninger. Det driver mig til vanvid, at jeg ikke kan finde fejlen. Jeg har skiftet tændrør, udluftet brændstofslangen, renset stelforbindelserne til tændspolen, tilsat karburatorsprit til benzinen, adskilt karburatoren og samlet den igen (men jeg har ikke hverken karburatorrens eller trykluft ombord), efterset brændstoffilteret, kørt med choker ved høje omdrejninger, hvilket skulle kunne suge falsk luft ud af karburatoren, ladet motoren køre tør, åbnet skruen i bunden af karburatoren for at slippe evt. vand ud etc. Nogle gange (men det er efterhånden sjældent) kører den fint, for det meste ikke. Havnemanøvrerne bliver noget pressede af, at de skal udføres med næsten fuld eller ingen gas. Og motorproblemet skal helst løses nu, hvor jeg er sammen med motoren, for det er jo lidt svært på 1500 kilometers afstand. Næste år agter jeg mig måske videre mod nord, til Svalbard, og deroppe, i polarisen, er en 100 % driftsikker motor et must.
De meget få motorværksteder, vi har passeret på turen, har alle ferielukket, så jeg skal løse det selv...

Jeg er alene med ansvaret for, at kunstværket Sommertogt 2016 lander fuldendt, sikkert og godt. Vi skal opleve noget, vi skal også slappe af, vi skal hygge os, vi skal løse de problemer, der er, og vi skal fremad, som vejret tillader, ikke for hurtigt og ikke for langsomt. Det trætter mig. Det er faktisk hårdt at være kunstner!

Efter vores Star Wars-aften på en ankerplads vest for Reine fortsatte vi til Henningsvær, som var en speciel blanding af fiskerleje, Skagen-hip og surferstemning. Om vinteren er havnen fyldt fra kaj til kaj med hundredvis af fiskerskibe, når vinterfiskeriet sætter ind. Nu var den stort set tom, og vi fandt en nemt en plads ved et bolværk lige ud for ”Klatre-caféen”. Var det OK, at vi lå der? Ork ja, men der er 2,5 meters tidevandsforskel, som gør fortøjning lidt udfordrende, og de havde ikke elektricitet eller vand til os. Intet problem. Vi bruger saltvand til det meste, så vores 110 liter ferskvand rækker langt, desuden kan vi supplere med et litermål, som vi hælder vand over i vores dunke med fra det offentlige toilets vandhane. Og vores 200 watt solpanel skovler strøm ned på batterierne døgnet rundt. Bad? Det bruger vi ikke her. Vi mangler ikke noget. Vildmarkscampering midt i den lille by. 150 meter længere inde i havnen er de officielle gæstepontoner, der koster det 270 NOK/døgn at ligge. Vi ligger gratis i tre dage.



Byen er næsten tom for både, men her er mange turister, hyggelige cafeer, souvenir-butikker, gallerier og hvad der ellers hører til et sommer-mekka.
Henningsvær er centrum for klatring på Lofoten. De stejle fjelde rundt om indbyder til udøvelse af den spændende og udfordrende sport, og folk strømmer til fra hele verden for at prøve kræfter med legendariske fjelde som f.eks. ”Presten”, som rejser sig glat og næsten lodret i mange hundrede meters højde nord for byen. Derfor den særlige ”surfer-stemning”. Klatrere og surfere ligner hinanden i alder, udseende og udstråling. Der er en særlig ro over dem, som måske kommer af den intense kontakt med Nuet, som sporten i begge tilfælde fordrer, og samtidig en ild i blikket. Af begejstring og lidenskab. Jeg er ikke klatrer, men mærker alligevel et slægtskab. Jeg genkender ilden.

Og nu er vi her. Vi skal prøve det. Både Sebastian og jeg lider af højdeskræk, jeg selv i en grad, så jeg helst træder uden om tykke dørmåtter. Ikke desto mindre ser jeg, to dage efter vores ankomst til Henningsvær, mig selv hænge på en næsten lodret klippevæg i 200 meters højde, med fingrene boret ind i en klippesprække, mens højre fod leder efter et spinkelt fodfæste. Vi har selv klatret hver eneste meter op.
Jeg har faktisk ikke tid til at have højdeskræk, for det er irrelevant at kigge ned. Heldigvis. Her kigger vi op, for det er op, vi skal. Jeg mærker kontakten med granitten mod kroppen, al opmærksomhed er rettet mod at aflure den dens svagheder. Sprækkerne. Det er dem, vi skal bruge. Vi skal op.
Vi har hyret en fjeldguide, Esben, som leder os sikkert op over Rørvikafjeldet. Klatring har altid stået for mig som noget actionfyldt, men det er ikke hele sandheden. Der er faktisk en meget stor ro og et langsomt tempo over det. Der er meget ventetid, mens Esben hele tiden klatrer i forvejen og sikrer ruten med kiler med passende mellemrum. Når han råber ”Sikring klar!” oppefra, er det tid. Standplads-sikringen skal løsnes, jeg klipser Antons tov i min hoftesele og begynder næste etape af opstigningen sammen med Sebastian, som hele tiden klatrer lige foran mig. Hver gang vi når en sikring, skal vi klipse vores tov ud, og jeg skal huske at klipse Antons tov i. 


Der er fuldt fokus, men god tid. Det tager den tid, det tager, og det kan ikke forceres. Mit system ved godt, at der er 200 meter ned under mig, så alarmberedskabet er absolut på plads. Men tovsikringen gør, at adrenalinniveauet trods alt holder sig der, hvor det giver koncentration, men ikke panik. Det er en god følelse.
Også Sebastian klarer sig flot, han koncentrerer sig om opgaven og finder tydeligvis tilfredsstillelse ved det. Der er et par kriser undervejs, hvor afgrunden bliver for nærværende, og det er svært at finde videre op, men de overvindes af både ham og mig. Selvfølgelig, for hvad er alternativet?







Og da vi når tinden efter 7 timers klatring, er triumfen fuldkommen. Jeg har ikke blot overvundet et bjerg. Jeg har overvundet noget inde i mig selv. Og hver gang det sker, bliver min frihed større. Mennesket er aldrig bange for virkeligheden. Det eneste, vi frygter, er de følelser, den kan fremkalde. Frygten er det, der binder os. Og min mission her i livet er at opløse den frygt, for den er ubegrundet. Følelser er ufarlige. Og når jeg indser det, bliver jeg fri. Hvor der er frihed, er der fred.
Midlet er konfrontation med virkeligheden, i dens helt rå og ufortolkede form. Havet er godt at øve sig på. Det er et bjerg også.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar