Rasteplads

I går eftermiddags tikkede den ind på Navtexen. Varslingen. Kuling op til 20 m/s fra S i både sydlige og nordlige Utsira. Det er der, jeg er.
To muligheder: trække langt til havs og udnytte det skub i ryggen, som sådan en kuling jo unægtelig er. 20 m/s kan dog også nemt føles som et slag...

Eller søge ly. Jeg havde hjemmefra en drøm om at gøre turen til Bodø ved Lofoten nonstop. For at prøve det. Prøve mig. Men jeg har hele tiden vidst, at drømme er det stof, planer laves af, og planer er til for ændres. Især når man færdes i så stor og vild natur, som havet er. Havde jeg været på helt åbent hav med hundredvis af mil vand omkring mig, havde jeg ikke været bekymret ved at ride en hård kuling af i medvind. Op med stormfokken, ned og lave kaffe. Men vejret er meget ustabilt nu, og hvad nu hvis kulingen fra syd pludselig bliver en kuling fra vest? Så ligger jeg der, med 20 m/s ind på flanken, og kan ikke ride den af, men må sejle på tværs af den. Med en ubarmhjertig og meget hård klippekyst ganske få mil til læ.

Det er én ting. En anden er, at jeg må indrømme, at jeg er træt. To en halv døgns meget aktiv sejlads på uroligt hav, med skiftende, for det meste ret kraftig vind har tæret på en gammel mand som mig. To en halv døgn, hvor alt skal planlægges, alle bevægelser kræver kræfter, og hvor der hele tiden er en agtpågivenhed i sindet, en spænding, en kronisk opgaveløsning. To en halv døgn med sporadisk intervalsøvn fordelt klatvis ud over døgnet. Jeg er træt.

Så da Mathilde læner sit fenderbræt ind mod bildækkene langs en forfalden mole med presenninger og andet skrammel i Korshamn nær Farsund, er jeg en lettet mand. Motoren standses, og her er meget stille. Det går op for mig, hvor meget larm, der er på havet i frisk vejr. Bruset fra vandet om båden, vindstøjen i riggen, wirer og fald, der klaprer. Bevægelsesstøjen i sanseapparatet, fra de uafladelige rutsjeture ned af store bølger. Sindsstøjen fra opmærksomheden, prioriteringerne, valgene, handlingerne.
Pludselig er her helt stille. Et par vaskeægte nordmænd står på bryggen overfor og fisker. Jeg er omgivet af maleriske skær og hvide og røde træhuse. Idyl. Og her er stille.