lørdag den 7. november 2015

Polygami

En ganske let finregn lægger sig som softfilter på brillernes vinduer ud i det tætte novembermørke. En halvhjertet tåge lukker horisonten af for mine sanser, ved jeg fra tiden i gråt dagslys nogle timer tidligere, men der er dog hul opad: stjernerne blinker beroligende ned til mig, der i cockpittet. Over mig skærer de 78 kvm. sejl sig støt gennem den bløde, vandfyldte luft, fremad, stateligt og værdigt. Det har ikke blæst i mange dage, så havet er roligt trods ca. 7 m/s fra syd, som skubber de 10 tons langkølet oceanbetvinger frem i et venligt brus fra det brede forskib. Her ville være meget stille, hvis det ikke lige var for suset fra indsugningen til oliefyret ved mine fødder. Det er dog en støj, jeg kan rumme, for den vidner om dejlig varme om læ til den sovende besætning: mine to sønner og min far, som i hver sin kahyt forsøger at få lidt hvile på havrejsen.
Man skal vænne sig til ratstyring, man skal vænne sig til langkølet skib, man skal vænne sig til 10 tons. Derfor ligger Hanne Kjerstine ikke så støt på kursen, som Mathilde ville have gjort, med mig ved roret, men indlæringskurven er dog jævnt stigende. Det her kan jeg godt blive dus med, med tiden.

Men hvad foregår her? 78 kvm. sejl? 10 tons? Ratstyring? Separate kahytter? Oliefyr???! Og hvem f... er Hanne Kjerstine?!
Jo, der er sket det, at jeg er blevet skibsreder: d. 29. oktober købte jeg det gode skib Hanne Kjerstine af Vallensbæk, en Møn 391 på 39 fod overalt, 10 tons deplacement, 1,75 m. dybgang, bredde 3,30 m. Kutterrig med storsejl, krydsfok, genua og gennaker, samlet sejlareal 196 kvm. Er du særligt interesseret, kan du læse denne gamle prøvesejlads: KLIK HER.
Og i denne mørke nat, natten mellem d. 4. og 5. november i det herrens år 2015, er hun på vej over Kattegat mod sin nye hjemhavn, Aarhus Lystbådehavn.


Det her er sært: skipper Falk, den utrættelige skribent på denne lange blog, har prædiket fordelene ved små både i utallige indlæg og samtlige foredrag over de sidste 10 år, og nu sidder han der og fører sig frem ved et rat med en diameter som Rundetårn.
Men det har sin forklaring: hændelser og forandringer, som overraskende nok intet har med sejlads at gøre, har ført mig og min livsledsager gennem 18 år, Anne-Marie, væk fra hinanden. Da jeg nu stod i en helt forandret livssituation, og skulle finde en økonomisk realistisk måde at få tag over hovedet på, lå det lige for at tænke i skib. Jeg var inde omkring motorbåde og sågar husbåde(!), før det naturligvis endte med købet af et oceangående sejlskib, S/Y Hanne Kjerstine. Hun skal ligge i Aarhus, kun et kort stenkast fra S/Y Mathilde, som jeg ikke har til sinds at skille mig af med: for det første er hun det sublime værktøj for en solosejler i Nordatlanten, som er mit andet hjem, for det andet udvider hun de til rådighed værende boligkvadratmeter med en ekstra stue. Ikke at der mangler kahytter i øvrigt: Hanne Kjerstine er udstyret med tre separate kahytter, foruden salon og toilet, og det passer drengene overordentligt godt. Her skal de bo, sommer og vinter, når de er hos mig.

Du kender hende i øvrigt godt, kære bloglæser. Hanne Kjerstine. Det var nemlig hende, med sin besætning Ken, Tina og deres fire børn, som vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal i Skotland for to år siden, da vi var på vej rundt om England. De fortsatte siden til Madeira, Kanarieøerne og Azorerne, og var ude i et helt år. Nu har de skiftet til et endnu større skib, og måtte derfor, med blødende hjerte, skille sig af med Hanne Kjerstine, som har tjent dem godt i mange år. Skibet har tidligere sejlet som skoleskib på Middelhavet, så hun har været ude i verden, er blevet sejlet til. Og nu er hun kommet til mig, tager godt imod mig, og jeg imod hende. Vi får det godt sammen, det kan jeg mærke.

Ved 01.30-tiden kommer Sebastian (som nu er snart 11 år) op til mig i cockpittet, han kan ikke sove for en astmatisk hoste, som nok ikke just bedres af den kølige, vandfyldte luft. Men det hjælper at komme på højkant, og han bliver straks mere frisk.
Blandt de få ting, som jeg ikke umiddelbart kan forlige mig med på den nye skude, er autopiloten, som, uanset mine timelange forsøg med kalibrering, bliver ved med at karte frem og tilbage omkring kursen på en fuldstændig tåbelig måde. Jeg selv er ikke meget bedre, da ratstyring som sagt, for en gammel mand som mig, kræver en del tilvænning. Da jeg får brug for en timeout ved rattet, beder jeg med nogen spænding Sebastian om at tage over. Nu skal han styre stort skib. Knægten lægger sine vanteindpakkede hænder på rattet, kigger ned i kompasset og går i gang. Hvor skibet, med mig ved roret, havde udsving på ikke under 50 grader fra kursen, ligger hun nu limet på kompaskurs 260. Jeg kigger vantro på Sebastian, som med fuld koncentration og bittesmå korrektioner, uden indkøring overhovedet, formår det som jeg ikke, med adskillige timers øvelse bag mig, kunne: at guide de 10 tons sejlskib i den rigtige retning. Inspirerende/pinligt! Nå, men det er jo også skippers opgave at lede og fordele arbejdet. Det er hermed gjort, og jeg går ned og laver mig en kop kaffe.


Forud for sejladsen hjemover er gået ugers arbejde, ikke mindst af logistisk art. Jeg har kørt frem og tilbage mellem Aarhus og København mange gange, i sidste omgang med bjerge af sejladsudstyr og varmt tøj til en Kattegatpassage lige på kanten af sejlsæsonen. Weekenden før hjemturen var drengene og jeg i Vallensbæk sammen for at male Hanne Kjerstines fyldige undervandsskrog, mens hun alligevel var taget på land for salgsinspektion af de ædlere dele. Der blev knoklet igennem i et døgns tid, dog med et behageligt afbræk lørdag aften, da vi holdt den første boatwarming med besøg af min søster Marie og et lækkert måltid mad i den rummelige og meget hyggelige ædeltræssalon. I petroleumslampernes skær.



På turen op igennem Øresund til Helsingør var jeg så heldig at kunne have Ken med ombord. I 10 timer uafbrudt blev jeg undervist i Hanne Kjerstine tusindvis af små hemmeligheder. Jeg bliver igen bevidst om, hvor uendeligt kompliceret en krop sådan et skib er. Alle de installationer, af mekanisk, elektrisk og elektronisk art. Slanger og rør, pumper og filtre, relæer og samlinger. Kabler, wirer, motorer. Instrumenter. Det hele spiller, på en god dag, sammen i en rask organisme, som, udefra set, ser relativt enkel ud: det er jo bare en båd med et par sejl, og afsted det går. Hmm, nej, ikke umiddelbart...

Ved 7-tiden sætter vi de 88 kvm. gennaker, da vinden er løjet. Straks stryger vi op i fart, stadig med fin balance i trimmet. Efterhånden frisker vinden igen, og det bliver en fysisk meget krævende opgave at styre det store skib, som hun kaster sig ned og frem for det store sejlareal, så ved 9-tiden kommer gennakeren ned igen.

På det sidste stræk torsdag middag fra Sletterhage ind mod Aarhus er vinden dog igen ganske let, og med gennakeren atter på plads fra mastetoppen skrider vi ind mod hjem med vores nye hjem. 120 kvm. sejl oppe. Jeg er ved at have lært det ratstyring, og kan nu på respektabel vis styre mit skib, som et skib skal styres. Ind mod Isbjerget på Aarhus Ø. 
Forude venter et nyt liv, både på det indre og ydre plan. Et liv som single. Et liv som skibsreder. Et liv som sømand året rundt, hver dag, med havet rundt om mig og under mig, med lyset i vandoverfladen hver morgen ved morgenkaffen. Med vinden i rigningen og den bløde vuggen i køjen, når jeg om aftenen tørner ind i forkahytten. Et liv med to dejlige damer. S/Y Mathilde. Og S/Y Hanne Kjerstine.