Trods vejrudsigtens løfter om vind fra vest (stadig meget hård), drejede den i dagens løb over i nordvest. Det var uheldigt. Selvom der, i Stora Sandhamn, stadig var vindlæ, rullede dønningen rundt om hjørnet med den nye vindretning og gjorde min førhen så fredelige plads ved klippen til lidt af en Tivoli-forlystelse. Jeg blev på båden for at se udviklingen an. Enten skulle jeg bare finde mig i den urolige tilstand, eller også skulle jeg flytte om til Kappelhamn på sydenden af øen, som er velbeskyttet for NV-lig vind og sø. Men det ville jo kræve en del bøvl, foruden en kort sejltur øst og syd om øen i den hårde kuling. Jeg gad ikke. Lidt rulning kunne vel være OK.
Dovenskab er dejligt at dyrke på sin sommerferie, og som førhen skrevet, så eksperimenterer jeg at spirituelle grunde med, hvor langt den kan strækkes uden uheldige konsekvenser. Det skal man ikke, når man har ansvar for et skib til søs, og herunder kan et skib fortøjet til en klippe i en åben vig henregnes.
Det var, da væltesikringen på min petroleumsovn slog fra, at jeg besluttede, at målet var fuldt. Så meget skal et skib ikke vælte rundt i "havn". Det var også da, at jeg konstaterede, at klippen, som jeg var fortøjet til, nu var helt overskyllet af aggressiv dønning, og at Mathilde kastede sig vildt i sit tøjr. Godt, at mit anker er så driftsikkert!
Der kunne ikke længere være tale om at komme i land for at få bjergkiler og fortøjninger med, så jeg kastede bare los og trak mig ud i bugten med ankeret. Herude overvejede jeg et par sekunder at lade dovenskabet igen få overtaget, og blot blive liggende for anker i god afstand til klipperne. Men det var ikke sikkert nok. Hvis ankeret slap, ville det tage højst 2 minutter, før båden ville gå på grund, i urolig dønning. Nu må du tage dig sammen, Mads!
Jeg tog derfor ankeret, sejlede ud af bugten og satte et mikroskopisk sejl. Syd for Väderöen måtte jeg motorkrydse imod den meget grove sø. Jeg var tilfreds med at konstatere, at jeg kunne holde godt 2 knob for motor lige mod vinden uden sejl, ved fuld gas. Mange ser skeptisk på min påhængsmotor, men det er der ingen grund til: den har samme trækkraft som en indenbords motor, og med min lavtsiddende ommontering af den, hopper den praktisk taget aldrig ud af vandet.
Indsejlingen til Kappelhamn er lidt tricky, og adrenalinniveauet fik et ekstra løft pga. kulingen og søen på tværs. I hylende, hård vind kom vi ind mellem skærene og fik lavet en frisk havnemanøvre i det meget lille bassin, som udgør naturhavnen Indre Kappelhamn. Ankeret kom ikke til at ligge optimalt vindret, men tingene skulle gå lidt stærkt, og det havde første prioritet at få fat i det lille molehoved med stævnen, før båden drev af. Det skulle siden få alvorlige konsekvenser.
Jeg skulle have gået ind til molen, derefter have firet af vindret og lagt ankeret med en line i spidsen, så det kunne bjærges igen uden at skulle ud til det med båden; især fordi der var meget lidt plads til klipper og rev væk fra vinden. Det tænkte jeg ikke på, skulle bare have klaret manøvren under de vanskelige forhold.
Men alt i alt lå vi nu godt, i læ for søen, og med vinden ind ret forfra. I Kappelhamn var der til gengæld ikke læ for vinden fra den store skov, så her kunne jeg mærke den evindelige kulings fulde styrke.
Efter at have gjort fast vadede jeg over en ca. 150 meter bred vig i vand til navlen for at komme ind til selve Väderöen, hvorefter jeg vandrede op til Sandhamn på østsiden af øen. Videoen herunder er rystet, da mobilen på stativ ikke kunne stå fast i blæsten!
Fra landsiden kunne jeg akkurat komme ud til mine bjergkiler og dyre fortøjninger, som blev bjærget og bragt tilbage til deres rette plads i styrbord kistebænk. Mission fuldført.
Denne video viser den klippe, jeg var fortøjet til før operationen, efter bjærgning af bjergkiler og fortøjninger. Bemærk, at den ikke er just velegnet at hoppe i land på nu!:
Fredag d. 10. juli 2015
Dagen blev en meget blandet fornøjelse, men dog i sidste ende en fornøjelse. Det meste af den gik med at overveje, om jeg skulle sejle eller ej. Det var ved at være på tide at finde sydpå til København, hvor jeg skulle samle familien op lørdag, men kulingen blæste uafladeligt, nu på femte døgn, og det små 10 sømil lange stræk ud til Kullen bød på sejlads med vinden ind foran for tværs. Jeg ved ikke, hvorfor det bekymrede mig.Instinkt, tror jeg. Jeg ved, at Mathilde sejler fremragende i al slags vejr, også imod vinden. Alligevel blev det hen på eftermiddagen, før jeg tog mig sammen til at komme afsted.
Problem: ankeret lå langt ud til siden, næsten på tværs af vinden. Desuden lå det i betænkelig nærhed af det stenrev, som strækker sig ud i midten af den lille havn. Der ville ikke være mange sekunder at gøre med, fra ankeret var oppe, til båden drev op på revet.
Det, jeg nu burde have gjort, var at klappe jollen ud, ro ud til ankeret og tage det op derfra. Derefter pakke jolle og ankergrej sammen igen, og så afgå i god ro og orden fra molehovedet. En operation, som ville give en del sved på panden, og tage minimum 3 kvarter. Det, jeg valgte at gøre, var at gå dovenskabens vej, og satse på, at jeg kunne nå at sejle fri at det truende rev, når ankeret var oppe. En operation, som ville tage under 5 minutter. Jeg har ovenfor skrevet, hvad jeg mener om dovenskab, når man har ansvaret for et skib, og hvad der nu skete, bekræftede blot denne holdning. Fy, skipper!
Det korte af det lange er, at operationen ikke forløb som håbet: jeg tog fortøjningen og trak med friske tag hjem på ankertovet, som jeg havde ført frem i stævnen for ikke at ende med agterenden mod vinden. Motoren trækker ikke lige så stærkt i bak som i frem, og jeg ville være sikker på at have fuld kraft til at komme mod vinden, væk fra revet. I samme øjeblik, ankeret nåede overfladen, piskede jeg ned til motoren og gav gas - lige nøjagtig i samme øjeblik, som et drøn i båden tilkendegav, at jeg havde fejlberegnet min manøvre. Motoren fik fuld havre, og endnu et drøn kortlagde auditivt revets beskaffenhed: jeg var sejlet henover endnu en sten, med roret! Med rædsel konstaterede jeg straks, at roret gik stramt. Det var blevet slået skævt! Fandens, for at sige det som det er!
Tilbage til molehovedet, på med våddragt og maske og i vandet til inspektion. Der var intet at se, hængsel og skæg var intakt, skønt åbenbart en anelse skævt. Og der var ingen vandindtrængen. Et telefonopkald til en bådebygger var yderligere betryggende: uden vandindtrængen og med fuld bevægelighed af roret (skønt lidt stramt) kunne jeg roligt sejle videre. Polarisens ror er lavet så solidt, at jeg ville kunne sejle, selv hvis skægget skulle falde helt af.
På med vanten. Ud i kulingen, som nu var faldet til hård vind, ca. 13 m/s fra vest. Min noget trykkede sindsstemning blev her opløst på få minutter: stramheden i roret kunne næsten ikke mærkes under sejlads, hvor vandpresset på roret betyder langt mere, og Mathilde sejlede som en drøm. Det blev endnu en pragtfuld hårdtvejrssejlads ned til Kullen i strålende vejr, og videre ned gennem Sundet til Ven, hvortil jeg ankom ved 23-tiden.
Naturligvis skammer jeg mig, som en skipper bør gøre, når han har svigtet sit skib, især når grunden var dovenskab (som man selv er skyld i), og ikke uvidenhed (som man kun delvis selv er skyld i). Men jeg har lært en vigtig lektie på den hårde måde, som jeg iøvrigt gør ofte, når jeg sejler, trods 43 års erfaring, heraf 20 som skipper. Og humøret er ukueligt godt. Det er vildt, som jeg elsker frisk sejlads i hård vind med min velafbalancerede, seje båd. Det renser tavlen for alt. Ren tavle, rent sind.
Lørdag d. 11. juli 2015
Tidligt op, afgang fra Bäckviken på Ven kl. 7. Vi drev ned gennem Sundet for en nu svag vind(!), og gik gennem Trangravsbroen til Christianshavns Kanal kl. 12. Efter ugens første ferskvandsbad og en fejringsfrokost på Restaurant Kanalen, med udsigt til smukke Mathilde udenpå en gammel, sort husbåd, var jeg klar til at tage imod min kære familie, som landede 14.30 med flyet fra Milano. Et nyt kapitel af årets sejlereventyr kunne tage sin begyndelse.
I løbet af denne første uge har jeg, bortset fra omkring for 200 kr. benzin, ikke brugt én eneste krone! Ingen havnepenge, ingen indkøb. Det samlede forbrug af vand var 40 liter ferskvand, da jeg har brugt saltvand til opvask o.lign. Det er økologisk/-nomisk ferie, så det batter!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar