Det rigtig store

Lørdag d. 28. juni kl. 19 lokal tid. Position 61 35,7 N 3 35,6 V.

Mit ekkolod kan ikke bekræfte det for mig, men på kortet står, at jeg lige nu har 1250 meter vand under fødderne. Vi er kommet så højt mod nord, at dagslyset varer hele døgnet. Over 61 grader nordlig bredde, lidt nordligere end Kap Farvel på Grønland. Midnatssol er her selvfølgelig ikke, men det bliver ikke mørkt. Faktisk vil de fleste fyr på Færøerne være slukket døgnet rundt, da der ikke er brug for dem om "natten".

Da jeg passerede tættest forbi Shetlandsøerne ved tretiden i nat, kunne jeg således se nordkysten af Unst som tre lave, brunlige kegler, der ragede op af havet under den sydlige himmel, foruden glimtene fra fyrene på Holm of Skaw og Muckle Flugga mod vest. Den klare himmel, jeg har været velsignet med stort set siden afsejlingen fra Grenaa, begyndte at blive dækket af skyer, som lagde et tungt draperi over det i forvejen dystre sceneri. Luften var tæt af atmosfære. Koldt hav, dunkelt og monokromt oplyst af genskæret fra den sol, som virkede bevidst trukket ud af scenen. Her skal ikke skinnes. Det her er alvor. Mørk, skummel klippekyst om bagbord. Vilde strømme, vilde vinde, tusindvis af skibsforlis, store tab. Lige inde om bagbord, kun 15 sømil væk. Monokromt oplyst.

Vejrskiftet var timet nøjagtigt til mødet med det sidste hav: det egentlige, nordlige Atlanterhav, som Nordsøen selvfølgelig også er en del af. Her er gråt og meget koldt, præcis som forestillingerne om dette hav altid har været i min bevidsthed. Men dønningen er taget af, vinden er fredelig fra NØ, ca. 7 sekundmeter, så vi duver frem med vinden ind en streg agten for tværs. Først på dagen havde vi stadig godt 10 sekundmeter, og med slæk på skøderne lå vi i et par timer på topfart, små 7 knob, med en kurs direkte på målet. Jeg havde noget bøvl med at få vindroret til at styre ordentligt, men med to reb i storsejlet og skødepunktet flyttet helt ud i læ har jeg fået trimmet båden så meget i balance, at det nu går fint. De sidste 6 timer har jeg intet rørt, vi ligger smukt på kursen. Barometeret kunne jeg lige så godt have lavet selv, nålen har ikke flyttet sig en millimeter i hele den sidste uge. Det er et godt tegn på relativt stabilt vejr.

I de sidste 15 timer har jeg ikke set ét eneste skib. Mit eneste selskab er derfor forskellige havfugle, bl.a. malemukker og suler, som er et sikkert tegn på, at jeg kommet langt væk. 

Jeg er flyttet ind i flydedragten, med samtlige lag uld og fleece indenunder. Har ikke været ude af den siden afsejlingen fra Farsund, bortset fra de uomgængelige situationer, hvor naturen tvinger mig til at frekventere Den Sorte Pøs eller Flasken, som udgør S/Y Mathildes samlede, sanitære installationer (Flasken er en eddikeflaske, der har fået skåret toppen af, til behændiggørelse af den mandlige del af besætningens vandladning i høj sø). Det kemiske toilet har fået lov at blive hjemme i denne omgang, og det er ikke savnet.




Jeg sover i dragten, komplet med redningsvest, sikkerhedsline, EPIRB (satellitnødsender) og bærbar VHF-radio monteret, så jeg er konstant kampklar. En astronaut i drømmeland.


Ved trappen til cockpittet står altid en vandtæt grabbag, pakket med alt nødvendigt til et par døgns overlevelse i redningsflåde, hvis det skulle komme så vidt. Ved siden af den står vanddunken og tasken med evakueringsdragten. Jeg har et beredskab, der skal gøre det muligt at forlade skibet på under et minut. Det skulle selvfølgelig meget nødig blive nødvendigt, men det føles godt at være klar. Vær beredt.



Man tager ikke fejl af de akustiske egenskaber hos en vigtig metaldel, som rammer ruffet, kurer 31,2 cm og ligger stille, i hvert fald ikke, når nervestystemet hele tiden er koblet sammen med skibet, som det er tilfældet her. Men hvilken del er der mon tale om? Jeg må på dækket for inspektion. I hårdt vejr lægger jeg altid båden underdrejet, før jeg går på dækket. Jeg skal ikke ud at rutsche på et vådt dæk, der krænger 20 grader, hugger vildt op og ned, og som hvert 10. sekund forsvinder i en kaskade af havvand. Jeg hader også at blive våd. På Nordsøen måtte jeg ud og surre fenderlisten, som havde løsnet sig over 2 meter pga. bagbord bovs uafladelige huggen i søen. Det er mageligt arbejde på en båd, der ligger underdrejet, og et farligt helvede på en båd, der ikke gør. Nu er havet fint og roligt, bølgemønsteret jævnt, så jeg hugger blot sikkerhedslinen i jackstaget og går forud. Det viser sig at være sjæklen til kickingstrappens taljeblok, som er blevet vredet til ukendelighed og faldet af. Den kan nemt udskiftes, og så er vi på igen.

Jeg har fundet helt ind i rytmen. Rytmen er en slags tilstand, hvori jeg på forunderlig vis ophører med at findes. Jeg bliver en funktion ombord på det her skib. Tanker er der næsten ingen af, bortset fra lige nu, hvor jeg sidder og malker min hjerne ned i tastaturet, også for bagefter at kunne forstå, hvad jeg havde gang i. Hvis det nogensinde bliver muligt. Her er det ikke nødvendigt at forstå noget, og det er måske den største af alle de befrielser, der er forbundet med lange, ensomme rejser. Det, som nok først og fremmest er det, der drager mig mod denne form for ekstremsport er muligheden for at holde fri fra at være mig selv. Jeg kan nemlig være ret belastende at være sammen med, især når jeg er det hele tiden, 24-7, hele resten af året. Malemukkerne har ikke nogen mening om mig, så det behøver jeg heller ikke at have. Jeg kan slippe med at være en funktion i en flydedragt.

Min krop og mit sind er i en slags paralyse, en dvaletilstand. Når der ikke er en konkret opgave at løse, såsom navigation, sejltrim, skafning eller bakstørn, sidder eller ligger jeg bare, og foretager mig absolut ingenting. Venter. Men ikke på noget bestemt, ikke på ankomsten, næste vejrskift, næste måltid. Det er ikke en utålmodig venten, måske snarere en væren. Skibet bevæger sig frem over havfladen, jeg er med og gør de ting, der skal gøres, som i trance. Fordi jeg er i trance betyder rejsens længde ikke noget særligt, jeg gør bare det, der skal gøres, mens jeg er. Det er nok det tætteste, et forvirret og stresset nutidsmenneske som mig kommer Zen.


Søndag d. 29. juni kl. 5.30 lokal tid. Position 61 48,0 N 4 53,6 V

Bii-duu-bii-duu, Bii-duu-bii-duu, Bii-duu-bii-duu. Der er én ting, jeg ikke kommer til at savne, når skibet når frem: den enerverende, gennemtrængende lyd af mobilens timer, som igen flår mig ud af min REM-søvn. En hurtig beregning siger, at når jeg når til Torshavn sidst på dagen, vil jeg være blevet vækket ialt ca. 200 gange indenfor de seneste 9 døgn. Jeg magter herfra ikke længere at høre på småbørnsforældres klagen. "Jamen, du har jo selv valgt det", siger I. Det har I også! Denne sidste nat har jeg tilladt mig den store luksus at sove i en hel time ad gangen ialt fire gange. Det er dog en dårlig ide med "luksus": jeg får det faktisk meget værre af at blive vækket efter en time end efter et kvarter, kan slet ikke vågne. Det skyldes, at jeg så er nået ned i den dybe søvn, og den kan man ikke så nemt kaldes tilbage fra igen.

Jeg mente, at det var forsvarligt med de længere intervaller, da her simpelthen ikke er nogen skibe. For en time siden mødte jeg to færøske fiskeskibe, "Vesturtugva" og "Grønanes", som, beskæftiget med parfiskeri, langsomt trak ind over min kurslinje forude og forsvandt nordøstud. Det var de første skibe i over et døgn! Se, det er hvad jeg kalder privatliv. "Vesturtugva". "Grønanes". Det er svært at tørre smilet af, ikke fordi jeg prøver. Færøerne kan ikke være langt væk. 

Efter at have skredet stateligt fremad for en god, stabil NNØ-vind, ca. 5 m/s, hele natten, har jeg netop startet motoren, efter at den sidste, smukke brise døede ud. Hvor har den hjulpet mig længe!


Søndag d. 29. juni kl. 12.20 lokal tid. Position 61 57,8 N 6 02,1 V

Jeg er, ved 7.30-tiden i morges, optaget af forskellige småreparationer, og er, indrømmet, blevet lidt sløset med mit udkig pga. den lave trafiktæthed. På fordækket sidder jeg og roder med den dumme fenderliste, da et tilfælde får mig til at løfte hovedet. Der er de sgu! Øerne! Jeg er over 40 sømil ude, og havde ikke drømt om at få landkending så tidligt, men der er de! Sgu!
Ved pejling får jeg den nordligste til at måtte være Vidoy, jeg kan også se Svinoy, og en højere knold som måske er Mjovanes. En time senere dukker også Sandoy og Nolsoy op, sidstnævnte en streg til bagbord for kursen. Det er der, jeg skal hen, bag den ligger Torshavn på Streymoy og venter med et varmt bad og meget mere.

Havet er silkeblødt og venligt, og solen skinner, lidt tøvende ganske vist, men den skinner. Jeg tager hynder og sengetøj, som er blevet småfugtigt efter det hårde døgn på Nordsøen, op til luftning. Luften er kold, arktisk vil jeg sige, men klar og god. Og der, forude er de. Øerne.