Farvel, hav!

Aarhus, søndag d. 29. september 2013 kl. 10

Havet slap os. Eller rettere: vi forlod det, vristede os fri af dets tryllekreds. For mit vedkommende modvilligt, for den øvrige besætnings med udelt glæde over en ubeskriveligt fantastisk rejses vellykkede afslutning, og med nærmest overstadig forventningsglæde.
Vennerne. Det store hus (kæmpestore i forhold til, hvad vi nu er blevet vant til). Skolen, som med jubel blev spottet fra havet på de sidste mil ind mod Aarhus Lystbådehavn. Det velkendte. Hjemme.

Kl. 13 i går rundede vi havnefyret efter en begivenhedsløs motorsejlads i svag modvind fra Tunø i strålende septembersol. Vi blev modtaget af 30-40 venner og familie på broen, og champagnepropperne sprang. Det var trygt og dejligt straks at blive forvisset om, at vi ikke var blevet glemt. Kahytten fyldtes hurtigt at 6-7 af Antons klassekammerater, som holdt deres egen lille hjemkomstfest der, mens der blev snakket også på broen og spist snacks.

Det er tydeligt, at vores eventyr virkelig er blevet delt med mange, og det er en stor glæde. Det var jo formålet med hele denne efterhånden omfangsrige blog, som har rundet 350 læsere. Jeg glæder mig usigeligt over, at så mange har fulgt os, og dermed forhåbentlig fået en lille bid af kagen. Den er stor, og bliver som sagt kun større af at blive delt!

Jeg sidder nu og bearbejder sorgen over, at denne den hidtil lykkeligste tid i mit liv har nået en afslutning og prøver at forlige mig med lyden af naboernes plæneklippere og hækkesakse, den forudsigelighed, hvormed den lokale Lidl falbyder sine produkter, og tanken om den langt mere komplicerede hverdag, jeg nu skal til at navigere i, end den, jeg har forladt.

Misforstå mig ikke: jeg er også glad for, at rejsen er tilendebragt. Alt (næsten alt) gik godt. Vi kom hjem, ikke bare fysisk, men fyldt indeni af det brusende, store og vilde havs gaver, indtrykkende fra en verden, som, selv så "tæt på", som Nordeuropa er, er fremmedartet, smuk og eksotisk, når man indtager den i en sejlbåd.

Båden klarede hele turen rundt i ét stykke, uden nævneværdige tekniske problemer, og har  som altid sejlet som en drøm hele vejen, hurtigt, smidigt, sikkert.

Jeg bestod min "skippereksamen". Da vi sejlede ud af havnen d. 1. juni følte jeg det tonstunge åg af ansvar lægge sig på mine skuldre. Ansvaret for mit skib og hele min elskede familie lå hos mig, og jeg skulle finde igennem nogle af de indiskutabelt mest vanskeligt besejlbare farvande på vores klode. Kan man sejle der, kan man sejle alle steder.
Som skipper på det hav, vi har gennemsejlet, må der ikke kludres. Kun en kæde af rigtige beslutninger og vurderinger bringer skibet igennem og hjem igen. Og selvom jeg hele mit liv har beskæftiget mig med sejlads, og har studeret navigation på både teoretisk og  praktisk niveau, var jeg alligevel en luset amatør, da vi tog afsted. "Et er søkort at forstå, et andet skib at føre".
Jeg er ikke længere amatør. Jeg kommer hjem som Skipper, og kan mærke, som en vished i kroppen, at jeg nu mestrer havet. En berusende følelse af frihed og styrke.

Vi har, som familie, haft en uforglemmelig tid sammen. Til trods for den begrænsede plads og de til tider lidt pressede situationer har vi stort set ingen konflikter haft ombord. Her ser vi bort fra brødrenes obligatoriske småskænderier, som forøvrigt har været færre end de plejer at være hjemme. Der har været god stemning, megen latter og smil i alle fire måneder.
Som før skrevet er der ingen tvivl om, at vi har været på hver vores rejse, og har en vidt forskellig oplevelse af turen. Men det er lykkedes os at give plads for hinandens meget forskellige præferencer og måder at opleve på, og det har gjort det muligt at være sammen om oplevelserne alligevel.
Hvordan eventyret vil påvirke os hver især og indbyrdes fremover er ikke til at sige, men jeg tror afgjort, at noget ændrer sig efter det vi har "været igennem".

Jeg kan ikke varmt nok anbefale andre at kaste sig ud i det, vi har gjort. Det virkede vildt, stort og også lidt farligt før vi tog afsted, men undervejs har det alt i alt været betydeligt nemmere end at være hjemme! Og de store gaver, som vi har fået som svar på vores henvendelse til moder Jord (eller moder Hav?) er ubetalelige og unikke. Vi ville aldrig have fået dem hjemme bag ligusterhækken!